Kunstvanding er kilde til ulighed

Mens regnen falder gavmildt over danske - og de fleste europæiske - marker, har kunstvanding i århundreder været nødvendigt for at dyrke jorden i områder af verden, hvor regnen falder sjældent.

Dæmninger og kanaler, som leder vandet fra søer og floder ud over markerne, har krævet så mange ressourcer at bygge, at kun en rig og magtfuld elite har været i stand til at gennemføre det.

Allerede for flere tusinde år siden har eliten i tørre områder i for eksempel Asien og Mellemøsten etableret kunstvandingssystemer, som har givet dem mulighed for at kontrollere de altafgørende vandressourcer. Uden vand, intet landbrug.

Nu viser ny forskning, at kontrollen over vandet med kunstvanding kan spores helt frem i de styreformer, landene har i dag.

Mere økonomisk ulighed i lande med mindre regn

Det viser sig, at lande, hvis landbrug har været afhængigt af kunstvandingssystemer, har mere økonomisk ulighed og er mindre demokratiske i dag sammenlignet med lande som for eksempel Danmark, hvis landbrug er baseret på regn.

Forskningen er udført af Asger Moll Wingender, adjunkt ved Københavns Universitets økonomiske institut, sammen med adjunkt Jeanet Sinding Bentzen og postdoc Nicolai Kaarsen.

De har løftet tidligere studier af enkelte lande til en ny, omfattende empirisk undersøgelse.

Potentialet for kunstvanding

Men hvordan bestemmer man effekten af kunstvanding, når det er svært at finde ud af, hvor kunstvandingssystemerne lå for flere tusinde år siden?

Det kan nemlig både være vanskeligt at finde sikre data, og kunstvandingssystemer kan være resultatet af diktatur.

Diktatoriske stater er måske simpelthen bedre til at tvinge folk til store byggeprojekter, og diktatoren kan være fristet af udsigten til større rigdom fra et bedre høstudbytte.

»Ser man en statistisk sammenhæng mellem faktisk kunstvanding og diktatur, kan det altså skyldes den modsatte sammenhæng end den, vi gerne vil undersøge,« siger Asger Moll Wingender, som forklarer, at den udfordring blev løst ved at bruge begrebet kunstvandingspotentiale:

»I stedet for at kigge på faktisk kunstvanding, så har vi kigget på det ud fra klimatiske og geografiske variable, og hvor stor en gevinst, der vil være ved at indføre kunstvanding. Det er den potentielle gevinst ved kunstvanding, som vi bruger til at forklare udbredelsen af regimerne.«

Valget af kunstvandingspotentiale er en stor styrke ved analysemetoden, lyder det fra Ola Olsson, professor i udviklingsøkonomi ved Göteborgs Universitet, netop fordi det løser problemerne med at udpege områder, som historisk set har været afhængige af kunstvanding.

Kunstvanding fører til diktatur

Med kunstvandingspotentialet på plads kunne de tre økonomer allerede i 2012 konkludere, at der var en klar sammenhæng mellem kunstvanding og mindre demokratisk styre.

Asger Moll Wingender forklarer, at mål for demokrati altid indebærer en kvalitativ vurdering. Derfor er flere mål inddraget i studiet for at kontrollere, at resultaterne er robuste.

Det centrale mål i analysen er demokratiskalaen polity2 med 21 point. Skalaen går fra -10 til 10, hvor rent diktatur får -10, mens et helt demokratisk land får 10 point. Forskerne har regnet ud, at lande, hvis landbrug afhænger af kunstvanding, er 6 point mindre demokratiske end lande med regnafhængigt landbrug.

Og det er et klart resultat, fortæller Asger Moll Wingender:

»Der er endda en ret stor forskel, så lande i for eksempel Nordafrika er markant mindre demokratiske, end dem vi ser i Europa. Vi finder ud af, at en stor del af det kan skyldes denne her form for landbrug, de har haft historisk set.«

Skæv fordeling af jord og rigdom forklarer manglende demokrati

Asger Moll Wingender peger på, at det kan virke lidt mærkeligt, fordi landbruget i mange lande ikke spiller så stor en rolle som tidligere:

»Men det væsentlige er, at for langt det meste af den menneskelige historie har landbruget været den hovedøkonomiske aktivitet, og den måde, det er foregået på, har smittet af på, hvordan samfundet er blevet indrettet.«

Ola Olsson, professor i udviklingsøkonomi ved Göteborgs Universitet, kalder det et overbevisende og endda lidt overraskende resultat, fordi:

»Wittfogels teorier om autokrati i kunstvandede områder har været under kritik i de seneste årtier. Wittfogel mente, at kunstvandede områder i Asien tenderer at blive styret af autokratiske regimer, fordi det var relativt enkelt at kontrollere vandet i de store floder. Områder, som i stedet fik vand fra regn, var indledningsvist mindre udviklede, men længere fremme i historien mere demokratiske, lige og økonomisk fremgangsrige.«

Asger Moll Wingender og hans kolleger bemærker, at kunstvandingseliten ikke bare sad på den politiske magt, men også blev umådeligt rige af vandmonopolet.

Uligheden ansporede det nye forskningsprojekt, som viser, at lande baseret på kunstvandet landbrug ikke alene fører til mindre demokratiske regimer, men også en meget skæv fordeling af jord og rigdom, som faktisk kan forklare manglen på demokratisk udvikling.

Ulighed forklarer sammenhængen

I Europa har der også været herremænd, der ejede jorden. Men regnen var tilfældigt fordelt, og ingen havde kontrol over vandet:

»Den kontrol, eliterne havde i de præmoderne samfund, gjorde dem meget mere magtfulde, fordi de sad på alle de ressourcer, der skulle til for overhovedet at kunne producere noget, for at kunne brødføde sig selv.«

»Det skabte en meget ekstrem ulighed i de her lande, sammenlignet med den vi havde i Europa. Der opstår altså nogle meget magtfulde eliter, som styrer samfundet, og som besidder langt den største rigdom, ejer landet og ejer vandet,« fortæller Asger Moll Wingender.

For at måle uligheden, studerede de tre økonomer, hvordan ejerskabet til landbrugsjord fra starten til midten af det tyvende århundrede var fordelt.

Asger Moll Wingender og hans to kolleger fandt, som de ventede, en voldsom ulighed, hvor få personer ejer hovedparten af landbrugsjorden, de steder der har et højt kunstvandingspotentiale.

Mange nuværende institutioner har dybe rødder

Forskerne ønskede svar på, om den økonomiske ulighed er kanal for den effekt, de allerede har fundet mellem kunstvanding og politisk styreform.

»Ganske rigtigt, når vi tager højde for den historiske ulighed skabt af kunstvanding, er der ikke nogen effekt tilbage fra kunstvanding til demokratiske institutioner. Det betyder, at hovedparten af den effekt, vi observerer fra kunstvanding til demokrati i dag, går via den historiske ulighed. Det er fordi, kunstvanding har skabt ulighed, at vi observerer denne her forskel på, hvor demokratiske landene er i dag,« siger Asger Moll Wingender.

Ola Olsson ser forskningsresultaterne som et interessant og potentielt vigtigt bidrag til at forstå, hvordan indretningen af dagens samfund er formet af fortiden.

»Den viser, at mange af de institutioner, vi lever under i dag, har meget dybe rødder og kan være svære at ændre med sædvanlig økonomisk politik.«