Mordet på Olof Palme: Nordens største mysterium

Historien om Olof Palmes død er måske en simpel mordsag om en ensom alkoholiker, der tilfældigt stødte ind i den svenske statsminister og dræbte ham et sted i Stockholms gader en kold aften i februar i 1986.

Den kan på den anden side også være en indviklet sag om milliarder af kroner, om rasende efterretningstjenester eller om korrupte svenske politibetjente, som har organiseret og dækket over det mest opsigtsvækkende og omdiskuterede mord i Skandinavien i nyere tid.

Mordsagen er på mange måder Nordens svar på Kennedy-attentatet i USA i 1963. Hele forløbet har åbnet for en ladeport at spekulationer og konspirationsteorier, og Olof Palme var en glødende idealist, som vakte stor begejstring blandt sine tilhængere og decideret had blandt sine modstandere. Og ligesom i Kennedys tilfælde virker det, som om vi mere end 20 år senere stadig kun kender ganske få fakta om, hvad der egentlig skete, da statslederen blev myrdet.

Manden i mørket

Sent om aftenen 28. februar 1986 kommer Olof Palme ud af biografen Grand. Han har som sædvanlig valgt at lade livvagterne blive hjemme fra en privat tur i byen, så han i stedet kan traske gennem de syv minusgrader hen ad Sveavägen sammen med sin kone Lisbet.

Da de nærmer sig krydset ved Tunnelgatan bliver parret antastet af en høj, velbygget mand. Manden bærer mørk frakke og hue. Han taler kort med Olof Palme, men da Palme begynder at gå, trækker manden en pistol, lægger hånden på Palmes skulder og fyrer to skud ind i ryggen på statsministeren. Olof Palme rammer jorden kl. 23.21. Efter et øjeblik skriger Lisbet Palme, »nej, hvad laver du?!«

Manden sætter pistolen tilbage i hylstret og flygter op ad Tunnelgatan, hvor han løber op af en lang trappe og forsvinder i mørket.

Elendigt politiarbejde

Olof Palme bliver officielt erklæret død seks minutter over midnat, tre kvarter efter skuddene har lydt. De tre kvarter rev ikke bare Olof Palme væk fra Sverige. I samme tidsrum mistede politiet reelt deres chance for at finde morderen og udstillede i stedet en himmelråbende inkompetence, som har skadet politiets ry i mange år fremover - blandt andet fordi:

• det første alarmopkald om mordet blev aldrig besvaret
• politiet finder først efter syv minutter ud af, hvem offeret egentlig er
• gerningsstedet blev ikke spærret ordentligt af
• medierne bliver ikke orienteret om mordet
• centralen sendte et forkert signalement af morderen ud til patruljerne
• centrale vidner blev ikke afhørt

Listen over underlige beslutninger og åbenlys uduelighed blev kun længere, som timerne, dagene, månederne og årene gik. Politiets kommandocentral brød sammen på mordnatten, kuglerne fra pistolen blev ikke fundet af betjente, men af bl.a. en indisk journalist, politiet udsendte et tvivlsomt fantombillede af morderen baseret på et enkelt vidneudsagn.

Og efter nogle måneder vælger efterforskningslederen Hans Holmér at bruge de fleste kræfter på at forfølge spor, som peger mod den kurdiske terrororganisation PKK; en beslutning, som hurtigt viste sig at være helt ude i skoven, og som endte med at koste den nu afdøde Hans Holmér jobbet efter et år på posten.

Forløbet er siden blevet grundigt kritiseret af hele tre officielle kommisioner, og det har skabt grobund for et væld af konspirationsteorier.

Mistanker mod politiet

Én af de mest bemærkelsesværdige teorier er, at politiet selv stod bag mordet. Det er en oplagt tanke, når man tænker på den katastrofale efterforskning. Øjenvidner fortalte desuden om mulige betjente eller agenter fra det hemmelige politi SÄPO, som talte i walkie-talkier i området op til mordet. Andre mente at have set mulige medlemmer af Baseballligaen - en samling hårdkogte betjente, som i 1980'erne gik hårdt til værks for at få has på gadekriminaliteten, og som var let genkendelige, fordi de gik med baseballkasketter.

Samtidig kom det frem, at enkelte politifolk havde skålet i champagne, da den socialistiske Olof Palme var blevet skudt, og en efterfølgende undersøgelse afslørede, at flere politibetjente havde stærke sympatier med højrefløjen og nazismen.

