I en nylig artikel her på Forskerzonen argumenterede vi for, at der er et påtrængende behov for det aktuelle FN-initiativ, ’Internationalt år for oprindelige sprog’, set i lyset af den globale nedgang for minoritets- og oprindelige sprog.
I denne artikel vil vi belyse, hvordan og hvorfor vi studerer disse sprog.
Ved siden af menneskerettighedsaspektet ved sprogudryddelsen, som blev forklaret i den forrige artikel, er lingvister også bekymrede for tabet af sprogene i sig selv.
Det skyldes, at vi studerer sprog på en videnskabelig måde, ligesom dyr, svampe, neutroner og tektoniske plader studeres af andre forskere.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Sproget er et hverdagsmirakel
Sprog er faktisk et bemærkelsesværdigt fænomen:
Ved at produce lydsekvenser med din mund (eller ved at bruge gestik, som det er tilfældet med tegnsprog), kan du erklære din kærlighed til nogen, forklare kvanteteori eller beordre et droneangreb.
Sproget er ‘hverdagens mirakel’, som den danske lingvist Hans Arndt kaldte det, og dette mirakel er enestående for mennesker:
Mens nogle dyr som hvaler, chimpanser og bier udviser en ret kompleks form for kommunikation, vil ingen bi nogensinde være i stand til at signalere til en anden bi, at den film, de så i går, ikke helt levede op til forventningerne.
Kun mennesker kan gøre dette, og medmindre fysiologiske lidelser står i vejen, kan alle mennesker gøre det.
Lingvister skal undersøge mange sprog
Lingvister forsker i, hvorfor vi har sprog, hvordan sprog virker, hvor grænserne for lingvistisk variation går, og hvordan sprog udvikler sig.
Hvis lingvister skal kunne udvide vores kollektive bevidsthed om sprog som et unikt menneskeligt fænomen, er vi nødt til at undersøge så mange sprog som muligt.
Man kan aldrig få en god forståelse af, hvad sprog er, hvis man kun sammenligner en håndfuld af dem.
Hvis vi baserede alt, hvad vi ved om sprog på engelsk, dansk og tysk, ville vi gå glip af rigtig mange indsigter i den strukturelle fleksibilitet og diversitet, som sprog udviser på et globalt plan.
LÆS OGSÅ: Hvorfor uddør sprog?
Forskellige sprog afslører, hvordan menneskets sprog fungerer
Sprog adskiller sig utrolig meget på tværs af lande og kulturer, men de udviser også bemærkelsesværdige ligheder og sammenfaldende træk.
Hvis der nu for eksempel i et bestemt sprog er tale om, at det direkte objekt kommer efter verbet (som i eksemplet ‘jeg spiste fisken’), vil dette sprog sandsynligvis også have præpositioner (efter, i, til, på, med osv.), som er placeret foran navneordet.
Men hvis der i et sprog er tale om, at det direkte objekt kommer før verbet (som på reta nang ‘aab ‘anga kede, bogstaveligt talt: ‘jeg fisken spiste’), vil sproget sandsynligvis have såkaldte postpositioner. De har den samme funktion som præpositioner, men er placeret efter navneordet i stedet for før.
Dette kalder man en korrelation i ordstillingen.
Verbal-finale sprog har ofte både postpositioner og kasusmarkering
I de sprog, hvor det direkte objekt kommer før verbet (som latin, tyrkisk eller reta), er verbet den sidste del af sætningen. Såkaldte verbal-finale sprog har ofte ikke bare postpositioner, de har som regel også det, der hedder kasusmarkering.
Kasusmarkering er et grammatisk system, hvor man bruger elementer som præfikser og suffikser på navneordet for at sige noget om dets grammatiske rolle. For eksempel på latin, hvor ‘stjerne’ hedder stella, hvis det er subjekt (som i: ‘stjernen er klar’), stellam, hvis det er objekt (‘jeg så stjernen’) og stellae, hvis det er genitiv (‘en stjernes lys’).
Antagelig gør verbal-finale sprog sådan for effektivitetens skyld: Fordi de to første elementer af sætningen er navneord, giver du mere og hurtigere information om, hvad der sker i sætningen.
På samme måde findes der sprog, hvor verbet er det første element i sætningen, som berberisk, maya og salish. I disse såkaldte verbal-initiale sprog har verberne tilbøjelighed til at have mange såkaldte præfikser og suffikser, såsom un- og -ed i un-pack-ed på engelsk.
