»Man kan ikke udelukke, at nogle er døde for tidligt.«
Sådan siger professor i klinisk stamcelleforskning på Karolinska Instituttet Katarina Le Blanc ifølge jp.dk om behandlingen af mindst 68 patienter, heraf flere børn, der er blevet behandlet med celler fra moderkager.
En voldsom skandale for det svenske Karolinska Instituttet og Karolinska Universitetshospitalet, som Svenska Dagbladet i sidste uge har afsløret.
Moderkagecelle-behandlingen er der nemlig ikke givet tilladelse til, og metoden er ikke engang blevet testet på dyr.
Det drejer sig om behandlinger udført fra 2011 til 2016 på 68 patienter, der har gennemgået en knoglemarvstransplantation og efterfølgende er blevet ramt af komplikationer.
Det er ikke første gang, at Karolinska Instituttet og Karolinska Universitetshospitalet er ramt af en skandale. Sidste år kom det frem, at den italienske kirurg Paolo Macchiarini indopererede kunstige luftrør i patienter – en metode, der heller ikke var testet på dyr.
»Det er samme tankefejl, men her handler det om mange flere patienter, og det har stået på systematisk i mange år. Man har givet vildledende oplysninger, og patienterne er blevet udsat for store risici,« siger Katarina Le Blanc ifølge jp.dk.
De store risici omfatter blandt andet blodpropper, dannelsen af svulster, og at kroppen afstøder cellerne.
Den uredelige forskning blev opdaget, efter Karolinska Instituttet i sommeren 2016 igangsatte en intern undersøgelse af forskningsprojektet. Projektet blev meldt til Det Centrale Etikprøvningsnævn og behandlingerne er nu stoppet.
Sveriges forskningsminister Helene Hellmark Knutsson (S) tager sagen meget alvorligt:
»Hvis man skal kunne have tillid til forskningen og nye behandlingsmetoder, så må man følge de regler, som findes, så patienter og deres pårørende kan føle sig trygge ved at indgå i studier eller nye behandlinger,« siger hun ifølge jp.dk.
pmd





























