Det lyder som en teknologisk genistreg at udstyre alle danskere med en ny generation digital signatur. Via NemID kan vi på én gang let kan få adgang til både kontoen i netbank og de personlige papirer hos SKAT, forsikringsselskabet eller kommunen.
Men ifølge en dansk forsker er løsningen langt fra gennemtænkt på alle punkter. NemID er teknologisk set en potentiel katastrofe, som på længere sigt kan koste Danmark en topplacering på listerne over lande, der fører an i den teknologiske udvikling.
»Pinligt, grænsende til det tåbelige«
Årsagen er, at NemID ikke kan bruges på internettet via mobiltelefoner, som snart bliver vores alle sammens vigtigste indgang til alle digitale oplysninger.
Sådan lyder meldingen fra Martin Brynskov, der forsker i verdens digitale udvikling på Aarhus Universitet.
»Jeg er ingen stor tilhænger af sensationalistiske overskrifter, men beslutningen om ikke fra starten at have en plan for at understøtte almindelige mobiltelefoner kan simpelthen sætte Danmarks fine placering i de internationale it-rankings over styr. Det er ret pinligt, grænsende til det tåbelige og næsten kriminelle,« lyder det fra ph.d. Martin Brynskov, adjunkt ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet.
Vigtig for både demokrati, økonomi og teknologisk udvikling
Martin Brynskovs anke bygger især på tre punkter, som han har afdækket via sin forskning i international digitalisering:
Mobiltelefoner er mere demokratiske end internet, forstået på den måde, at næsten alle mennesker har en mobiltelefon for at holde kontakt til netværket. Derfor er mobilen den oplagte vej at nå grupper blandt især unge, fattige og indvandrere, som traditionelt er svære at få i tale. Mobiltelefonen stormer frem som vores vigtigste kilde til information. »Ser man ud over verden, hersker én mega-trend: det mobile bliver vores primære indgang til de digitale lag i verden. Det står til at blive det allerstørste forretningsområde inden for teknologi, meget større end hardware, software og internet,« forklarer Martin Brynskov. Uden mobilstrategi sakker Danmark bagud. Hvis vi kun giver plads til mobiludvikling ved at sørge for god dækning og bred udbredelse, kommer vi til at mangle det tredje bærende ben i udviklingen: at opbygge såkaldte services for borgerne. I Sydkorea og Japan er det f.eks. en naturlig del af folks hverdag at køre mobilen hen over en lille skanner, når man betaler for sin pølse i 7-Eleven. Den udvikling skal man ifølge Martin Brynskov understøtte herhjemme, for ellers kommer vores udvikling til at halte efter udlandet, og vi bliver lige så stille tabt bag vognen, som i stedet vil blive trukket af store virksomheder som Visa, Google og Samsung.
Lige så vigtigt som vand og kloakker
»Udvikling af mobile services har afgørende betydning for både demokrati og økonomi, og vi er nødt til at være med, hvis vi gerne vil gøre os i kampen om at udvikle fremtidens teknologiske løsninger. Og jeg skulle da være meget tonedøv, hvis det ikke er meget højt på dagsordenen hos mange politikere. Så uanset hvilken vinkel, du lægger på det, er det her sindssygt vigtigt.«
\ Fakta
VIDSTE DU
NemID er en ny generation digital signatur, som via et nøglekort kan gøre hjemmesider med private oplysninger fra bl.a. offentlige instanser og pengeinstitutter tilgængelige fra enhver computer.
NemID er udviklet af selskabet DanID, som er ejet af pengeinstitutter og Nationalbanken og som også stod bag den tidligere digitale signatur.
Ifølge NemID's hjemmeside er det »forventningen, at de fleste danskere bruger NemID inden udgangen af 2010.« Målet er bl.a. at »sikre vilkårene for Danmarks digitale fremtid.«
»Tænk på, at NemID skal være vores alle sammens adgang til det offentlige på nettet og alle mulige andre services. Den er lige så vigtig som vand og kloakering, og så har man ingen strategi for, hvordan man vil bruge mobiler. Det er lige til at tude over,« mener Martin Brynskov.
»Bagmændene burde opgraderes«
Martin Brynskov slutter med at rette en bredside mod udviklerne af NemID:
»Det er bekymrende, at man kan overse den udviklingstendens, og jeg ser det som et udtryk for, at de folk, der tilsammen har truffet denne her beslutning, i sig selv trænger til en opgradering eller i hvert fald har brug for at finde nogle mennesker, der kan give dem nogle ekstra perspektiver på de strategier, de lægger.«
Svært at forudsige i 2007
Én af de praktisk ansvarlige for NemID er Palle H. Sørensen, centerleder i Center for Digital Signatur under IT- og Telestyrelsen
Palle H. Sørensen siger, at verden ganske enkelt så anderledes ud i 2007, da planerne om NemID blev undfanget og kravene nedfældet til leverandøren, DanID.
»På det tidspunkt fandtes stort set ikke smartphones, og der var ingen standarder for dem, og derfor indgik ingen krav om, at NemID skulle have mobiladgang.«
»NemID er et stort projekt - vi taler blandt andet en omfattende kravspecifikation og en længerevarende EU-udbudsproces - og man laver ikke bare om i projektet undervejs. Det har taget tid at bygge sådan en digital Storebæltsbro, og det har været præget af koordinering til mange offentlige myndigheder og den finansielle sektor,« konstaterer Palle H. Sørensen.
NemID måske klar til mobil i 2011
Til gengæld har udviklingen åbnet udviklernes øjne for, at NemID bør kunne bruges på mobiltelefoner, og derfor går de ifølge Palle H. Sørensen i gang med at finde en løsning så hurtigt som muligt.
\ Fakta
»Sikkerheden er helt central, og da smartphones adskiller sig fra en konventionel pc-platform, skal vi gennemføre en række sikkerhedsmæssige analyser først. Så jeg vil ikke love noget, men jeg håber på, at en løsning kan blive klar i 2011, hvis vi kan finde ordentlige forretningsmodeller, som bl.a. inkluderer finansiering,« lyder det fra Palle H Sørensen.
Danske Bank har allerede gjort det muligt at logge på netbank via mobilen ved hjælp af NemID, men ifølge Palle H. Sørensen kan en løsning mellem en enkelt bank og dens kunder ikke uden videre bruges generelt til et væld af forskellige virksomheder og offentlige myndigheder og deres brugere.
Palle H. Sørensen tilføjer, at han ikke har nogen kommentarer til Martin Brynskovs bemærkning om, at udviklerne af NemID »trænger til en opgradering«.
Asien fører an, USA halter bagefter
Martin Brynskov understreger, at han anerkender, at DanID har gjort et stort stykke arbejde for at lancere NemID, som han betragter som »vigtig og god service«, men han ærgrer sig over nedprioriteringen af mobilsiden.
Når udviklerne har overset det, Martin Brynskov kalder »den mest forudsigelige trend inden for teknologi i rigtig, rigtig lang tid«, kan det ifølge Brynskov skyldes, at de har tænkt traditionelt og har glemt at skele til Asien.
»Jeg tror, det handler om, at man har haft et lokalt blik på teknologiudviklingen og måske har fokuseret på Danmark og USA. Man vender tit blikket mod USA for at finde teknologiske tendenser, men USA som samfund er blandt de sidste i den udviklede del af verden, når det gælder mobile services. Først kommer Asien, siden Europa og til sidst USA. USA har f.eks. først for nylig opdaget sms.«
»Når det er sagt, er det da meget positivt at høre, at de nu ændrer strategi. Så må vi se, hvornår de bliver klar,« siger Martin Brynskov.