På disse sprog kan suffikserne endda fortælle noget om, hvem der gjorde hvad i sætningen, såsom hvem er subjektet, og hvem er objektet.
Det gør de af en lignende grund: Hvis verbet er det første element, du ytrer, kan du overbringe mere information tidligt i sætningen, hvis dette verbum indeholder mere information.
Dette kan i sig selv virke ret elementært, men når man lægger mange af den slags træk sammen, bliver man i stand til at formulere teorier om, hvordan menneskets sprog fungerer.
Og for at gøre dette, har vi brug for information om så mange sprog som muligt.
LÆS OGSÅ: Når dansk flytter hjemmefra: Sådan lyder vores sprog blandt mindretal i udlandet
Et fugleperspektiv på verdens sprog med et klik med musen
Takket være dokumentation af oprindelige sprog, har vi i det 21. århundrede set et boom i udviklingen af omfattende databaser, som indeholder denne type information om verdens sprog.
LÆS OGSÅ: Nyt atlas over truede sprog
World Atlas of Language Structures (WALS) er en stor database over sprogstrukturer (sproglyde, grammatik og ord), som blev indsamlet fra et stort antal grammatiske beskrivelser.
Databasen indeholder information om 192 lingvistiske træk på tværs af 2.680 sprog og lader os på den måde få et verdensomspændende syn på sprog.
Den tillader os også at undersøge, om de sprog, vi taler eller forsker i, kan sammenlignes med de fleste andre sprog i verden.
Dette kan gøres ud fra en lang række parametre. For eksempel er den danske ordstilling overvejende subjekt-verbum-objekt (SVO) - 'jeg spiste fisken'.
WALS-databasen er ikke perfekt
En hurtig søgning i WALS afslører, at 35,5 procent af sprogene i databasen også har SVO-ordstilling.
Omvendt begynder kun 8,7 procent af sprogene sætninger med et verbum. Sprog som berberisk, maya og salish er derfor mere usædvanlige i den sammenhæng.
41 procent af de sprog, som man kan få overblik over i WALS, har en subjekt-objekt-verbum-ordstilling (SOV), som latin og tyrkisk, så det danske mønster er heller ikke det mest almindelige i et tværsprogligt perspektiv.
WALS-databasen er ikke perfekt: Den forenkler nødvendigvis fakta om mange sprog og indeholder af og til fejlfortolkninger. Men den gør det muligt for os at betragte verdens sprog i fugleperspektiv med et klik med musen, og udviklingen af denne form for værktøjer er af afgørende betydning for lingvistikken som videnskab.
LÆS OGSÅ: Hvad skal der til for at redde et sprog fra at uddø?
Sprog fortæller os om menneskets historie
Det står klart, at dokumentation af oprindelige sprog er vigtigt for lingvistisk teori, især fordi den teknologiske udvikling har gjort det muligt for os at foretage sammenlignende sprogstudier på så stor en skala.
Men indsamlingen af sprogdata er ikke kun vigtig i forhold til lingvistisk teoridannelse. Et andet vigtigt mål for lingvistikken er at lære mere om menneskets historie generelt.
At lære om, hvilket sprog vores forfædre talte, hvilke ord de brugte, og hvordan deres sprog udviklede sig, kan fortælle os meget om deres kultur, historie og præhistoriske migrationer.
Vi kan sammenligne ordformer i beslægtede sprog og rekonstruere et fælles proto-sprog ud fra dem. Vi kan sandsynliggøre, hvordan det lød, og vi kan rekonstruere dets ordforråd og grammatik.
Dette kan så igen fortælle os om menneskets historie:
Vi er ofte i stand til med ret stor sikkerhed at afgøre det pågældende proto-sprogs Urheimat eller urhjemstavn, hvorfra folk begyndte at migrere og danne nye samfund andre steder.
Og hvis alle direkte dattersprog, som nedstammer fra det, har enslydende ord for, lad os sige ‘at malke’, så ved vi, at det er ret sandsynligt, at talerne af sproget også holdt kvæg.
LÆS OGSÅ: Her er verdens mærkeligste sprog
Lingvister kan gøre meget i dag – men data mangler
Så meget som sprog end kan lære os om menneskets historie, må vi ideelt set kombinere lingvistisk forskning med forskning fra andre discipliner som genetikstudier og arkæologi.
