Midaldrende kvinder, der lever i ligestillede samfund som de skandinaviske, er klogere end deres jævnaldrende medsøstre i samfund med stor ulighed. Det viser ny forskning, skriver The Independent.
Forskerne har undersøgt midaldrende kvinders intelligens i forskellige lande, og resultaterne viser, at kvinder i lande med stor lighed, som de skandinaviske, scorede højest.
I undersøgelsen så forskerne også på testpersonernes indstilling til kønsroller.
I Sverige, hvor der er stor lighed, og opfattelsen af kønsroller er mindre traditionel, havde kvinderne de bedste resultater. I bunden lå kvinderne i Ghana, hvor der er stor ulighed og meget traditionelle kønsroller, fortæller forskerne.
\ Læs mere
Forskerne konkluderer, at kvinder, der lever i samfund med mere traditionelle kønsopfattelser, har dårligere muligheder for at få uddannelse og arbejde, og det har betydning for deres mentale kompetencer senere i livet.
»Resultaterne understreger nødvendigheden af politiske tiltag, der reducerer ulighed mellem kønnene, da vi viser, at konsekvenserne rækker ud over arbejdsmarked og lønforskelle. Det viser også, hvor vigtigt det er at forholde sig til svært håndgribelige faktorer, såsom kulturelle holdninger og værdier, når man skal forstå kognitiv (det, der handler om tænkning og viden, red.) udvikling,« siger hovedforfatter på studiet, Eric Bonsang, der forsker ved både University Paris-Dauphine i Frankrig og Columbia University i USA, ifølge en pressemeddelse.
Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Psychological Science. Undersøgelsen er foretaget af forskere fra blandt andet det norske Folkehelseinstituttet og Columbia University, USA.





























