Vi ser dem gruble hvileløst i skyggefulde lokaler på alle døgnets tider, med flagrende hår og hvide frakker. Ofte må de også jage gerningsmanden...på klaprende høje hæle!
Sådan er tv-krimierne måske, men ikke virkeligheden! Det fortæller Mariam Bouzga og Beate Brekke Hellerud, der begge er senioringeniører på Retsmedicinsk Institut ved Universitetet i Oslo
Forskning.no er på besøg i de lyse kontorlokaler ved Rigshospitalet i Oslo, hvor de to forskere og deres kollegaer fordyber sig i spor fra mørke hændelser som drab og voldtægter.
Bouzga og Helleruds job er at finde og analysere biologiske spor fra beklædning og andre genstande fra forbrydelser. Effekter som politiet sender til instituttet.
Sporene kan være blod, spyt, sæd og overfladeceller fra menneskekroppe, for eksempel fra slimhinder og hud. Men det berømte hårstrå, som tv-detektiverne jubler over, når de finder, kan der derimod sjældent hives noget nyttigt ud af, fortæller Bouzga.
MYTE: Hårstrået der fortæller alt
»I krimiserier er de vældig optaget af det ene hårstrå, som ligger på gerningsstedet. Men det vi bruger til at finde ud af, om et spor er afsat fra en bestemt person, er dét der hedder genomisk DNA. Og det skal vi ind i hårroden for at finde,« siger hun.
»I hårstrået finder vi kun såkaldt mitokondrielt DNA - DNA fra cellekernen. Der kan vi kun se, hvilken slægt ejeren tilhører på mors side,« tilføjer hun.
»Og hvis politiet først finder et hårstrå med rod, er problemet alligevel, at hår i sig selv er flygtigt.«
Når CSI-kriminalteknikerne ligger på gulvet og leder med lup efter et enkelt hårstrå, himler Bouzga og kollegerne med øjnene.
»Alle mister nemlig masse hår hver dag, så hårstrået kan egentlig tilhøre hvem som helst. Desuden skal der meget til for, at hårsækken hænger på. Hvis der har været håndgemæng på gerningsstedet, står man i øvrigt ofte ikke bare med ét hårstrå - men en hel tot!« siger hun.
MYTE: Neonlysende blodpletter
Af alle de spor politiet sender ind til Retsmedicinsk Institut, er det muligt at lave en DNA-profil i mindre end halvdelen af tilfældene.
Mange af disse havner på undersøgelsesbordet hos afdelingsingeniør Tina Jeanette Meland.
I dag ligger der nogle klæderester foran hende.
Det har ligget længe udendørs, og politiet har sendt det ind til analyse, fordi de mistænker tøjet for at have tilhørt en person, der har været savnet i mange år.
Meland slukker loftslampen og studerer det mørnede og plettede stykke tøj med en lygte, som har forskellige bølgelængder af lys, for at finde ud af mere om nogle mørkere pletter på trøjestoffet.
Er det blod? Under lygten bliver de mere markerede, og hun kan ikke udelukke, at det kan være netop det.
I serier som CSI hælder kriminalteknikerne et stof på, som får blodpletter til at lyse op som et neonskilt.
Det stemmer ikke, afslører Meland, mens hun står med ansigtsmaske, hætte og frakke på.
»Hvis man hælder den slags væske på, kan cellemateriale med DNA ødelægges. Men det vigtigste er, at også mange andre stoffer end blod kan give sådanne reaktioner. Sådanne prøver kan kun give en indikation om, at der er blod,« siger hun.
På Melands bord ligger også et par trusser, der er blevet indleveret på et center for voldtægtsofre et sted i Norge.
Etter 25 sekunder ser vi lilla konturer, som er tegn på sædrester.
Resultatet er ikke entydigt, men Tina skal under alle omstændigheder klippe prøver af den indleverede trusse, og sende dem til videre undersøgelser, for at be- eller afkræfte fund af sædceller.
»Men selv om det viser sig, at dette er sæd, findes der ingen prøver, vi kan tage, som viser om samlejet var frivilligt eller ej, siger hun.
MYTE: På arbejde døgnet rundt
Mens Meland arbejder med ét led i analysen af de spor politiet sender ind, arbejder Bouzga og Hellerud med andre. Alle har deres specialopgaver.
Instituttet har lidt under 12.000 sager om året, og de fleste arbejder parallelt med mange sager.
Det er ikke sådan, at hele afdelingen arbejder til langt ud på natten, som enkelte krimiserier kan give indtryk af, forsikrer Bouzga.
Men der findes undtagelser, som for eksempel i den nylige periode med flere voldtægter i Oslo.
»Og hvis politiet kun kan holde en person varetægtsfængslet i ét døgn, og spørger os, om vi kan få et resultat frem på kort tid, så kan vi sno os lidt og gøre det på et døgn,« siger Bouzga.
»Oftest haster det ikke så meget, men nogen gange gør det. I den såkaldte Lommemandssag og i Nokas-røveriet, hang vi i og arbejdede sent,« siger hun.
SANDHED: Prøver kan udpege den skyldige
For de tre kvinder indebærer jobbet hverken forbryderjagt på høje hæle eller glasklare resultater, som løser sagen hver gang.
Jobbet kan handle lige så meget om at ekskludere mistænkte, som at udpege gerningsmanden eller -kvinden.
Alligevel er der dage, som virkelig skiller sig ud.
Som når en prøve ingen troede på, faktisk giver et klart svar.
Sådan en dag var det, da de fik et DNA-resultat ud af et håndaftryk i sne. Det var overraskende fortæller Hellerud.
»Der var en fyr, der havde lagt sig med den ene hånd i sneen for at klippe en slange i en bil,« fortæller hun.
At det lykkedes at få DNA ud af aftrykket skyldes den ru sne, som skrabede de bittesmå celler af mandens hånd, politimanden, som sikrede sporet, og den erfarne kriminaltekniker, som fangede det på en vatpind.
»Fra aftrykket fik vi en ren DNA-profil af overfladeceller fra hånden,« siger Hellerud.
MYTE: Led, og du finder spor…
Det er en krimiseriemyte, at der altid er biologiske spor at finde. Men også at resultaterne er helt klare, mener de to teknikere.
»Det fordrer jo en form for kontakt, men hvis der har været brugt handsker og hætter i et tyveri, så findes der mest sandsynligt ikke biologisk materiale på gerningsstedet, med mindre man finder handskerne og hætten,« siger Hellerud.
»Kan I overhovedet nyde krimier på tv?
»Jeg bliver vældig irriteret af krimier, der omtaler DNA på en meget fejlagtig måde. Jeg skal ikke hænge nogen ud, men der er nogen bøger, der har irriteret mig enormt meget,« siger Hellerud.
»Jeg nyder Agatha Christie og synes det er enormt fascinerende, men der bruger de jo sjældent biologiske spor,« siger Bouzga.
(fra forskning.no - oversat af Silas Mortensen)
