Selv om alt ligger til rette for at musikere kan lave og sælge deres egen musik helt uafhængigt af pladeselskaberne, vil aspirerende musikere fortsat helst ind i trykke og traditionelle rammer.
Det viser en undersøgelse, som Hendrik Spilker har foretaget blandt artister på vej op og frem i dagens musiklandskab.
Hendrik Spilker, som er lektor ved Institutt for sosiologi og statsvitenskap ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, har interviewet musikere om den såkaldte netværksstudie-trend.
Den indebærer, at musikerne kan sidde med en computer og software derhjemme og lave musik af næsten lige så god kvalitet, som det de kan i et kostbart professionelt studie. Musikken kan så spredes for alle vinde på nettet, og artisten kan nå fans på en meget mere direkte måde.
Det har været hævdet – både i medierne og i forskningslitteraturen – at den type musikproduktion vil tage over for de gamle, traditionelle pladeselskaber, fordi det giver artisterne lettere kontakt med lytteren og større udtryksfrihed.
Men nej, ikke alligevel, hvis man skal tro Hendrik Spilkers interviewobjekter:
»Vores artister er meget mere konservative, end det man forventer, og albummet har fortsat en meget høj stjerne. Musikerne fremstår som meget mindre truende for den etablerede industri, end man skulle tro ud fra mediernes overskrifter,« siger han.
Succeserne giver ikke smag efter mere
»Der har både været en hype i medierne om, at den nye musikpubliseringstrend ville tage over, og det har også været accepteret lidt ukritisk som et præmis i forskningslitteraturen,« fortæller Hendrik Spilker.
Forskeren fortæller, at enkelte eksempler, for eksempel bandet Arctic Monkeys, igen og igen er blevet trukket frem som et bevis på, at pladeselskabernes tid er forbi.
Det britiske band opbyggede en solid fanskare og lavede udsolgte koncerter i hobetal, længe før de fik en pladekontrakt og begyndte at udgive deres musik på den traditionelle måde. Thomas Dybdahl og Bon Iver er to andre eksempler på musikere, som slog igennem med hjemmeproducerede albums – henholdsvis That Great October Sound og For Emma, Forever Ago.
Men succeshistorierne ser ikke ud til at friste disse musikere ’in the making’, som Hendrik Spilker kalder dem.
»De nye typer af produktion og distribution har meget karakter af at være en testarena, en legeplads, mens det ordentlige liv som artist udfolder sig andre steder,« fortæller han.
»Det er helt tydeligt, at disse artister ønsker at komme ind i det traditionelle system.«
Hvem du kender, er fortsat det vigtigste
Hendrik Spilkers interviewobjekter er seriøse musikere fra Trondheimsområdet i Norge, og som har et ønske om at slå ordentligt igennem, men som ikke har fået deres store succes endnu.
»Det er en interessant gruppe at studere, fordi de er så tilpas ambitiøse. Så er det spændende at vide, hvordan de tager de muligheder, der ligger i teknologien, i brug,« siger Hendrik Spilker.
Eller hvordan de ikke tager dem i brug, hvis man skal tro artisternes egne udsagn.
Dette er ikke et tilfælde af ’brændt barn skyr ilden’, fortæller Hendrik Spilker – det er ikke sådan, at disse artister har forsøgt netværksmodellen, er mislykkes og så er vendt tilbage til traditionelle alternativer.
»De har ikke foretaget nogen nøje evaluering af alternativerne, efter det, jeg kan se. Jeg tolker det som, at de har nogle stærke forestillinger, en stærk mental model for, hvad det vil sige at være artist. Det vigtige er det at kende nogen, og få anerkendelse af nogen, som betyder noget,« siger Hendrik Spilker.
Også praktiske hensyn
Selv om symbolværdien af at høre til i den traditionelle industri fremstår som det stærkeste argument for at bruge professionelle studier, når musikken skal laves, kom også mere praktiske hensyn ind i billedet for musikerne.
For eksempel er det sådan, at selv om udstyret derhjemme er godt, er det som regel endnu bedre i pladeselskabernes lokaler.
Desuden fortalte nogle af de interviewede, at de syntes, at det var ubehageligt at lægge musik ud, som de havde lavet derhjemme, fordi den var blevet lavet ved hjælp af software, der var downloadet ulovligt.
Hendrik Spilker har interviewet musikere i forbindelse med projektet ’Pandoras iPod’, som undersøgte forholdet mellem musik og moral i en moderne, digital verden.
Resultatet blev publiceret tidligere i år i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Communications.
Kontrakter skrives med 'rigtige' musikere
Et andet paradoks, der kom frem i undersøgelsen, er albummets stærke stilling, fortæller Hendrik Spilke.
»Ifølge musikerne fremstår den første albumudgivelse som en vigtig symbolsk skillelinje. Det er først med sådan en udgivelse, at man kan kalde sig for en ordentlig artist,« siger han.
»Paradoksalt nok sker det i en tid, hvor der nærmest ikke findes pladebutikker mere, og hvor downloads af enkelte sange bliver mere og mere almindelig. Så kan man tænke sig, at albummet er et helt unødvendigt format, at der er rum til både kortere og længere formater, og mere fleksible og flydende udgivelsescyklusser, men sådan er det altså ikke.«
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
