For de fleste af os er sommertid læsetid. Det er der, vi har tiden (eller har drømmen om det) til at kaste os over lækre romaner, store tænkere og vilde mysterier. Hvordan vælger vi egentligt det, som vi læser? Her tænker jeg egentligt både på det, som vi vælger i boghandlerne som i bibliotekerne.
Et enkelt (ikke helt nyt) studie af valg af bøger beskriver, at i hvert fald første fase af bogvalget afgøres af, at vi har en ide om hvad vi har med at gøre: Vi kender forfatteren (eller har hørt om ham/hende), vi kender genren og vi kender temaet. Vi vælger altså noget, som vi kender eller er bekendte med, og ligger indenfor vores interessefelt.
Igennem de sidste par år har jeg, i forbindelse med mit arbejde, siddet rigtigt meget på arkiver og på det Kongelige Biblioteks forskerlæsesal, hvor man kan få adgang til at læse alt det, som er så gammelt eller sjældent, at man ikke lige kan få det med hjem.
Nogle af de mest bemærkelsesværdige oplevelser har været, når jeg har siddet med en bog i hånden, der både har været gammel og har indeholdt en viden, som var så smal, at jeg havde en ide om, at den nok var åbnet meget få gange i løbet af de seneste hundrede år.
Det var for mig bemærkelsesværdigt at sidde med – for eksempel – en bog om brønde på Nørrebro, skrevet i 1850'erne, og se de fine kort og beskrivelser af bydelen – ikke mindst lugten fra den lokale losseplads.
Skriverierne var provokerende på grund af deres form
I øvrigt behøver man ikke gå så langt tilbage i tiden for at lade sig overraske. Bøger er også tidsbilleder, skrevet på en bestemt måde, med bestemte temaer, og ud fra bestemte logikker, fordi det var datidens måde at skrive på. Hvem i dag ville skrive og få udgivet en bog med titlen 'Connie og bolighajen'? Det fungerede faktisk i 1976.
Umiddelbart er det her jo kuriøst, men at jeg skriver dette (på videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk) er drevet af et fagligt, videnskabeligt perspektiv, som de sidste mange måneder på arkiverne og læsesalene også har ført med sig. Jeg læste ikke kun det kuriøse, men også det tunge og teoretiske. Nogle værker var alment kendte, andre ikke.
Mere af en håndfuld af dem var skrevet i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne, hvor sproget og tiden var anderledes, og man kunne tale om studenteroprør og klasse og revolution som noget, der var naturligt og kendt – og en del af en gældende naturlig måde at formulere samfundsvidenskabelig indsigt på. Forfattere fra perioden var fx Henri Lefebvre og Richard Sennett.
Hvad der slog mig var, hvor provokerende skriverierne virkede på mig. Først på grund af deres form. Det der med revolutionen og oprøret var grænseoverskridende. Men når jeg lagde formen bag mig kom en indsigt frem, som jeg godt kunne se at andre og senere værker var baseret på, men som her var foldet ud. Om (i dette tilfælde) byens dynamik; om brugen af rummet.
Der er ikke fremdrift i en artikel med 50 år gammel forskningslitteratur
Og det gik op for mig, hvorfor gamle bøger er så lækre. Det er ikke bare duften, æstetikken, at de ikke har været åbnet længe, men at de indeholder tanker og ideer, som nutidens tanker og ideer bygger på, men også er og kan være baggrund for nytænkning.
Simpelthen fordi deres optik på verden er lidt anderledes, indeholder andre facetter, tager andre ting for givet, 'framer' det menneskelige liv lidt anderledes, end nutidens bøger gør. Når vi skriver – og når vi læser – drives vi nok et langt stykke hen af vejen af det kendte.
Vi refererer til de forfattere, som andre gør brug af, de sidste nye værker, og vi forventer som videnskabelige læsere, at de nye artikler og bøger som vi læser, skal bygge på det nyeste. Der er ikke meget fremdrift i en artikel, som bygger på forskningslitteratur, der er 50 år gammel.
Hvad skal vi gemme og hvad har vi råd til?
Men sagen er: Skal vi være innovative tænkere, og skal vi være læsere, der rystes i vores grundvold, provokeres og bevæges fremad, skal vi partout kaste os over det nye? Skal vi (og det vil jeg opfordre alle til, om de er i gang med et forskningsprojekt eller ej) ikke engang i mellem kaste os over det gamle, det næsten glemte, det genremæssigt fremmede for at tænke anderledes og for at tænke nyt?
Indenfor humaniora og samfundsvidenskab har vi brug for vekselvirkning mellem både det gamle og det nye, for at komme videre. Det er vel også i bund og grund derfor, at vi underviser vores studerende i forskningshistorie.
Og det er derudover – også – en vigtig diskussion at tage i forhold til, hvordan vi forvalter vores bogarv i form af biblioteker og bogsamlinger: Hvad vi skal gemme og ikke skal, og hvad vi har råd til – for evigt – at lade forsvinde.
