I den forhistoriske by Hierakonpolis i det sydlige Egypten er arkæologer stødt på et usædvanligt fund.
Ved gravkomplekset fra 3.700 f.v.t. har arkæologerne fundet deforme kranier fra får, hvor hornene er blevet omformet.
De seks kastrerede får blev fundet ved en gravplads for byens elite, hvor fårene var begravet blandt vilde og til tider eksotiske dyr som kvæg, geder, krokodiller og elefanter.
Ved synet af de begravede får var hornene enten blevet fjernet helt eller blevet ændret på, så hornene pegede opad.
Dermed er det ældste tilfælde af, at mennesker har ændret på husdyrs horn, skriver forskerne i det nye studie.
Men hvorfor havde de gamle egyptere et ønske om at ændre på deres horn?
»Det er en indikation af, at de egyptiske herskere, som var begravet på elitekirkegården, gerne ville vise deres magt ved at holde vilde og eksotiske dyr, men også ved at modificere deres husdyr,« siger professor emeritus Wim van Neer, der er hovedforfatter til studiet, til Phys.org.
Derfor var det den egyptiske elites forsøg på at kontrollere og manipulere med naturen. Det var et vigtigt koncept i det forhistoriske Egypten, hvilket også ses i begravelserne af de vilde og farlige dyr, siger forskerne.
I Afrika har man haft en lignende praksis, hvor man har ændret på kvægs horn. Derfor vil forskerne undersøge, om man ved Hierakonpolis har gjort det samme på kvæg.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Journal of Archaeological Sciences.






























