Blogindlægget er skrevet med Gavan Titley, lecturer in media sociology, National University of Ireland
Mangt og meget er allerede skrevet om et blogindlæg af Marie Krarup, som omhandlende hendes besøg på New Zealand og mødet med maorierne. Indlægget er blevet vendt og drejet i den danske presse og på de sociale medier, der er skrevet satiriske sange, og Krarups partifælle Søren Espersen gik så langt som til at irettesætte hende i fuld offentlighed.
Der er blevet peget på, hvordan indlægget kunne skade danske erhvervsinteresser og omdømme. Desværre har debatten alene kredset om et par enkelte linjer i et blogindlæg, som kunne være formuleret med større omtanke, og ifølge Marie Krarup selv mest af alt var ment for sjov.
I mindre grad har der været diskussion af det syn på kultur og race, som både Marie Krarups blogindlæg men også efterfølgende uddybning indeholder. Det er bl.a. her, at omverdenens øjne og ører bliver relevante, for hvad er det, som de hører, og hvordan forstår de begreber, som også indbefatter dem og deres forestillingsverden på samme måde?
Der var ikke tale om 'Wienervals'
Marie Krarup gav d. 7. april i år et interview til den newzealandske TV station TV-NZ i deres morgenprogram Breakfast Live. Der var ingen tvivl om, at hun havde haft tid til at forberede sig ganske godt – hvad der i bloggen blev beskrevet som 'groteskt' var nu 'specielt og interesserende'. Hun havde tydeligt den diplomatiske briefing foran sig, men ikke – påfaldende – den faktiske artikel.
Da den venlige (men bestemte) unge kvindelige journalist spurgte Krarup, om hun kunne forstå den oplevelse af krænkelse, som hendes udsagn havde medført, reducerede Krarup sig selv til iagttager og (næsten) turist: »Det ser så anderledes ud for folk, som er en del af den vestlige kultur.«
Krarup fortsatte – og blev fastholdt i – at kredse om kulturbegrebet. Da hun blev spurgt, om hun vitterligt havde skrevet, at optrinnet var 'grotesk' undskyldte hun sig med, at hun ikke havde teksten liggende foran sig, men at når man så på Maori-ritualets 'skrig og dans' ud fra 'en vestlig civilisations' perspektiv måtte se det som værende grotesk. Der var ikke tale om en 'Wienervals'.
Ikke-vestlig kultur er underlig og grotesk
Marie Krarup undskyldte meget af misæren omkring blogindlægget med, at der manglede betydningsfulde dimensioner i oversættelsen til engelsk. Hun havde sammen med en newzealænder arbejdet på en oversættelse, som tydeliggjorde den humor, som den danske version indeholdt, fremhævede hun.
Men der var fortsat problemer med en anden oversættelse, som hun ikke har taget højde for: Nemlig af begrebet vestlig kultur og vestlig civilisation. Her blev hendes argumentation nærmest desperat. Ting, som var anderledes end den vestlig kultur var, sagde hun, underlige og groteske – som fx, når en mand dansede halvnøgen rundt i et bastskørt.
Det var ikke noget, som hun havde mødt i 'den vestlige kultur'.
Journalisten vendte nu perspektivet om: Hvis en newzealænder tog til Danmark og beskrev noget af det, som han eller hun så, som værende grotesk, ville Krarup så føle sig krænket? Nej, svarede hun. Hvis en maori kom til Danmark kunne hun godt forstå, hvis noget i dette land ville være fremmedartet. Det var helt OK at beskrive hinandens kulturer som groteske.
»Vi er i krig med den islamiske civilisation«
Et antal elementer er vigtige at slå fast i denne forbindelse, ikke mindst for at forstå et større ideologisk landskab. For Krarup er ikke alene om at bruge begrebet 'vestlig kultur' i en ideologisk sammenhæng. Begrebet anvender hun i øvrigt flittigt i flere sammenhænge, bl.a. i sine blogindlæg.
Essensen af vestlig kultur er frihed, skriver hun på sin blog på Berlingske.dk d. 5. december 2012. Og denne kultur – eller, som det også formuleres indenfor dette ideologiske landskab – er en civilisation, som står i et klart konfliktforhold til en anden, nemlig islam:
»Vi er i krig med den islamiske civilisation,« som hun skriver i Berlingske 14. december 2012.
Newzealænderne har både et forsvar og mænd i bastskørter
Vestlig kultur er blevet en vidt anvendt kode for anti-muslimsk og anti-indvandrings retorik, bl.a. baseret på ideen om et 'clash of civilizations' eller lignende fortærskede udsagn.
Det interessante er, at denne kode formuleres og forstås forskelligt i forskellige vestlige kontekster, og at den anvendes forskelligt, alt efter, hvem der er afsender, og – ikke mindst – om der er tale om et ideologisk formuleret begreb.
Vestlig kultur kan, for eksempel, sagtens ses som forskelligartet, blandet, som et resultat af indvandring og bidrag fra mange forskellige sociale og etniske grupper – herunder fra personer, der kommer udenfor den (langt fra simpelt afgrænsede, for hvor falder lande som fx Australien, New Zealand eller Tyrkiet ind i den forbindelse?) geografiske enhed, som vi kan kalde 'Vesten'.
