Det er ikke så længe siden, at vi her på Forskerzonen fortalte om forskningsprojektet 'Den professionelle relation mellem journalist og forsker', der viste, at journalister sjældent er særlig kildekritiske overfor forskere.
I projektet undersøgte vi dog også kønsfordelingen blandt de eksperter og forskere, der optrådte, og her viste det sig, at andelen af kvindelige forskere, der udtaler sig i de tre største danske dagblade, er langt under den andel, som kvindelige forskere udgør på landets universiteter.
Hvad kan forklare kønsubalancen? Der er flere mulige forklaringer, som vi vil dykke ned i herunder – men først lidt flere resultater fra vores undersøgelse.
\ Forskere udenfor universitetet
Det skal nævnes, at der er videnskabeligt personale andre steder end på universiteterne, for eksempel på landets professionshøjskoler.
I vores kortlægning finder vi rigtig mange universitetsansatte forskere som forskerkilder – men naturligvis også forskerkilder ansat andre steder.
Referencerne til videnskabeligt personale på landets universiteter skal læses med dette forbehold.
Kvindelige forskere underrepræsenteres
Vi har i alt analyseret 517 artikler fra Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske fra 2021 med det formål at undersøge, hvordan dagbladene bruger forskere, og om det har forandret sig siden 2001.
Her fandt vi, at 22 procent af forskerkilderne i vores undersøgelse er kvinder. Det er flere end i 2001, hvor andelen lå på 14 procent af forskerkilderne, men fortsat et klart mindretal.
Det er samtidig uforholdsmæssigt få, når man holder det op imod andelen af kvinder, som er ansat som videnskabeligt personale på landets universiteter. Her udgjorde kvinder 34 procent i 2018.
Kvindelige forskere taler om sundhed og humaniora
Vores analyse viser også en skævhed i, hvilke fagområder de kvindelige forskerkilder primært optræder indenfor.
I de analyserede artikler kommer de kvindelige forskerkilder især fra sundhedsvidenskab (33 procent kvinder, 67 procent mænd) og humaniora (27 procent kvinder, 73 procent mænd), hvor de udgør omkring en tredjedel af kilderne.
I 2001 var andelen af kvindelige forskerkilder på sundhedsområdet blot 18 procent. På sundhedsområdet er der således tale om en statistisk signifikant stigning i andelen af kvindelige kilder fra 2001 og til i dag.
Relativt sjældnere optræder kvindelige forskere fra naturvidenskab, her er tallet nede på 12 procent kvinder i forhold til 88 procent mandlige forskerkilder.
Indenfor naturvidenskab er der tilsyneladende ikke sket nogen udvikling i brugen af kvindelige forskerkilder siden 2001, hvor andelen lå på 13 procent.
At der er relativt flere kvindelige forskerkilder indenfor sundhed og humaniora er ikke så overraskende endda, da der også er relativt flere kvindelige forskere at vælge mellem her. Andelen af kvindelige forskere på naturvidenskabelige universitetsuddannelser i Danmark udgjorde 31 procent i 2017.
Det er lavt, både i forhold til øvrige vidensområder og i forhold til de andre lande, vi normalt sammenligner os med. Men det begrunder ikke, at andelen af kvindelige forskerkilder i dagbladene er på beskedne 12 procent, når det drejer sig om naturvidenskab.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Mænd dominerer universiteternes ekspertlister
Hvad kan forklare kønsubalancen, som jo altså er forskellig på de forskellige fagområder? Et klart svar findes ikke, men vi har flere bud af varierende kvalitet fra de eksisterende undersøgelser på området.
En del af forklaringen på skævheden er givetvis, at der fortsat er flest mandlige forskere at vælge mellem.
Der er kort sagt ansat flere mænd i højtrangerede videnskabelige stillinger end kvinder. Det gælder ikke mindst på naturvidenskab og de tekniske videnskaber og er en oplagt delforklaring på, at kvindelige forskerkilder ses så sjældent på disse fagområder.
En anden forklaring kan være, at universiteternes ekspertlister underrepræsenterer kvinder, hvorfor medierne i højere grad bliver eksponeret for mandlige forskere fra universiteternes side.
Vil kvindelige forskere ikke udtale sig?
En tredje mulig forklaring kan ligge i en forskel i mandlige og kvindelige forskeres opfattelse af, hvorvidt de er kompetente til at udtale sig, og i kvindelige kilders (manglende) lyst til at stille op
Danske undersøgelser af ekspertkilder og køn understøtter dog ikke denne forklaring. Der er i nyere tid lavet to konsulent-rapporter for DR2, som fokuserer netop på dette emne, den seneste med titlen Kønsfordelingen i Deadline II.
Analyserne peger på, at mandlige og kvindelige ekspertkilder siger nej tak til at deltage lige ofte. Disse to kildeundersøgelser beviser naturligvis ikke, at forklaringen er forkert, men de stiller spørgsmål til generaliserbarheden af de anekdotiske beretninger om tilbageholdne/forsigtige kvindelige forskere.
En fjerde forklaring
Dermed nærmer vi os en fjerde mulig delforklaring, som peger på medierne selv.
Det er bemærkelsesværdigt, at Politiken ifølge vores undersøgelse i dag bruger betydeligt flere kvindelige forskerkilder (26 procent) end i 2001 (9 procent), mens Jyllands-Posten i dag (15 procent) ser ud til at ligge på samme – lave – niveau som i 2001 (19 procent).
Det skal nævnes, at der her er tale om små tal, som er behæftet med betydelig statistisk usikkerhed. Men Politikens stigning er statistisk signifikant.
Vores undersøgelse rejser derfor spørgsmålet, om medierne prioriterer forskelligt med hensyn til køn og valg af forskerkilder.
Er køn et fokusområde hos Politiken men ikke hos Jyllands-Posten? Og hvordan ser det ud på de øvrige danske medier? Ifølge Politiken selv har kønsbalanceret kildevalg været et fokusområde på avisen siden 2015.
Vores kortlægning tyder på, at det faktisk har gjort en forskel.
