Det kan være lutter lagkage, når politikerne svinger grydeskeerne, men der kan også gå kage i den.
Politikerne optræder i stigende grad i madprogrammer, udgiver kogebøger og bruger i det hele taget mad som platform for politiske budskaber, for dét, vi spiser, er i den grad blevet en ingrediens i dansk politik.
Caroline Nyvang, der er forsker i madhistorie og madkultur, skriver i øjeblikket på to videnskabelige artikler om mad og drikke i politik og indsamler eksempler på politikeres madoptrædener i det offentlige rum.
»Med maden forsøger politikerne at give vælgerne en ny måde at komme bag om facaden. Meningen er, at vi skal få lov at se det rigtige menneske og ikke bare politikeren,« fortæller Caroline Nyvang, der er forsker på Det kongelige Bibliotek.
Distancerer sig fra det politiske parnas
”Til middag hos…”, ”4-stjerners middag”, ”Felix rykker ind” er alle programmer, hvor man har kunnet se politikere lave og spise mad, ligesom listen over kogebøger med politikere som forfattere eller medvirkende er lang.
Pia Kjærsgaard (DF), Ellen Trane Nørby (V), Lars Barfoed (K), Simon Emil Ammitzbøll (LA) , Manu Sareen (Alt.), Margrethe Vestager (R), Christine Antorini (S), Anne Baastrup (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) – er blot få eksempler på politikere, der har åbnet døren til spisekammeret for offentligheden.
For det passer både politikerne og medierne, der begge har en interesse i at lave anderledes måder at fortælle om politik på, mener Caroline Nyvang.
»Politikerne forsøger at distancere sig selv fra parnasset ved hjælp af mad. Mad er noget ekstremt personligt, vi har alle individuelle smagspræferencer. Der er en autenticitet i, hvad et menneske kan lide af mad,« siger forskeren.
»Politikerne får kortere og kortere tid i medierne, og kampen om opmærksomheden er hård. Mad er en stærk platform, som kan bruges til at fortælle noget personligt,« siger Caroline Nyvang.
Politik er mere personaliseret
Helene Helboe Pedersen, der er lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i personalisering af politik, kan godt genkende, at politikerne er ivrige efter at dele deres madvaner.
»Det falder godt sammen med, at der er en faldende tillid til politikerne i vælgerkorpset, og derfor er politikerne nødt til at distancere sig fra det politiske. Der kan mad være en mulighed for at vise, at man er et almindeligt menneske,« siger Helene Helboe Pedersen.
Mad er oplagt, fordi det både kan udtrykke noget personligt, men også kan være politisk ladet, mener hun.
»Mad indeholder emner som eksempelvis dyrevelfærd, miljø og økologi. Det er en kobling mellem noget, der har en vis politisk substans, og noget man kan profilere sig på. Det sender et politisk signal, om du fylder indkøbsvognen med billig lightsodavand eller økologiske produkter,« siger Helene Helboe Pedersen.
Løkke og Fogh på shawarmabar
Caroline Nyvang fortæller, at mens der i journalisternes forhold til Kongehuset er en uskreven regel om, at pressen ikke fotograferer dem spisende, så bruger politikerne spisning til at promovere sig selv.
»Anders Fogh Rasmussen spiste som statsminister flere gange i den samme shawarmabar på Strøget i København, og den tradition har Lars Løkke Rasmussen overtaget, og pressen kan frit fotografere. Dermed signalerer de, at de ikke er for fine til at spise blandt almindelige mennesker« siger Caroline Nyvang.
Politikermad et hit på Instagram
Lisbeth Klastrup, der er lektor på IT Universitetet i København og forsker i sociale medier, oplever også, at politikerne er blevet madglade.
Hun er i gang med en undersøgelse af folketingskandidaternes brug af Instagram i valgkampen 2015. Instagram er et socialt medie, hvor brugeren lægger fotos op med en kort tekst. Hun har indtil videre set på 41 kandidaters brug af mediet.
»Godt en tredjedel af politikerne postede billeder af mad. Der kan være en politisk værdi i at sige, at ’jeg er et helt almindeligt menneske, der også skal have noget at spise’. Det er noget med at kommunikere i øjenhøjde, som på sigt kan hjælpe dem med at få andre budskaber igennem,« mener Lisbeth Klastrup.
Mad i politik kommer fra USA
Tendensen med mere mad i politik stammer fra USA.
I burgerens og colaens hjemland var det især den republikanske spindoktor Karl Rove, der i kampen for at gøre George W. Bush til præsident satte ham i scene som den politiker, den amerikanske vælger helst ville drikke en øl med.
»Kort tid efter begyndte danske meningsmålingsinstitutter at stille spørgsmålet ’Hvilken politiker vil du helst drikke en øl med?’. Det understreger, at politikeren er blevet et personligt brand og ikke bare en repræsentant for et bestemt partis ideologi,« siger Caroline Nyvang.
Også i dag præger mad den gryende, amerikanske præsidentvalgkamp, hvilket vi vender tilbage til senere.
Foghs mediestunt på McDonald’s
I Danmark blev maden især en del af valgkampen fra 2005 og fremefter, viser Caroline Nyvangs research. Men selv om meningen er god, kan det sagtens gå galt, understreger et eksempel fra Caroline Nyvangs arkiv.
I 2007 besøgte statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) valgkaravane en McDonald’s i Næstved, hvor Venstre-formanden skulle spise sin aftensmad. Journalisterne spurgte allerede statsministeren på vej ind, om det var et mediestunt, hvilket Fogh afviste og fortalte, at han ofte spiste på fast food-kæden.
