Selv små mængder nitrat i drikkevand kan øge risikoen for kræft, viste en undersøgelse i februar, og det er særligt de private vandforsyninger, der hører til en eller to husstande, der kan indeholde en for høj nitratkoncentration.
Alligevel vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ikke indføre kontrolpligt med vandforsyningerne eller sænke den tilladte grænseværdi.
Det skriver han nu i et svar til den socialdemokratiske miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, skriver Information.
»Jeg mener (…), at den nuværende grænseværdi fortsat skal følge EU’s vandkvalitetskrav« og »Jeg har tillid til, at beboere med egen vandforsyning selv vil tage initiativ til at få foretaget kontrol af deres drikkevand,« lyder det blandt andet.
Undersøgelsen, der er foretaget af Aarhus Universitet og GEUS, er den hidtil største internationale granskning af sammenhængen mellem nitrat og risikoen for kræft.
Forskerne bag har anvendt data fra 2,7 millioner danskere gennem 34 år, og konklusionen er, at en koncentration af nitrat i drikkevand på bare 4 mg pr. liter vand, øger kræftrisikoen. I dag er grænseværdien på 50 milligram pr. liter.
I sit svar henviser Esben Lunde Larsen til Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, der igen henviser til WHO, der skiver, at »selv om adskillige epidemiologiske studier har undersøgt sammenhængen mellem udsættelse for nitrat eller nitrit i drikkevand og forekomst af cancer, støtter den samlede viden ikke en sammenhæng.«
Sundhedsmyndighederne vil derfor fortsat følge EU’s vandkvalitetskrav
Danmarks cirka 40.000 private vandforsyninger var indtil for et halvt år siden forpligtet til at lade drikkevandet kontrollere. Esben Lunde Larsen ophævede imidlertid kontrolpligten i oktober 2017.
Det fulde studie er offentliggjort i International Journal of Cancer.
\ Læs mere
ele





