For eksempel har den etablerede historiske lingvistik foreslået den pontisk-kaspiske steppe nord for Sortehavet som indoeuropæisk Urheimat, og dette er siden blevet bekræftet af genetiske og arkæologiske studier.
Denne form for tværdisciplinær forskning har også fundet vej til Danmark:
I København har Eske Willerslev og hans kollegaer skabt opsigt med en triangulering af genetik, arkæologi og lingvistiske data for at kaste lys over præhistoriske folkevandringer i Europa.
Så spændende som denne forskning er, og så meget fremskridt vi end gør, er sandheden bare den, at der er en alvorlig mangel på data om sprogene i størstedelen af verden.
Af samtlige 7.000 sprog i verden er kun 2.000 blevet (nogenlunde) detaljeret beskrevet.
Så mens vi er i stand til at formulere sandsynlige hypoteser om de indoeuropæiske sprog og deres sprogbrugeres historie, mangler vi ganske enkelt data fra mindre og ikke så kendte sprogfamilier.
LÆS OGSÅ: Uddøde sprog er nøglen til fortiden
Tab af sprog = tab af viden
Endnu en grund til at dokumentere oprindelige sprog er det, sprogene rent faktisk bruges til af deres talere.
Der er en rigdom af viden at finde i mundtlig historiefortælling, traditionel poesi, myter og sagaer, for ikke at nævne indfødt viden om flora og fauna.
For eksempel har en af os (Jeroen Willemsen) optaget, transskriberet og oversat omkring 50.000 ord af reta-fortællinger, udtryk og talemåder, herunder en lokal skabelsesberetning, fortællinger om stammekrige og migrationer, stærkt symbolsk rituel tale og indfødt botanisk viden.
Hvis ikke det var blevet gjort, er der en stor sandsynlighed for, at den viden ville uddø sammen med den eventuelt sidste reta-taler.
Et afrikansk ordsprog siger, at når en gammel mand dør, brænder et bibliotek ned til grunden.
Det samme kan siges, når et sprog uddør: Ethvert sprog skaber mening ud af verden på sin egen måde, og vi mister værdifuld viden, hver gang den sidste taler af et sprog dør.
LÆS OGSÅ: Hør selv: Uddøde danske dialekter vækkes til live
Når et sprog forsvinder, er det væk for altid
Mens lingvister i dag arbejder hårdt på at indsamle så megen information som muligt, uddør sprog med en hastighed, vi aldrig før har set.
Unescos Atlas of the World’s Languages in Danger registrerer omkring 3.000 sprog som truede, heraf 576 kritisk.
Og det bliver værre endnu: Hvis et sprog forsvinder, er der ingen efterladenskaber tilbage, i modsætning til fossiler, som kan analyseres af arkæologer eller forskere i genetik (f.eks. menneskeskabte genstande, kulstof, DNA).
Når et sprog forsvinder, er det væk for evigt. Og tusindvis af verdens sprog er enten blevet dokumenteret meget sparsomt eller slet ikke.
Jeroen Willemsen og Kristoffer Friis Bøegh arbejder som forskere i lingvistik på Aarhus Universitet. Jeroen Willemsen arbejder på en grammatisk beskrivelse af reta-sproget, som tales i Indonesien, og Kristoffer Friis Bøegh forsker i kreolsproget, som tales på Sankt Croix i Caribien.
LÆS OGSÅ: Sanskrit, tokharisk og oldlatin: Lyt til uddøde sprog
LÆS OGSÅ: 8.475 sprog findes – og nye kommer til
\ Sprogdatabaser: Lingvistens værktøjskasse
Foruden WALS opbygges der hele tiden andre databaser for at kaste nyt og spændende lys over sprog som fænomen.
- PHOIBLE er for eksempel en database over lydsystemerne i verdens sprog (et område hvor dansk er ret eksotisk – afhængigt af hvilken lingvist man spørger, så har dansk det højeste antal vokaler i verden).
- Glottolog katalogiserer sprog og sprogfamilier, inklusiv kilder og referencer.
- Atlas of Pidgin and Creole Language Structures (APiCS) er en database over sprogstrukturer i pidgin- og kreolsprog.
- D-PLACE indeholder en rigdom af lingvistiske, kulturelle og miljømæssige data.
LÆS OGSÅ: Slut med at tale som Asterix og Obelix: Keltisk er ved at forsvinde
