Medier og videnskab er to vidt forskellige ting, og i den journalistiske verden skal man turde at sætte tingene til debat.
Det siger professor i statskundskab Marlene Wind i bogen ’Slip din viden løs’. Det er en ny lærebog om forskningsformidling, som Videnskab.dk netop har udgivet.
Marlene Wind giver i bogen sit bud på, hvorfor og hvordan man laver god forskningsformidling.
Marlene Wind er til daglig leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Hun blev kendt i offentligheden, da hun i 2010 udtalte sig kritisk om VK-regeringens aftale med Dansk Folkeparti om at forstærke grænsekontrollen. I 2012 modtog Marlene Wind Politikens Tøger Seidenfaden-pris for at stå frem med sin kritik af grænseaftalen.
Hvordan kom du i gang med at formidle din forskning til offentligheden?
»Jeg har altid været aktiv med at skrive læserbreve og kronikker, også før jeg fik min ph.d.-uddannelse. Det har ligget helt naturligt til mig at blande mig i samfundsdebatten. Når man er engageret i noget, som man også er som forsker, synes jeg, det er oplagt at blande sig i debatten. Og når man først har vist flaget på kompetent vis en gang eller to, begynder man at blive ringet op af journalister.«
Tænker du på, hvordan dine forskerkollegaer opfatter det, du formidler?
»Nej, ikke rigtigt - og dog. Jeg forsøger at undgå at falde i den kategori, der handler om, at ’at ham eller hende udtaler sig om alt altid’. Derfor udtaler jeg mig kun om det, jeg har forsket i eller beskæftiget mig forskningsmæssigt med, selvom jeg da tit har lyst til at kommentere på andre emner. Men når jeg så udtaler mig, kan jeg stå fagligt inde for det, jeg siger - derfor er jeg ligeglad med, hvad folk tænker. Går man for meget op i det, får man nok ikke formidlet meget, for der er altid nogen, der er uenig. Sagt på en anden måde: Forskningsformidling såvel som forskningsbaserede kommentarer, debatindlæg og andre ytringer kræver en vis robusthed.
Mange yngre kollager er lidt nervøse for den genre, der hedder formidling, og derfor er det vigtigt, at os mere garvede roser dem for, at de er sprunget ud i det«
Hvordan afgør du, hvornår du skal give lidt køb på præcisionen i formidlingens tjeneste, og hvornår du skal holde fast i fagligheden?
»Jeg synes overhovedet ikke, at det ene udelukker det andet. Jeg skriver selv indlæg til Politiken, og jeg synes, den journalistiske genre er sjov og udfordrende, fordi du har meget lidt plads til at sige det, du mener. Men man giver ikke køb på præcision, når man formidler. Den videnskabelige og den journalistiske genre er bare to forskellige ting. Det at formidle til offentligheden handler om at turde spille sin forskning ind på en anden banehalvdel.«
Hvad er dine bedste råd om formidling til andre forskere?
»God formidling handler mange gange om, hvorvidt man er god til at skrive. Hvis ikke man er god til det, så kræver det benhårdt arbejde med sproget. Men ellers vil jeg sige, at man skal formidle, hvis man har noget at bidrage med, og jeg mener, man bør gøre forsøget.«
»Derudover skal man passe på med, hvad man siger, og hvilke programmer man deltager i. Det er ofte en meget dårlig ide som forsker at debattere direkte, altså live, med politikere, fordi de opererer med nogle helt andre spilleregler, end vi som forskere gør. Samtidig handler nogle TV programmer om, at aktørerne skal flå hovederne af hinanden. Den slags skal forskere holde sig langt væk fra. Hertil kommer naturligvis, at man som forsker og debattør – mere eller mindre uforvarende – kan ryge ind i et stormvejr. Det har jeg selv prøvet. Det kan være svært forudsige, og man skal efter min mening ikke lade sig hæmme af den risiko.«
Hvad får du selv ud af at formidle?
»Det handler igen om at være engageret i noget. Og når man er det, så tror jeg, det ligger i direkte forlængelse, at man gerne vil engagere andre. Jeg elsker for eksempel at undervise de studerende i det, jeg forsker i. Jeg betragter det at formidle som en helt naturlig del af det at være forsker, og jeg holder selv mange foredrag for mennesker, som ikke har de store forudsætninger. Og det er meget, meget tilfredsstillende, når andre bliver glade for at høre om det, man selv er engageret i.«
