Forleden var jeg inde at se en pressekørsel på Niels Arden Oplevs 'Mænd der hader kvinder', fordi jeg skulle interviewes til et større dagblad om filmen. Ét af journalistens spørgsmål var, om jeg mente, at Salander-figuren var en god rollemodel for kvinder.
Og her var det, jeg måtte uddybe mit svar. En god rollemodel – for kvinder?
Jeg forstår selvfølgelig journalistens pointe: altså, er denne superseje hacker, der er piercet og tatoveret og brændte sin far ihjel som barn, fordi han var et dumt, voldeligt svin, og som siden har været i den offentlige forsorgs (van)røgt, er hun en god rollemodel for kvinder?
En hacker, der samtidig har hjertet på rette sted, er venner med smældfede computernørder, har sex med mænd og kvinder, går lige efter struben, men alligevel vågner med mareridt om natten plaget af fortidens skeletter, der rasler højere i skabet end underlægningsmusikken hamrer derudaf. Er hun, denne smukke, magre, sexede, forpinte kvinde, en rollemodel for os andre kvinder?
Her var det, jeg fik behov for lige at indsparke et par sætninger om mit syn på kvalitet, underholdning, identifikation og rollemodeller.
Film handler om følelser
Var Rambo eller T-1000 gode rollemodeller for mænd? Var Dirty Harry?
Nej, det har ingen nogensinde hævdet. Men de var rollemodeller for unge mænd, der i disse helte så mænd, der handlede imod autoriteter, der troede på sig selv, og som brugte deres aggression til at rette op på, hvad der føltes forkert.
Ja, det er frygteligt naivt, men vores følelser omkring helte, retfærdighed og identifikation er også frygtelig naive.
Følelser siger jeg, fordi lysten ved at leve sig ind i film ikke handler om fornuft eller er indlæg i en politisk debat, men netop følelser.
Biografens mørke handler om følelser og mavefornemmelser, om hvorvidt jeg som publikummer for det første køber filmen (er den fed? spændende? godt skruet sammen? fascinerende? frastødende?), om jeg køber figurens følelser (kan jeg sætte mig i hans eller hendes sted?), og om jeg deler konflikten, spændingen og dens (ud)løsning (ville jeg gøre det samme, hvis jeg kunne?).
Pointen er, at om jeg er underholdt og 'identificerer' mig med hovedpersonen ikke har at gøre med, om jeg synes, det er 'godt' for kvinder (som mig) at være tatoveret, piercet, slank og halv-psykopatisk (ligesom Lisbeth Salander). Pointen er, om jeg kan nyde, at Salander lænker, tæsker og tatoverer ordene »Jeg er et sadistisk svin og en voldtægtsmand« på maven af den mandlige værge, der har lænket, tæsket og voldtaget hende?
Og ja, det kan jeg. Indrømmet.
Man skal ikke kopiere rollemodellens handlinger
Men er Salander dermed en god rollemodel for kvinder? Hvis man mener, at det er ok at identificere sig med følelsen af at forsvare sig, at kæmpe for at opnå, hvad man gerne vil have i livet, og at tage nydelsen, hvor den byder sig. Ja, så er hun en rollemodel for kvinder. Og for mænd. Og for alle.
Men det er ikke det samme, som at vi skal opføre os ligesom Salander. Eller Rambo. Eller Dirty Harry. For ét er fiktion. Noget andet er virkeligheden.
Film byder os følelser. Ikke at forveksle med handlinger i den virkelige verden. Imellem følelser og handlinger ligger et realitetsfilter. Her må vi selvfølgelig spørge os selv, om vi ville gøre det ene eller det andet.
Men det er ret sjældent, at vi kvinder bliver lænket og voldtaget. Eller har hackerevner. Eller bliver involveret i højdramatik. Så læn jer blot tilbage og nyd en god film uden at bekymre jer så meget om den feministiske dimension.
For, ja, den feministiske del af spørgsmålet har jeg ladet ligge til en anden gang... Er det godt for kvinder?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
