Ja, jeg tør slet ikke skrive det her på en offentlig tilgængelig blog – og så som 'seriøs' forsker – men nogle gange er det bare for fedt at være filmforsker. Især hvis man som jeg har besluttet at beskæftige sig med det spændende, udfordrende, pirrende, hårrejsende og vedkommende.
Nogle gange er det 'Jarhead', 'Stop-Loss' og krigen i Irak. Andre gange er det 'Børnehjemmet's spøgelser, white-trash-low-life eksistenser som i 'Eden Lake', Crocodile Dundee på exstasy i 'Wolf Creek' og ...
For at gøre jeres misundelse endnu større, så er jeg på søndag på vej til B for Bad Cinema-konference i Melbourne, Australien.
Jeg glæder mig til sessions om zombier, Ozploitation (australsk exploitation), grim æstetik, Bataille og perversioner, Euro-trash og japanske b-film, mens min yndlings-session om torture porn desværre er faldet ud.
Forskning på gerne være grænseoverskridende
Jeg kender nogle af forskerne fra den tidligere Super Heroes Conference i Melbourne, og de er altså bare for langt ude, de australiere.
De laver seriøse, sobre, superseje konferencer om dét, vi herhjemme kun ser som underlødigt tidsfordriv. Konferencer om netop dé film, hvorom folk kan finde på at stille mig spørgsmålet: »Jamen, er det ikke kriminelt at lave den slags?« Eller: »Er man ikke syg i hovedet, hvis man kan lide at se den slags?«
Det med, om man er syg, vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt (for det er et filosofisk-moralsk-etisk spørgsmål), men de australske forskere har fat i den lange ende.
Forskning må nemlig godt være legende, vrægende, udfordrende, farlig og lige så grænseoverskridende som kulturen selv. God forskning sparkes ikke igang af langtidsplanlægning og strategiske satsningsområder som 'underholdningsøkonomi' (hvorunder produktioner som 'Halloween' og 'Texas Chainsaw Massacre' aldrig ville falde, selvom de er underholdende og er blandt de mest profitable økonomiske investeringer i filmhistorien).
Når jeg gennemgår overskrifterne på årets satsningsområder i humanistisk forskning i EU og i Norden, har jeg svært ved at få mine egne forskningsinteresser til at synge med.
Filmforskning er ikke nyttig
Og hvad, vil de fornuftige så sige, er nytten af at tage til Melbourne og give et paper med titlen 'From Final Girl to Horror Heroine: The Emergence of the Super Bitch in Low Budget Horror'?
Heldigvis er jeg overbevist om, at god forskning ikke hører hjemme i kategorien 'nytte'. Karklude og tandbørster og blikkenslagere og et efterset rutefly – de er nyttige.
Jeg føler mig absolut ikke 'nyttig' og mener heller ikke, at min forskning skal være det. Men jeg kan love for, at jeg føler mig i live, når jeg forsker i underholdning. Som del af en verden, der har mindre investeret i nytte og økonomi end i lyst, leg, vold, sex, aggressioner og perversioner, æstetik og etik.
Måske foregår den største og vigtigste del af vores indre liv faktisk hér i den imaginære verden? Mister vi den, er vi for alvor fragmenterede og hjemløse.
Måske er det derfor, det er vigtigt at forske i 'Eden Lake', 'Hostel II' og 'The Descent'? Måske må nogen lægge en livline ind i det fantastiske univers, filmen kan invitere til?
Det er ikke altid et behageligt univers. Men i Melbourne håber jeg, at det bliver, hvad man kalder et interessant univers. Jeg glæder mig især til paperet om 'Bad or Just Lost: Contemporary Cinema's Turn to the Perverse.'
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