Ingen spor har ført noget konkret med sig, og mistankerne kan være opstået, blandt andet fordi svenskerne oplevede mere og mere politivold op gennem 1980'erne og derfor følte stor mistro til politiet, da Palme blev myrdet.

Teorierne blomstrer

En anden teori går på, at Olof Palme blev myrdet, fordi han var indblandet i en våbenhandel til otte milliarder svenske kroner mellem den svenske virksomhed Bofors og Indien. Handlen skulle være kommet i stand ved blandt andet bestikkelser for at skaffe svenske arbejdspladser. Derfor var Palme allerede grundigt syltet ind i den svenske virksomhed, da han på selve sin dødsdag fik at vide af den irakiske ambassadør, at Bofors ulovligt solgte våben til Iran. Sagen var særligt stor i Palmes univers, fordi han var udpeget af FN som mægler i netop krigen mellem Iran og Irak.

Konspirationsteoretikere tænker derfor, at Bofors måske har en finger med i Palmes død.

Olof Palme var en intellektuel idealist med skarpe, socialistiske holdninger, og selvom verdenssituationen var spændt på grund af Den kolde krig, var han ikke bange for at dele kritiske ørefigner ud til venstre og måske mest højre. Derfor søger andre teorier mod udlandet, hvor både CIA, KGB, den italienske efterretningstjeneste og apartheidstyret i Sydafrika har været under mistanke (se bunden af denne artikel).

Christer Pettersson dømt og frikendt

Alligevel er den måske mest populære teori er, at mordet slet ikke var en konspiration. I stedet skulle morderen være den ensomme, kriminelle alkoholiker Christer Pettersson. Den til tider aggressive Pettersson opholdt sig ikke bare tit i området, hvor Palme blev myrdet. Han havde endda myrdet en mand lige i nabolaget med en bajonet i starten af 1970'erne.

Flere vidner mente, at de havde set Christer Pettersson i nærheden af Grand-biografen på mordaftenen, og et enkelt vidne sagde, at Pettersson var fulgt efter Palme-parret. Der var ingen tekniske beviser mod Pettersson, men 17. juli 1989 blev han idømt fængsel på livstid for mordet på Olof Palme, især fordi Lisbet Palme udpegede ham i både en konfrontation og i retssalen.

Når sagaen om mordet alligevel kan fortsætte, er det, fordi sagen blev anket og dommen omstødt - ironisk nok på grund af Lisbet Palme. Enken var gået i chok i minutterne efter mordet på hendes mand og havde aldrig kunnet give et ordentligt signalement af morderen. Men ved en videokonfrontation udpegede hun pludselig Christer Pettersson, muligvis fordi hun havde fået at vide af politiet, at hun nu skulle finde sin mands morder blandt en række personer, og at hun skulle lede efter en alkoholiker. Tvivlen om konfrontationen fik retten til at frikende Christer Pettersson, og han kom aldrig igen for en domstol.

I 2004 erklærede han, at han havde noget at fortælle Palme-familien, men han døde af kraniebrud og alvorlige blødninger i hjernen, før han fik fortalt sin historie. Man formoder, at han døde af et fald under et epileptisk anfald, men det er aldrig endeligt afgjort.

Dusør på 50 millioner kroner

Tilbage står en masse spørgsmål og stort set ingen sikre svar. Nogle af de sidste små fakta i sagen er, at politiets søgen efter Olof Palmes morder har udviklet sig til verdens dyreste og mest omfattende efterforskning; langt større end den der fulgte i kølvandet på mordet på USA's præsident John F. Kennedy og måske har den endnu flere løse ender. Udgifterne løber formentlig op i mellem 350 og 500 millioner svenske kroner.

I dag tror de færreste på, at sagen nogensinde bliver opklaret. Afgørende oplysninger, som kan kaste lys over morderen i mørket, udløser ganske vist stadig en dusør på 50 millioner svenske kroner. Men med mindre loven ændres, bliver sagen forældet i 2011.

Videnskab.dk har bedt en historiker og en terrorforsker om at bruge deres viden i dag til at forholde sig til teorierne om, at Olof Palmes morder er enten politimand eller en del af en udenlandsk organisation.

