Musikforskernes guide til Roskilde Festival

Urinstøv, biogas og høreskader. Roskilde Festivalen handler om meget andet end musik.

Det er en »tre dages fest med baggrundsmusik«, som Informations toneangivende musikjournalist Lasse Ellegaard allerede skrev efter festivalen i 1974.

Men det er jo trods alt musikken, der samler de mange mennesker på Dyrskuepladsen i Roskilde, og derfor har Videnskab.dk bedt en række internationale musikforskere fortælle os, hvad forskningen kan lære os om årets Roskilde-navne.

Metallica: Ballader skræmte oprindelige fans væk

Spiller lørdag kl. 22:30: på orange scene

»De californiske speedrockere er enormt populære i Danmark, ikke bare fordi trommeren Lars Ulrich er dansk (men det hjælper jo), og deres hårdt drevne energiske musik var som altid totalt medrivende. Selvom det egentligt var forbløffende lidt højt. Jeg spiller dem i hvert fald højere derhjemme.«

Sådan skrev Ekstra Bladets legendariske digter Poul Borum, da han i 1986 havde været til Metallicas første koncert på Roskilde Festivalen.

Men hvis du var med Poul Borum til koncert dengang, så er det ikke sikkert, at du stadig er fan af Metallica. Det mener Deena Weinstein, der er professor i sociologi på DePaul University i USA og forfatter til den legendariske bog 'Heavy Metal: The music and its culture', der i 2009 kom i sin tredje udgave:

»De fleste af de tidlige fans var i begyndelsen glade for at se gruppen klare sig godt, selvom en mindre del af de oprindelige fans synes, de var 'sell-outs', fordi de fik en aftale med et af de store pladeselskaber. Men det store tilbageskridt kom med gruppens gennembrud som popstjerner på MTV med balladerne på deres sorte album i 1991,« siger Deena Weinstein til Videnskab.dk.

»Mange af gruppens fans havde dengang et ambivalent forhold til Metallicas succes. De var glade for, at der pludseligt blev spillet metal i radioen, men skammede sig over, at den metal, der blev spillet var så tam. Det betød dog ikke så meget for Metallica, for på det tidspunkt havde et enormt publikum af pop-fans erstattet de oprindelige tilhængere.«

I dag har de fleste seriøse metal-fans ifølge Deena Weinstein noget blandede følelser over for Metallica:

»Jeg mindes ikke at have set nogen af de fans, jeg har observeret til utallige trash- død- eller black-metal koncerter, have en Metallica-T-shirt på. Lars Ulrichs raseri mod Napster gjorde dem meget upopulære på mange metal-sider på internettet, og deres image har også lidt under historier om dårlig behandling af den mangeårige og vellidte bassist Jason Newsted,« siger Deena Weinstein, der har skrevet et kapitel i den netop udgivne bog 'Please Allow Me to Introduce Myself: Essays on Debut Albums' (Ashgate 2013) om gruppens første Album 'Kill 'Em All', der i år fylder 30.

Ifølge Deena Weinstein er det stadig gruppens bedste album til dato.

Læs mere:

Deena Weinstein: Heavy metal: The music and its culture (2009)

George Plasketes (red.): Please Allow Me to Introduce Myself: Essays on Debut Albums

Kraftwerk: Gjorde tyske maskiner funky

Spiller søndag kl. 22:00 på orange scene

I år har festivalen arrangeret koncerter i svenske, norske og tyske byer for at skaffe flere udenlandske gæster til Roskilde, og nogle tyske gæster er de da også sikret på forhånd.

De tyske elektro-legender i Kraftwerk skal nemlig lukke årets festival, og gruppens internationale succes skyldes netop deres humoristiske måde at præsentere dem selv som »typisk tyske«.

Det fortæller lektor Ulrich Adelt fra University of Wyoming, der i 2012 fik studiet 'Machines with a Heart: German Identity in the Music of Can and Kraftwerk' publiceret i tidsskriftet Popular Music and Society.

»I begyndelsen brugte de sådan meget specifikke stereotype tyske billeder i deres sange, som ofte gjorde grin med den nazistiske ideologi. Men Kraftwerks mest succesfulde spil på de tyske stereotyper har formodentligt været forestillingen om 'menneske-maskinen'.«

Ved at udnytte folks opfattelse af tyskerne som maskinelle og robot-agtige kunne gruppen genforhandle betydningen af at være tysk. Efterkrigstidens Vesttyskland, hvor Kraftwerk opstod, var på den ene side præget af en enorm økonomisk fremgang, men på den anden side også af en skyldfølelse over at være tysk.

Kraftwerk skammede sig dog ikke, men fremhævede ligefrem det tyske:

»Gruppen klædte sig ud som robotter, udviklede en maskin-musik med synthesizers, vocoders og elektronisk perkussion, og de har igennem deres karriere henvist til mange teknologiske opfindelser i deres sange: lige fra biler i 'Autobahn', til radioer og radioaktivitet i 'Radio Activity' og toge i 'Trans Europe Express',« siger Ulrich Adelt til Videnskab.dk.

