Den politiske deltagelse, hvad enten det er valgdeltagelse eller andre former for politisk aktivitet, ses ofte som et barometer, der registrerer kvaliteten af et demokrati.
Den politiske viden og de deltagelsesfærdigheder, som kræves af borgerne i et demokrati, tillæres og udvikles gennem praktisk deltagelse.
Studier af gymnasieelevers politiske engagement er derfor vigtige, da de kan give en større forståelse af unges politiske læring, det at blive politisk medborger og udviklingen af en politisk identitet.
Derfor har jeg i fællesskab med den norske professor Trond Solhaug udført netop sådan en undersøgelse. Gennem en række interviews med samfundsfaglige gymnasieelever i alderen 16-19 år forsøgte vi at få et billede af de unges forhold til politik i overgangen fra ungdomsårene til voksenlivet.
Vi fokuserede på de unges egne refleksioner og beskrivelser af politik, og hvad der havde formet deres politiske orientering.
LÆS OGSÅ: Unge diskuterer gerne politik - men helst med ligesindede
Bliver inspireret af omgangskredsen
Mange af de unge er i stand til forholdsvis præcist at udpege et ’trigger point’, som har udløst deres politiske interesse, i form af en bestemt begivenhed eller person.
Mange peger således på en inspirerende skolelærer, diskussioner i familien, påvirkninger fra venner, en skoleudflugt eller en politisk begivenhed.
Det at blive politisk er ofte en social begivenhed, og flere af undersøgelsens studerende fremhæver skolen som en afgørende kilde til deres politiske interesse. Det er derimod sjældent, at de studerende angiver bøger og læsning som en politisk øjenåbner.
Ofte kan politiske orienteringer kobles til konkrete hverdagserfaringer og nære omgivelser, og generelt spiller forskellige kilder som familie, skole, medier og venner alle en varierende rolle i unge menneskers politiske udvikling.
Jeg vil ikke stemme, hvis jeg ikke har sat mig helt ind i det. Jeg skal vide præcist, hvad det er jeg stemmer på. Ellers er der ingen grund til det
Typisk ræsonnement fra gymnasieeleverne
De unge læner sig ofte op ad en bestemt model, som f.eks. udgøres af forældrenes overbevisning, og i begyndelsen af deres politiske liv har de tit en stor loyalitet over for lige netop forældrenes politiske værdier.
Vores undersøgelse illustrerer dog, hvordan de unge gradvist selv begynder at tage stilling og stopper med at ’kopiere’ andre. I steder trækker de på deres egne erfaringer og etablerer over tid politiske værdier.
LÆS OGSÅ: Politiker-pres får unge til at droppe ud
De unge stiller store krav til sig selv
Typisk stemmer de unge så med afsæt i idealisme. Economic voting, hvor der stemmes med afsæt i egen vinding, er påfaldende fraværende blandt gymnasieeleverne. Det er øjensynligt politiske værdier, frem for tegnebogen, der tæller for de unge.
De unge har også stærke holdninger til det at stemme, og blandt undersøgelsens respondenter er der en gennemgående norm om, at man bør stemme. De unge ser deltagelsen som både en borgerpligt og et identitetsudviklingsprojekt.
At stemme er dog ikke nogen simpel størrelse, for de unge sætter også større krav til sig selv.
»Jeg vil ikke stemme, hvis jeg ikke har sat mig helt ind i det. Jeg skal vide præcist, hvad det er jeg stemmer på. Ellers er der ingen grund til det,« lyder et typisk ræsonnement.
LÆS OGSÅ: Unge vil ikke være for politiske på Facebook
Ligeledes viste undersøgelsen, at de unge har en skepsis over for mediernes fremstilling af politik, at de leder efter viden og overblik i TV, på nettet og via kandidattests, men at de ofte ikke finder det, hvilket leder til en vis frustration og er et demotiverende element, når det kommer til at stemme.
Gymnasieeleverne har vanskeligt ved at afkode de politiske signaler og budskaber og partiernes grundlæggende værdier.
De opfatter sig overvejende som oplyste borgere, mens deres opfattelse af politikernes lydhørhed omvendt er ret lav.
Generelt siger mange, at politik er negativt og person- og skandalefikseret, og at de savner viden om partier, kandida-ter og mærkesager.
Det er en af grundene til, at stort set alle undersøgelsens respondenter anvendte kandidattests, nogle i en noget mere refleksiv brug end andre.
Tager en genvej
Sådanne kandidattests er en genvej ind i det politiske univers, som vælgere kan bruge, når de skal finde ud af, hvem de sympatiserer med.
En heuristik er en kompleksitetsreduktion og ’genvej’, som kan tages i anvendelse, når omverdenen er uoverskuelig og modsætningsfuld.
Heuristikker opridser en overordnet beskrivelse af politiske forståelsesrammer, snarere end en specifik skabelon til det individuelle kryds.
LÆS OGSÅ: Politikerlede: Når politikeren ikke svarer, og journalisten ikke lytter
Rød/blå blok er eksempelvis en enkel gengivelse af et komplekst politisk farvand, uden de bagvedliggende ideologiske tankesæt, og kan hurtigt give en retning og ledetråd for politiske sympatier.
Alle anvender genveje til at navigere i det politiske farvand, men nok især de unge, der har oplevelsen af at skulle navigere i et kaos.
De mentale genveje spiller en ret central rolle for de unges politiske orientering, det er i særlig grad dem, der ikke er mindst interesserede i politik, der beror sig på dem.
Tvivler på egen kompetencer
Det er sjældent, at de unge søger information om det fulde politiske spektrum eller har en rangordning af personlige interesser.
Typisk tænker de på, hvad der er det bedste for landet eller for miljøet.
For nogle elever fører kompleksiteten til ’irrationalitet’ i den forstand, at nogle uden tøven kan springe fra et parti i den ene ende af det politiske spektrum til et i den anden ende.
LÆS OGSÅ: Unge gider ikke valg til Europa-Parlamentet
Det kan skyldes, at mange unge, når de i en valgkamp bliver stillet over for politisk kompleksitet, håndterer situationen ved at vælge en strategi, hvor de kombinerer rationalitet (særligt værdi-rationalitet) med informationsreduktion og simplificering.
Andre anvender politikernes troværdighed som en afgørende faktor for, hvem de stemmer på, nogle leder efter tydelige værdier, de sympatiserer med, mens andre igen ser spin og strategi alle vegne.
De unges politiske tillid til politikerne og den mediestyrede udvikling af den politiske debat er forholdsvis lav, og selv om de generelt ser sig selv som kapable, tvivler en del af de unge på, at de har de rette kompetencer til at deltage aktivt i det demokratiske samfund.