Ifølge den svenske historiker Håkan Arvidsson er det stadig en mulighed, at personer i det svenske politi deltog i mordet.

»Det er absolut ikke udelukket, men der findes ingen beviser og dem, som har arbejdet med sagen, også privat, har ikke fået noget som helst frem. Der er en masse ejendommeligheder, men der stopper det. Og man kan sige, at enhver begivenhed, som vi oplever i vores liv, har noget ejendommeligt over sig. Mit liv har været ekstremt ejendommeligt, og sådan har andre det sikkert også,« siger Håkan Arvidsson.

De burde vide bedre

Han slår til gengæld en rød streg over mistanken mod udenlandske efterretningstjenester som amerikanske CIA, mod tyrkiske PKK og mod apartheidstyret i Sydafrika, som Olof Palme fordømte inderligt.

»Jeg synes ikke, de virker som reelle muligheder. Omverdenen og de, som ved noget om demokratisk politik i skandinaviske lande, ville forstå, at skød de Olof Palme, så ville de have en ny socialdemokratisk statsminister dagen efter, som vil føre stort set samme politik,« mener Håkan Arvidsson, der indtil for nylig har arbejdet i 35 år som historiker ved Roskilde Universitetscenter.

Håkan Arvidsson får opbakning af den danske terrorforsker Lars Erslev Andersen.

»PKK-sporet viste sig jo i hvert fald ikke at holde stik, og der er stadig noget mystik omkring det. Jeg kan slet ikke forestille mig, at PKK skulle gå efter en svensk statsminister. PKK har lavet mange slemme ting, det er der igen tvivl om, men det er mig bekendt ret begrænset, hvad de har lavet, som ikke er strengt relateret til den tyrkiske stat, så det havde været overraskende, hvis det havde vist sig, at PKK stod bag,« fortæller Lars Erslev Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

CIA ville ikke turde

Lars Erslev fortæller, at apartheid i Sydafrika er uden for hans forskningsområde, men at CIA efter al sandsynlighed har holdt sig langt væk fra statsministermord i et vestligt land.

»Olof Palme var en højt velanskreven person i store dele af verden og leder af et vestligt land, der var neutralt. Det var godt nok også USA-kritisk, men samtidig lå det inden for den vesteuropæiske kreds, og dermed lignede det trods neutraliteten en alliancepartner i et strategisk vigtigt område, så jeg tror ikke, at man turde binde an med at lave et attentat på ham.«

»Det er rigtigt, at CIA har været involveret i forskellige ting, også mere end man lige tror. De har bl.a. været involveret i Sydamerika mod statsledere, men det blev en kæmpe skandale, og Ronald Reagan lavede siden et 'presidential decree', som stadig står ved magt, at hvis der skal udføres sådan nogle attentater af CIA, så skal de sanktioneres af præsidenten.«

»Man gav faktisk sådan et grønt lys til at gå efter Saddam Hussein, og der har været tvivl om, hvorvidt man tillod, at man kunne gå efter Osama bin Laden. Man har diskuteret, hvorfor man ikke nakkede ham, da man muligvis kunne, og det fortog sig i bureaukratisk kævl om, at CIA skulle følge ordre fra præsidenten.«

»Problemet med CIA er jo også, at fordi det er så fancy, så kommer det meste af det, de laver, jo frem i lyset alligevel, også hurtigere, end man skulle tro. Så jeg tror ikke på, at de skulle være gået efter Palme. Men det er da en sjov teori,« siger Lars Erslev Andersen.

Anbefalinger fra Det Kongelige Bibliotek/Københavns Universitetsbibliotek af bøger, som ikke er så konspiratoriske som en stor del af den øvrige litteratur:

1) Jan Bondeson: 'Blodspor i sneen. Mordet på Olof Palme', Gyldendal 2006.

2) Cooper, H. H. A.: 'The murder of Olof Palme: a tale of assassination, deception and intrigue: with appendix: The assassination of Anna Lindh, swedish Foreign Minister'. Lewiston, New York: Edwin Mellen Press, 2004. 180 s. (Scandinavian studies; 10). ISBN: 0773465871.

3) Smith, Paul: 'Opklaringen af et meget omtalt mord: dokumentarisk roman om drabet på Olof Palme'. Højbjerg: Hovedland, 2006. 282 s. ISBN: 87-7739-833-5.