Det interessante er ifølge Ulrich Adelt, at Kraftwerks tyske sterotyper langt fra blevet opfattet som stive og maskinelle af deres amerikanske kollegaer:

»Kraftwerks selvfremstilling som robotter blev i stedet betragtet som 'funky' af de afrikansk-amerikanske techno og hip hop-musikere i Detroit og New York. Det betød, at Kraftwerks 'tyskhed' fik en global appel, som gjorde dem til internationale superstjerner, og siden hen er menneske-maskine-konceptet jo blevet overtaget af mange andre kunstnere, senest af for eksempel Daft Punk.«

Læs mere:

Ulrich Adelt: Machines with a Heart: German Identity in the Music of Can and Kraftwerk

Specialnummer af det videnskabelige tidsskrift Popular Music and Society om Kraftwerk og andre tyske artister

Rihanna: Afro-robot efter dommedag

Spiller fredag kl.22:30 på Orange scene

Robotter spiller også en rolle for et af festivalens andre hovednavne, den amerikanske R&B-sangerinde Rihanna.

»Men hvor Kraftwerk altså åbenlyst så sig selv som ingeniører mere end som musikere, så har Rihanna dog ikke samme "hands-on"-tilgang, hvor man for eksempel bygger synthesizere,« fortæller Robin James, der er lektor i filosofi på North Carolina Universitet i Charlotte, USA.

Traditionelt forbinder man sorte R&B-sangerinder med udtryksfuldhed og virtuositet, men Robin James viser i sit studie 'Robo-Diva R&B: Aesthetics, Politics, and Black Female Robots in Contemporary Popular Music', hvordan Rihanna distancerer sig fra den stereotyp med sin udtryksløse og robotagtige stemme.

På den måde repræsenterer hun sammen med for eksempel Beyonce de såkaldte robo-divaer, der sætter sig op imod det traditionelle billede af sorte kvinder som autentiske og naturlige. I stedet fremstår robo-divaerne som kompetente og myndige kvinder, der tager skæbnen i deres egne hænder.

Det er en måde at fremstille sig selv på, som kan spores tilbage til tidligere soul-sangerinder som Donna Summer og Grace Jones, og ifølge Robin James placerer tendensen sig i en længere såkaldt afrofuturistisk tradition, hvor afrikansk-amerikanske kunstnere har fremstillet sig selv som robotter, aliens i rumskibe og lignende for at genforhandle betydning af at være 'sort'.

Robin James ser stadig spor af afrofuturisme i Rihannas musik, men peger på, at hun nu mere prøver at fremkalde en stemning af dommedag:

»Rihanna har bevæget sig væk fra de mere eksplicit futuriske billeder med robotter mod et mere postapokalyptisk billedsprog. Tænk blot på de nedslidte boligblokke i hendes 'We found love'-video, eller scenerne med gadekampe i videoen til 'Diamonds',« siger Robin James til Videnskab.dk.

Ifølge Robin James kan det post-apokalyptiske billedsprog ses som en kritik af forestillingen om, at det vestlige samfund har haft konstant fremgang igennem historien, og at det har løst alle det forrige århundredes problemer racisme og sexisme:

»På samme måde som slaveriet kunne ses som en dommedag for afrikansk-amerikanere, så lever mange fattige sorte også i dag under forhold som virker temmelig post-apokalyptiske. Budskabet er: Vi er ikke i en idyllisk fremtid, men midt i en post-apokalyptisk katastrofe.«

Læs mere:

Robin James: “Robo-Diva R&B”: Aesthetics, Politics, and Black Female Robots in Contemporary Popular Music

Kid Koala: Først og fremmest en god fest

Spiller søndag kl. 18:00 på Cosmopol

Teknik optager også den canadiske dj, tegneserietegner og designer Kid Koala, der spiller på urbane scene. Han er dog ikke optaget af rumskibe og robotter, men i stedet af en god gammel grammofon.

Det fortæller Sophy Smith fra De Montfort University, UK, der netop har udgivet bogen 'Hip-Hop Turntablism, Creativity and Collaboration' (Ashgate, 2013):

»Kid Koala er specielt kendt for sin brug af en mere melodisk teknik, hvor han laver melodier ved for eksempel at ændre hastigheden på sin pladespiller. Han betragter det melodiske element som det endelige bevis på, at grammofonen er et musikinstrument,« siger Sophy Smith til Videnskab.dk.

Dermed er han ifølge Sophy Smith et glimrende eksempel på den såkaldte 'turntablism', hvor man forvandler den gammelkendte grammofon fra en musikafspiller til et instrument, der kan skabe ny musik.

»Begrebet ‘turntablism’ blev først brugt af DJ Babu fra DJ-gruppen Beat Junkies, der netop sagde: ‘Min definition på en turntablist er en dj, som ikke blot bruger pladespilleren til at spille plader, men til at manipulere lyd og skabe musik'.«

Og hvis du er træt af musikgenrer, som er indadvendt optaget af eksperimenter, så foreslår Sophy Smith, at man vender sig mod turntablism:

»Turntablism har altid haft publikummets oplevelse som sin centrale drivkraft. Lige fra begyndelsen har hip-hop været en genre, der har lagt op til, at man selv deltager, og det fylder også meget i Kid Koalas optræden. Hans show er nok opfindsomt og eksperimenterende, men det handler altid først og fremmest om at give publikum en god aften i byen. Det er måske det, der gør Kid Koala til sådan en fremragende repræsentant for 'turntablism' generelt.«

Læs mere:

Sophy Smith: Hip-Hop Turntablism, Creativity and Collaboration (Ashgate 2013)