»Men han kunne ikke finde ud af at bestille sin McFeast-menu uden hjælp, og da han fik en kaffe med rørepind og en kage, forsøgte han at spise kagen med rørepinden,« fortæller Caroline Nyvang.
Bagefter indrømmede Fogh, at besøget også handlede om at få pressen i tale.
Mad er et værdipolitisk våben
Det er dog ikke kun under valgkamp, at maden optræder i politik. Integrationsminister Inger Støjberg (V) fortæller åbent, at hun drikker cola og spiser lyst brød med pålægschokolade til morgenmad, Dansk Folkeparti deler flæskesvær ud til valgmøder på Nørrebro.
Også den daværende socialdemokratiske statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (S) har prøvet at komme i hakkemaskinen på grund af mad. Det skete, da hun til en frokost bestilte foie gras, der er omstridt, fordi producenterne beskyldes for dyremishandling.
»Hun måtte senere se overskriften ’Socialdemokratisk fremtid med eller uden gåselever’ i Politiken. Da hun senere optrådte i ’Felix rykker ind’, lavede hun fiskefrikadeller. Mad er blevet et værdipolitisk våben,« konstaterer Caroline Nyvang.
Thorning-Schmidt gav senere i bogen ’En samtale med Thorning-Schmidt’ udtryk for, at foie gras-episoden på samme måde som hendes berømte Gucci-taske blev dyrket af politiske modstandere.
Maden helt galt i halsen
Fra rædselskabinettet over, når politikerne får maden galt i halsen, findes daværende fødevareminister Henrik Høeghs (V) æblespiseri og snakken om Bertels Haarders (V) livret.
Førstnævnte, der er selverklæret æblefan, annoncerede, at han stillede op i en æblespisekonkurrence. Men et eller andet gik helt galt, og Henrik Høegh kastede op for rullende kamera efter halvandet æble.
I daværende sundhedsmister Bertel Haarders tilfælde undskyldte han blandt andet et vredesudbrud på en DR-journalist med, at interviewaftalen betød, at han var gået glip af livretten risengrød.
»Men så kom det frem, at han i et andet interview havde sagt, at klar suppe var hans livret. Og så blev det pludselig et spørgsmål om hans troværdighed. Også selv om det dybest set er ligegyldigt for hans politik, hvad hans livret er,« siger Caroline Nyvang
Gevinster og omkostninger
På den måde er politisk madkommunikation ikke anderledes end anden politisk kommunikation - det kan sagtens gå galt.
»Men når du åbner for det personlige, sætter du også din troværdighed mere på spil. Det kan give gevinster, men også omkostninger. Troværdighed er enormt afgørende, og det er farligt at give sig ud for at være noget eller nogen, som man i virkeligheden ikke er,« siger Helene Helboe Pedersen.
Men i modsætning til eksempelvis en intern partistrid om topskat, så er det nærmest ufarligt at have hver sin yndlingsret.
»Inger Støjberg (V) kan sagtens spise lyst brød, mens Ellen Trane (V) spiser økologisk müsli til morgenmad. Ingen kræver, at alle venstremænd og kvinder skal spise det samme. På den måde appellerer samme parti til forskellige vælgere,« konstaterer Helene Helboe Pedersen.
Mad i international politik
Tendensen til, at mad fylder stadig mere, stammer som nævnt fra USA, hvor den også i den kommende præsidentvalgkamp bliver brugt til både promovering og angreb.
Republikaneren Donald Trump, der er født i New York, har tidligere sået tvivl om, hvorvidt den nuværende præsident, Barack Obama, er født i USA, som den amerikanske grundlov foreskriver, at en præsident skal være.
»Donald Trump blev fotograferet, mens hans spiste pizza med kniv og gaffel, og straks blev han drillet af politiske modstandere med, at han umuligt kunne være født i New York, for ægte newyorkere spiser da pizza med fingrene,« siger Caroline Nyvang.
I 2004 gik det på samme måde galt, da demokraternes John Kerry skulle bestille den lokale delikatesse Philly Steak Sandwich. Den laves traditionelt med den lokale Cheez Whizz-ost, men Kerry bestilte den med en schweizisk ost.
»Ovenikøbet tog han slipset til side og så ud, som om han var bange for at spilde, mens han spiste. Det blev brugt af hans kritikere til at udstille ham som elitær og ude af trit med vælgerne i Philadelphia,« siger Caroline Nyvang.
Kaffe og cafelatte
Det er ikke kun mad, men også drikkevarer, der bruges til at signalere politik.
»Da Jens Rohde skiftede fra Venstre til De Radikale, understregede han, at han stadig var til sort kaffe. På samme måde brugte Pernille Skipper kaffe til at understrege, at politikken forblev den samme, da hun overtog den politiske ordførerpost fra Johanne Schmidt-Nielsen,« siger Caroline Nyvang.
Om satsningen på at udbrede sig om sine mad- og drikkevaner giver flere stemmer er Caroline Nyvang i tvivl om.
Mad skaber en personlig forbindelse
»Jeg ved ikke, om det flytter noget, men der er ingen tvivl om, at man i det politiske maskinrum mener, at det har indflydelse, for ellers ville de ikke bruge det. Maden har kun fået den rolle, fordi spindoktorer og politikere mener, at det nytter,« siger forskeren.
Helene Helboe Pedersen tror på, at det har en effekt:
»Det er en ny måde at skabe forbindelser til vælgerne på. Før kunne man sige: ’Jeg er venstremand’ og så havde man forbindelse til sin målgruppe. I dag er det vigtigt at sende mere individualiserede budskaber. Valget af mad siger effektivt noget om, hvem politikerne er. Det skaber en personlig relation, som muligvis også får betydning for, hvem folk stemmer på.«
