Tyrkiet, Frankrig, Tyskland, Rusland og Sverige. Alle har de sendt deres skarpeste skyts til Mellemeuropa, hvor slagene udkæmpes i middelalderbyerne Zürich og Salzburg.
Men det er hverken trediveårskrigen eller tyrkernes belejring af Wien - vi leger bare.
»Begivenheder som EM og VM, eller for den sags skyld Melodi Grand Prix, giver positiv mulighed for at manifestere en national identitet. Og med de erfaringer, vi har haft at markere os nationalt, ikke mindst i Europa i 1900-tallet, er det måske meget godt,« siger Lisanne Wilken, lektor i europastudier på Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet.
Wilken minder stilfærdigt os alle om, at flag malet i ansigterne og smædesange mod modstandernes fans langt fra er den værste form for nationalisme, vi europæere har været vidner til.
Vi leger krig
Uffe Østergaard, professor på CBS, og mangeårig forsker i Europa, identitet og nationalisme, er enig:
»Herregud, vi tager nationalismen på sammen med fodboldtrøjen en gang imellem, men vi tager den jo af igen. Det får jo sjældent alvorlige politiske konsekvenser, om vi taber eller vinder,« siger han med et grin der indikerer, at han godt ved, at det danske landshold taber mere, end de vinder, lige for tiden.
»Det er nationalisme på en uskyldig og ufarlig måde« - Uffe Østergaard
Uffe Østergaard mener endda, at EM passer lige ind i den europæiske integrationsstrategi, hvor EU's hovedformål er at sikre freden i Europa efter to verdenskrige:
»Man skulle næsten tro at nogen havde planlagt det - det er et skoleeksempel på 'refleksiv modernitet', hvor vi leger, at det er en krig. Det er nationalisme på en uskyldig og ufarlig måde,« siger han.
Ureflekterede ballademagere
De voldsepisoder, der næsten altid knyttes til slutrunder, således også efter dette EM's indledende kamp mellem Tyskland og Polen, kommenterer Uffe Østergaard med at smil:
»Så kan man vel sige at ballademagerne ikke er refleksive nok,« siger han, men bliver straks alvorlig igen: »Jeg mener at der er så mange gode ting ved den fredelige måde det nationale fællesskab kommer til udtryk på ved en slutrunde, at vi må tage et par slagsmål med.«
Når sjov bliver til alvor
Lisanne Wilken mener at symbolske begivenheder som et europamesterskab »gør nationalismen legitim, fordi det er leg og glæde - det er kun for sjov.« I hvert fald det meste af tiden, uddyber hun.
Hun forklarer, at i fodbold, som andre steder, udviskes grænsen mellem sjov og alvor til tider:
»Der investeres mange følelser i spillet, og derfor kan rammen bryde sammen både på og udenfor banen. Når ens hold taber, bliver man rigtigt vred og meget skuffet, og så kan alvoren melde sig,« mener Wilken. Hun peger på, at Zidanes opgør med Materazzi under VM-finalen 2006 bestemt ikke var for sjov, og at utallige eksempler på vold og uroligheder efter kampene viser, hvor fodbolden bryder ud af legens ramme og ind i virkeligheden.
Nationalismen på sportssiderne
Også for medierne er landskampe - og specielt slutrunder - perioder, hvor det bliver legitimt at udfolde følelser på mere ekstrem vis end normalt, fortæller Lisanne Wilken: »De ting man skriver på sportssiderne ville jo aldrig kunne stå på udenrigssiderne. Det ville være uhørt.«
Både Lisanne Wilken og Uffe Østergaard peger på den engelske presses hetz mod det tyske landshold, hvor tyskernes landshold gennem mange år blev karakteriseret som en krigsmaskine og afbildet med Nazihjelme og lignende, som et ekstremt eksempel på, at pressen kammer over i nationalistiske referencer, når de skriver om fodbold.
Fodbold ændrer fordomme
Men vores opfattelser og stereotyper om de andre lande kan ændre sig over tid, påpeger Lisanne Wilken, og forklarer at begivenheder som EM og VM kan spille en positiv rolle i dette forløb: VM i Tyskland startede med massive fordomme om tyskerne.
Den engelske presse rullede de sædvanlige metaforer om den tyske krigsmaskine og tyskernes kedelige og rigide natur ud, men efterhånden som slutrunden skred frem ændrede det sig.
»Gamle fordomme mødte nye oplevelser, og de engelske medier slog om. Tyskerne blev beskrevet som venlige og hjælpsomme, solen skinnede, og organisationen bag slutrunden gjorde at tilskuere og turister fik et helt nyt billede af Tyskland,« fortæller hun.
Ligesom Wilken peger Uffe Østergaard på Tysklands opblomstring som nation under VM 2006: »Tyskland gav, for første gang, sig selv lov (og fik lov af os andre) til at opfatte sig selv som et normalt land. De kunne male sig med flag og være tyske, uden at det blev set som skræmmende,« mener han.
Nyt syn på arvefjenderne?
På den måde fungerer EM fint i forlængelse af den europæiske integrationsproces siden anden Verdenskrig, mener Lisanne Wilken, og peger på en element af landskampenes dyst, der endda kan være med til at mindske mange menneskers frygt for at Europa bliver en stor leverpostejfarvet enhed uden plads til forskellighed.
»Ved EM udtrykker de deltagende landes fans deres nationale identitet, og viser, at vi netop ikke holder op med at være forskellige. Man kan være sig selv, men også gøre noget sammen,« forklarer Wilken.
De to forskere er således enige om, at vi med god samvittighed kan sætte os i sofaen og nyde nationernes kamp på de mellemeuropæiske slagmarker. Og hvem ved: måske giver slutrunden os ligefrem et nyt forhold til arvefjenderne - både dem syd for grænsen og dem på den anden side af sundet.
