Magt kan stige dig til hovedet og få dig til at tro, at du kan kontrollere alt, viser ny forskning, foretaget af tre forskere fra handelsskolerne ved Stanford og Nortwestern University og London Business School.
Resultaterne viser med stor tydelighed, at personer, som til daglig håndterer stor magt, i højere grad end andre tror, at de kan styre udfald, som ligger udenfor deres kontrol.
»Formodningen om at være i stand til at kontrollere et tilfældigt resultat førte til urealistisk optimisme og oppustet selvtillid,« fortæller de tre forskere.
Deres konklusioner er baseret på fire forsøg, der udforsker forholdet mellem magt og illusorisk kontrol og er offentliggjort i tidsskriftet Psychological Science.
Kontrollere udfald af terningeslag
I et af de fire forsøg blev testpersonerne tilbudt en belønning for at gætte udfaldet af et terningeslag og derefter spurgt, om de ønskede at slå med terningerne selv eller have en anden til at gøre det for sig. Hver og en af de testpersoner, som til daglig håndterer stor magt, valgte at slå selv, mod kun 70 procent af kontrolgruppen, bestående af personer der til daglig besidder mindre magt.
Ifølge forskerne understøtter det hypotesen om, at blot det at udøve magt, kan få en person til at overvurdere egne evner voldsomt. I dette tilfælde evnen til at påvirke udfaldet af et terningkast ved at kaste selv.
Forskerne tilføjer, at positive illusioner kan hjælpe magtudøvere til at gøre det tilsyneladende umulige muligt, selvom illusorisk kontrol også kan føre til tab af magt ved at få ledere til at foretage forkerte valg.
»Illusionen om personlig kontrol kan være en af de måder, hvorpå udøvelse af magt kan føre til tab af magt,« afslutter forskerne.






























