Kvinde tilbragte 500 dage alene i en grotte – hvad gjorde den ekstreme isolation ved hendes tidsfornemmelse?

Halvandet år alene i en grotte lyder nok som et mareridt for de fleste af os, men den spanske atlet Beatriz Flamini kom op til overfladen med et muntert smil på læben.

Hun fortalte, at hun egentlig troede, hun ville have haft mere tid til at afslutte sin bog.

Hun havde næsten ingen kontakt med omverdenen i løbet af den imponerende bedrift af menneskelig udholdenhed.

I 500 dage dokumenterede hun sine erfaringer og oplevelser for at hjælpe forskerne med at forstå effekterne af ekstrem isolation.

Én af de første ting, der stod klart 12. april 2023, da hun igen kom op til overfladen, var, hvor flydende tid er - formet mere af vores personlighedstræk og menneskene omkring os end et tikkende ur.

Da hun talte med journalister om sine oplevelser, forklarede Beatriz Flamini, at hun hurtigt mistede tidsfornemmelsen.

Troede selv, hun havde været i grotten i langt kortere tid

Tabet af tid var så dybt, at hun blev overrasket over, at det nu var tid til at komme op til overfladen, da hendes supportteam kom for at hente hende. Beatriz Flamini troede, at hun kun havde været der i 160-170 dage.

Vores handlinger, følelser og forandringer i vores miljø kan have stor effekt på den måde, vores hjerne bearbejder tid.

For de fleste mennesker markerer solopgang og solnedgang, dagene der går, og arbejds- og sociale rutiner timernes gang.

I mørket i en underjordisk grotte uden andres selskab vil mange signaler om, at tiden er gået, være forsvundet, så Beatriz Flamini er muligvis blevet mere afhængig af psykologiske processer for at holde øje med tiden.

Travle dag føles, som om de går hurtigere

En måde, vi holder styr på tidens gang, er ved hukommelsen. Hvis vi ikke ved, hvor længe vi har foretaget os noget, bruger vi antallet af minder, der er dannet i løbet af perioden, som et indeks for den tid, der er gået.

Jo flere minder vi danner i løbet af en hændelse eller epoke, desto længere opfatter vi, at den har varet.

Travle dage og uger fyldt med masser af nye og spændende begivenheder huskes typisk som længere end mere monotone perioder, hvor intet bemærkelsesværdigt sker.

For Beatriz Flamini kan fraværet af social interaktion kombineret med mangel på information om familie og aktuelle anliggender (krigen i Ukraine, genåbningen af samfundet efter COVID-nedlukninger), have reduceret antallet af minder, hun dannede under sin isolation, markant.

Beatriz Flamini bemærkede selv:

»Jeg sidder stadig fast i 21. november 2021. Jeg ved intet om verden.«

Tabet af tid afspejler muligvis også tidens reducerede betydning for livet i grotten. I resten af verden resulterer travlheden samt det sociale pres for at undgå tidsspild, at mange af os lever i en evig tilstand af tidsstress.

For os er uret en målestok for, hvor produktive og succesrige vi er.

Fænomenet er set før

Beatriz Flamini er ikke den første, der har oplevet en ændring i sin oplevelse af tiden efter et miljøskifte. Lignende oplevelser blev rapporteret af den franske forsker Michel Siffre i løbet af hans 2 til 6 måneder lange huleekspeditioner i 1960'erne og 70'erne.

Et tab af tidsfornemmelse blev konsekvent rapporteret af voksne og børn, der tilbragte længere perioder isoleret i atombunkere (til forskningsformål) på toppen af den kolde krig.

Det rapporteres også ofte af personer, der afsoner fængselsstraffe, og blev ligeledes bredt oplevet af offentligheden under COVID-nedlukningerne.

Grotter, atombunkere, fængsler og globale pandemier deler to funktioner, som lader til at skabe en ændret tidsfornemmelse: De isolerer os fra den vide verden og involverer begrænsede rum.

Beatriz Flamini levede dog med en tom 'kalender’'. Ingen teamsmøder at forberede sig til, ingen aftaler at skynde sig til og ingen sociale aftaler at administrere.

Hun førte en tilværelse i eget tempo, hvor hun kunne spise, sove og læse, når hun havde lyst. Hun malede, motionerede og dokumenterede sine oplevelser. Det gjorde muligvis tidens gang irrelevant.

Efterhånden som de biologiske rytmer som søvn, tørst og fordøjelse tog over fra urets tikken, er Beatriz Flamini måske ganske enkelt gradvist blevet mindre og mindre opmærksom på tidens gang, hvilket til sidst fik hende til at miste overblikket over den.

Anderledes for personer, der er isoleret mod deres vilje

Beatriz Flaminis evne til at give slip kan være blevet forstærket af hendes stærke ønske om at nå sit 500-dages mål. Det var trods alt hendes egen beslutning at leve i grotten, og hun kunne komme ud , hvis hun ville.

For dømte, der er indespærret mod deres vilje, kan tiden blive et fængsel i sig selv.

Krigsfanger og personer, der afsoner fængselsstraffe, rapporterer ofte, at det kan blive en besættelse at holde øje med tiden.

Det lader til, at vi kun er i stand til virkelig at give slip på tiden, når vi har kontrol over den.

Ikke for sarte sjæle

Beatriz Flaminis frihed kan få en pause eller fravalg af civilisationen til at ligne en attraktiv mulighed.

Livet under jorden er dog ikke for sarte sjæle. Overlevelse afhænger af evnen til at opretholde et højt niveau af psykisk resiliens.

Hvis du har evnen til at forblive rolig og fattet, når tingene strammer til, hvis du let falder hen i egne tanker samt har en stærk tro på, at du har kontrol over egen adfærd – også kaldet 'locus of control', ('kontrolsted', et socialpsykologisk udtryk om en persons oplevelse af at have indflydelse på sin tilværelse eller være styret af forhold i omgivelserne), er du måske stærk nok til at lykkes.

Men det er nok nemmere at slukke for alle notifikationerne, rydde kalenderen og miste al fornemmelse for tid.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.