Da den dansk-svenske biskop Peder Winstrups kiste blev åbnet af historikere ved Lunds universitet i 2014, troede de ikke deres egne øjne.
»Inde i kisten lå en gammel mand, der så ud, som om han sov. Bevaringen var overrumplende,« sagde Per Karsten, der er museumsdirektør ved Lunds Universitets Historiske Museum dengang, ifølge en pressemeddelelse.
Under låget lå en askegrå Winstrup og lignede umiskendeligt den mand, der blev stillet væk i Winstrup-familiekrypten under Lunds Domkirke i 1679.
Siden har biskoppen, der i dag kaldes for et af Europas mest velbevarede renæssancelig, givet os en unik indsigt i, hvordan livet tog sig ud for de rigeste i den skandinaviske top for næsten 400 år siden (se faktaboks).
Men med i kisten var også et lille, hjerteskærende mysterium.
\ Peder Winstrup var en tyk renæssancemand med grimme tænder
Peder Winstrup var en af de mest prominente mænd i sin samtids Skandinavien. Han var biskop i Lund 1638-79 og virkede under to danske konger og to svenske.
Desuden spillede han en nøglerolle i etableringen af Lunds Universitet og fandt tid til både at optræde som professor i filosofi, arkitekt, forretningsmands og den danske kong Frederik 3.'s personlige præst.
Røntgenskanninger har blandt andet vist, at biskoppen var noget medtaget med sukkerskadede tænder, tuberkuløse, slidgigt, plak i hjertet efter fedtholdig kost og op til flere sten i galdeblærerne – samt en skulder, der var gået af led og ikke vokset ordentligt sammen igen.
Kilde: Lunds Universitet
DNA er en vigtig brik i puslespillet
Gemt væk under den mægtige mands madras lå et 5-6 måneder gammelt foster svøbt i et hvidt klæde. Et drengebarn.
Siden har forskerne kun kunnet gisne om den hverdagstragedie, der anbragte den lille der.
»Man ved fra andre grave, at det ikke er ualmindeligt, at fostre eller små børn kom med i kisterne, typisk med deres forældre. Men det er overraskende, at det er en gammel en biskop, der deler kiste med et foster,« siger Morten Fink-Jensen til Videnskab.dk.
Han er lektor i universitets- og videnskabshistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og har på Videnskab.dk's foranledning læst et nyt studie, der er en afgørende brik i mysteriet.
Ved hjælp af en såkaldt arkæogenetisk analyse af DNA'et fra de gamle lig er der skabt et link mellem barnet og biskoppen, som, man tidligere mente, ikke havde en relation til hinanden, skriver forskerne bag studiet, der er udgivet i Journal of Archaeological Science: Reports.
Resultatet viste, at der var tale om en dreng, som biskoppen delte 25 procent af sin genetik med - et slægtskab i anden grad. Et link mellem Y-kromosoner bekræfter tilmed, at der er tale om et barn, der var knyttet til biskoppen på en fædrene side.
Dermed er der enten tale om en bedstefar/barnebarn, onkel/nevø, halvsøskende eller dobbeltnevøer (når man er nevøer fra to forskellige grene af en slægt på én gang).
»Begravelsesritualet betød noget«
Morten Fink-Jensen er begejstret for metoden, forskerne har brugt i studiet, selvom han ikke selv er meget overrasket over resultatet.
»Det er spændende, hvad man kan finde ud af med DNA-analyser. Nu har man trods alt nogle holdepunkter som historikere, så det bliver nemmere at foretage kvalificerede gæt.«
Morten Fink-Jensen mener, det er betryggende, at der ikke var tale om et barn udenfor Winstrup-slægten. For hvem skulle den lille så høre til?
Men er barnet mon i hemmelighed havnet i kisten? Det skønner Morten Fink ikke.
»Det er ikke et tegn på, at man gemmer det af vejen. Det er jo ikke bare begravet et sted i jorden, som man ofte så, da man ikke dengang havde officielle begravelser af fostre. Det virker, som om det har haft en betydning for dem, der gjorde det,« siger Morten Fink-Jensen.
Han påpeger, at det måske er det eneste, man kan vide med sikkerhed; at det skjulte begravelsesritual har været vigtigt for dem, der arrangerede det.
»Vi ved ikke, hvem det er. Men der er nogle, der er mere sandsynlige af andre, og de nye undersøgelser kan pege os i nye retninger,« siger Morten Fink-Jensen.
»Det ene mulighed er, at man i forbindelse med begravelsen af biskoppen samtidig har haft det her foster, man gerne ville begrave og så placeret fosteret i biskoppens kiste,« forklarer han.
»Den anden mulighed er, at der er nogen, der har lagt fosteret i senere. I og med at hans kiste har stået nede i krypten, så har man haft mulighed for at komme til den og lægge noget i den, hvis man ville. Det behøver ikke være sket hemmeligt i mulm og mørke. Det kan være, at familien har henvendt sig til kirken og fået lov til at placere fostret der.«
Måske en forsmået søns undskyldning
Relationen mellem biskoppen og barnet må forskerne deducere sig frem til gennem den historiske viden om Winstrup-slægten.
»Det er muligt, at den dødfødte dreng var Peder Pedersen Winstrups søn, og det ville gøre biskoppen til drengens bedstefar,« siger lektor Maja Krzewinska fra Stockholm Universitet ifølge en pressemeddelelse fra Lund Universitet.
Biskoppens søn interesserede sig ikke som sin far og bedstefar for teologi, men var dybt optaget af befæstninger. Han mistede sin fars ejendomme og levede formodentlig af slægtninges almisser.
Da sønnen døde, gjorde Winstruppernes mandlige slægtlinje det også.
Peder Pedersen Winstrup må dermed have været en skuffelse for faren, hvilket kan gøre barnebarnet i kisten til en form for bodsgang.
Måske var barnet en måde at sige undskyld på. Der var i det mindste en søn og arving, omend en dødfødt én, skønner forskerne i pressemeddelelsen.