Men det er næppe sådan, at Krarup og hendes fæller på den nationalistiske højrefløj tænker. Det er dog også her, at Krarup bliver Bambi på glatis i interviewet med den New Zealandske TV station, og hvor hun bliver uforståelig og basalt set uoplyst at høre på. For er New Zealand alene 'vestlig' qua en kolonial arv af briter, som ankom til øen for hundreder af år siden?
Tager hun overhoved hensyn til, hvad vestlig kultur er for newzealænderne, som både har et forsvar, som det umiddelbart er værd at tage et kig på fra dansk side, men også – og samtidigt – fejrer mangfoldigheden i deres samfund med mænd i bastskørt?
Sandheder skal man kunne argumentere for
Basalt set forudsætter Krarup en universel forståelse af et begreb, som måske benyttes over hele jorden (mere eller mindre) men betyder mange forskellige ting. Det er denne begrebslige kassetænkning, som gør sig gældende for en stor del af de populistiske, national idylliserende bevægelser, som skyder frem i Europa i disse år.
Her er Krarup altså ikke alene. Et eksempel på denne manglende omtanke og refleksion over, at begreber kan forstås på forskellige måder, og at egne sandheder ikke er sandheder, hvis man ikke kan argumentere for deres indhold og forklare vejen til ens konklusioner, er Timo Soini, leder af det finske populistiske parti 'De sande finner'.
I februar i år blev Soini interviewet i BBCs program Hard Talk, hvor han af journalisten Stephen Sackur blev spurgt om 'der var en smule racisme i dit parti?' Soinis svar var, at »jeg er katolsk kristen og kan per definition ikke være racist.«
Efter en kort pause, som i Hard Talk sammenhæng er en klar måde at kommunikere skepsis på, fortsatte Sakur: »Jeg er ikke helt sikker på, at det vil overbevise alle dem, som lytter til dette interview. Jeg spørger igen.«
Og der sad Soini så – akkurat som Krarup i mødet med den newzealandske journalist eller Lars Hedegaard i mødet med en oplagt Martin Krasnik – klædt argumentatorisk af til skindet. Udgangspunktet er en argumentation for en civiliseret ophøjethed; resultatet det modsatte.
Racisme medfører en hierakist klassificering af mennesker
I Danmark har vi efterhånden en tradition for, at begrebet racisme kun bruges i sjældne tilfælde. Den såkaldte racisme-paragraf – nærmere bestemt § 266b i straffeloven – har ofte været mål for kritik og ønske om afskaffelse. Argumentet har været, at paragraffen indskrænker ytringsfriheden, og det kan vi jo ikke ha’.
Da der i foråret 2013 udkom en debatbog om dansk racismeforskning og racisme, var der bemærkelsesværdig lidt analyse i medierne om holdbarheden af bogens analyser, men en nærmest euforisk lettelsens suk over dens konklusion: Danskerne var ikke racister.
Nu kan vi tale om racisme (som så meget andet) som indeholdende både en holdnings- og handlingsdimension. Holdningsmæssigt medfører racisme basalt set en hierarkisk klassificering af mennesker i forhold til deres etnicitet, og at man taler om grupper af mennesker ud fra denne hierarkisering.
Handlingsmæssigt medfører racisme, at man behandler individer og grupper ud fra et racialt hierarki. Man kan fx undlade at ansætte folk pba. hudfarve, fordi man mener, at de er dårligere til at løse en opgave end folk, der ligner en selv.
Der er ingen argumenter
Krarups udsagn indeholder indiskutabelt klare elementer af denne hierarkisering. Men hertil kommer – og her er det interessante – at denne hierarkisering overhoved ikke forklares eller forsvares. Den står der bare – ikke bare i dette blogindlæg, men i de fleste af de mange andre blogindlæg, som Krarup har forfattet.
Der er vores civilisation og så er der de andres – et eller andet. Om det er maorier (som er groteske og seksuelle) eller muslimer (som er farlige og fanatiske). Udsagnet behøver ikke blive forklaret, måske – og her tillader vi og selvfølgelig at tolke - fordi forfatteren forventer, at læserne umiddelbart og indiskutabelt ved, hvad hun taler om.
Men når hun eller Soini (eller Lars Hedegaard i klinchen med Martin Krasnik) bliver konfronteret med spørgsmål om, hvad de faktisk mener, bliver det klart – måske ikke for de udspurgte selv, men i sandhed for de fleste af dem, som overværer disse optrin – hvor usammenhængende og uigennemtænkte deres argumenter er.
Eller rettere: Der er ingen argumenter. Højst et tilbageblik mod en kolonial histories logik (som Danmark også var en del af).
Måske er det netop af den grund ikke mærkeligt, når Krarup i et andet blogindlæg (Berlingske Tidende, 14. februar 2013) taler om rationaliteten som vore dages svøbe, og om fornuften som forblændede.
For oplysning, i form af kritisk analyse over faktisk data og refleksion herover – også over værdien af egne forestillede sandheder – går midt imod hendes og andre på den populistiske højrefløjs verdensbillede. For ikke at forglemme: De afdækker den manglende fornuft og substans i dette.
