Udgravninger af en avarer-gravplads i Ungarn. (Foto: Institute of Archaeological Sciences, Eötvös Loránd University Múzeum, Budapest, Hungary)
Mystiske middelalderryttere forhindrede indavl med særlige parringsmønstre
Nyt DNA-studie viser, hvordan nomadefolket avarerne i 600- og 700-tallet organiserede deres samfund. Det er unikt, fordi det bringer en helt ny dimension ind i forståelsen af deres samfund, mener dansk arkæolog.
Nyt DNA-studie viser, hvordan nomadefolket avarerne i 600- og 700-tallet organiserede deres samfund. Det er unikt, fordi det bringer en helt ny dimension ind i forståelsen af deres samfund, mener dansk arkæolog.
Fra de mongolske stepper strømmede i 568 krigeriske ryttere kaldet avarerne, kendt som et ’mystisk rytterfolk’, ind på de græsklædte sletter langs Donau-floden i det nuværende Ungarn. Sammen med andre grupper fra Centralasien dannede de et nyt magtcenter i Europa, og selvom de er velkendte fra historiske kilder, efterlod de sig ingen nedskrevet historie.
Først nu udfylder forskere fra blandt andet Ungarn, Tyskland og Østrig nogle af hullerne ved at bruge slægtskabsdata til at rekonstruere avarernes slægtskabsstruktur. Det sker ved at bruge DNA fra hundredvis af begravelser, inklusive hele avar-gravpladser.
Det nye studie er publiceret i det prestigefulde tidsskrift Nature, og det er der en god grund til, mener Lotte Hedeager, dansk arkæologiprofessor ved Oslo Universitet.
Studiet er nemlig det største eksempel på en ny tendens inden for forskning i gammelt DNA om at studere ikke bare isolerede individer, men hele samfund og familier. Og så inkluderer studiet det længste DNA-baserede stamtræ, der endnu er udgivet, med et spænd over hele ni generationer.
»Det er meget overbevisende. Og det er vældig vigtigt for os som arkæologer,« siger Lotte Hedeager og tilføjer:
»Det åbner nemlig for en helt ny dimension i forståelsen af forhistorien. Og det er interessant at se, at de genetiske resultater kan forklare nogle af de ekstra dimensioner i den arkæologiske historieforståelse af disse folk, der kommer ind fra Centralasien.«
400 skeletter fra gravpladser
Forskerne, et hold af genetikere, arkæologer og historikere, sekventerede DNA fra flere end 400 skeletter fra fire gravpladser i Ungarn inden for 200 kilometer fra hinanden.
Annonce:
Kulstof 14-datering viste, at begravelserne strakte sig over de 250 år med avar-styre i regionen. Forskerne ledte derefter efter spor, der kunne gøre dem klogere på, hvordan de levede sammen.
På den måde blev det muligt at rekonstruere hele stamtræer. Blandt andet det ni-generationerstræ, der strakte sig fra en grundlægger, en mand begravet en eller to generationer efter, at avarerne først ankom, til en efterkommer, der blev begravet 250 år senere.
En mand begravet ved siden af en hest på en gravplads i Ungarn. (Foto: Institute of Archaeological Sciences, Eötvös Loránd University Múzeum, Budapest, Hungary)
På den måde opdagede forskerne, hvordanavarerne organiserede deres samfund. Noget, forskerne aldrig ville have set gennem eksisterende skriftlige kilder, men som også bekræfter, hvad arkæologi alene har peget mod.
»Det er ganske unikt, for det giver os et indblik helt ned på individ-niveau, og det er jo helt fantastisk spændende,« siger Lotte Hedeager.
»Nu fylder forskerne hullerne i vores viden.«
Patrilokalitet – mændene blev, hvor de var
Blandt andet viser studiet, at alle mændene nedstammede fra nogle få voksne mænd begravet med rige gravgoder, der antages at være grundlæggerne af samfundet. Men alle de voksne kvinder er eksterne og har ikke forældre eller slægtninge på samme gravplads, men kunne have det på andre pladser.
Det mønster matcher en praksis, som etnografer kalder patrilokalitet, hvor mænd bliver, mens kvinder forlader deres fødesteder for at blive gift ind i andre familier og dermed bygge alliancer og fremme slægtens sociale bånd.
Annonce:
»Og det er noget, de holder strengt igennem hele perioden,« siger Lotte Hedeager.
DNA'et afslørede også polygami, hvor mænd kunne have børn med flere kvinder, men også hvor kvinder kunne have børn med flere forskellige mænd, formentlig gennem det forhold, at en enke blev gift med en nær slægtning til den afdøde mand.
»Det mønster var arkæologisk usynligt,« påpeger Lotte Hedeager.
»Men takket være de genetiske data er dette nu blevet afsløret.«
Det strenge patrilineære system ser ud til at have hjulpet avarerne med at undgå indavl. For efter at have analyseret DNA'et fra hundredvis af mennesker fandt holdet ingen eksempler på børn født af nære slægtninge.
Heraf kan det udledes, at avarene har haft fuldstændig kontrol over afstamning og slægtskaber mange generationer tilbage. Denne mundtlige tradition kan ligge til grund for, at man holdt blodlinjerne så meget ved lige, at man gennem århundreder ligefrem forhindrede ægteskaber med fjerne fætre.
...om historiens vildeste begivenheder i Videnskab.dk's nyhedsbrev om fortiden.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.