Der er blevet indgået en aftale om våbenhvile mellem Israel og den terrorlistede palæstinensiske gruppe Hamas, lyder det blandt andet i en artikel fra DR.
Men hvad er våbenhvile egentlig for en størrelse? Hvor længe varer den typisk, og fører den mon til fred?
Våbenhvile er overordnet set »en organiseret kamppause, hvor begge parter er enige om, at nu stopper vi kampen«, forklarer Niels Bo Poulsen, der er forsker på Institut for Strategi og Krigsstudier hos Forsvarsakademiet.
Men gennem historien har vi lært, at våbenstilstand, som det også kan kaldes, har mange forskellige former, uddyber han.
»De kan både fungere som en kort ’kaffepause’ fra krigen eller som et led i større forhandlinger om længerevarende fred,« siger Niels Bo Poulsen.
Og hvor krigen mellem Israel og Palæstina er et eksempel på sidstnævnte, findes der flere eksempler på korte, uformelle våbenhviler, der varede mellem et par timer og op til et par døgn.
For eksempel under Første Verdenskrig.
»Julenat i 1914 stopper de britiske og tyske tropper deres beskydning af hinanden flere steder langs fronten. Soldater på begge sider mødes faktisk og udveksler gaver, synger sammen og spiller fodbold,« fortæller Niels Bo Poulsen.
Dagen efter fortsætter kampene som vanligt. Det lyder måske absurd, men det var ikke ualmindeligt, at en sten med et omviklet stykke papir med en besked på dumpede ned i fjendens skyttegrav.
»Det kunne være, at man bad om 30 minutters våbenhvile til at hente sårede hjem fra slagmarken. Det har vi set mange eksempler på både under Første og Anden Verdenskrig,« uddyber krigshistorikeren.
Enkelt drab fører ikke nødvendigvis til ødelagt våbenhvile
En våbenhvile har altså en bred spændvidde i forhold til, hvor længe den kan vare, og hvilket formål, den tjener.
Det samme gælder ’reglerne’ for, hvornår en våbenhvile kan erklæres for brudt.
»Det hele handler om, hvor meget parterne ønsker freden, og i hvor høj grad de kan kontrollere deres underordnede,« starter Niels Bo Poulsen.
For det er ikke ualmindeligt, at soldaterne på hver side af en frontlinje er ængstelige og kan komme til at skyde på fjenden, fordi de føler sig truet – også under en våbenhvile, uddyber han.
»Men dét, at der sker et enkelt drab under en våbenhvile, er altså ikke nødvendigvis det samme som, at kamppausen erklæres for slut,« siger Niels Bo Poulsen.
\ Hvem overvåger våbenhviler?
For at sikre sig at en våbenhvile bliver overholdt, er der typisk en tredjepart involveret, der overvåger grænserne mellem konfliktende lande.
FN (De Forenede Nationer), der består af 193 lande, har eksempelvis siden 1948 samarbejdet om at overvåge våbenhviler rundt om i verden – blandt andet i Mellemøsten.
Det fredsbevarende FN-initiativ hedder også United Nations Truce Supervision Organization.
Kilde: Forsvarsministeriet
For hvis de konfliktende lande har et ægte ønske om at slutte konflikten, vil de også være mere tilbøjelige til at se gennem fingre med misforståelser og lokale drab.
Derudover kan andre politiske stormagter også påvirke, hvorvidt en våbenhvile vil holde eller ej, uddyber han.
»Hvis vi kigger på Israel/Palæstina-krigen, har amerikanerne og andre flere andre stater også stor indflydelse. Hvis de pludselig truer med sanktioner over for landene, hvis våbenhvilen brydes, så kan det også få en effekt,« forklarer Niels Bo Poulsen.
Fører våbenhvile til fred?
Der er flere eksempler på våbenhviler, der har ledt til længerevarende fred.
Her nævner Niels Bo Poulsen igen Første Verdenskrig, hvor man indgik våbenhvile i november 1918. Allerede året efter blev våbenstilstanden til en reel fredsaftale mellem de sejrende lande og Tyskland, der er kendt som ’Versaillestraktaten’.
»At det lykkedes på så kort tid, er selvfølgelig også et udtryk for, at tyskerne var så pressede, at de ikke havde andet valg end at acceptere den fredsaftale. Freden holdt i 20 år, indtil Anden Verdenskrig begyndte,« forklarer Niels Bo Poulsen.
Andre eksempler på våbenhviler, der har resulteret i længerevarende fred, er freden i 1978 efter Yom Kippur-krigen mellem Syrien, Egypten på den ene side og Israel på den anden.
»Israel og Egypten fik hjælp til at indgå en fredsaftale af USA’s daværende præsident Jimmy Carter. Aftalen blev kendt som Camp David-aftalen, og er den første fredsaftale mellem Israel og et af dets arabiske nabolande,« lyder det fra Niels Bo Poulsen.
Mange gange i historien har USA fungeret som fredsmægler i diverse krige og konflikter. Endnu et eksempel herpå er den russisk-japanske krig i 1904 og 1905.
»De to lande kæmpede om et område i det nordøstlige Kina kaldet Manchuriet og om kontrollen med Korea,« fortæller Niels Bo Poulsen og tilføjer:
»Her blev en våbenhvile - efter at Rusland havde lidt store tab - til en reel fredsaftale, hvor den amerikanske præsident Theodore Roosevelt var inde over.«
Tror ikke på fred mellem Israel og Palæstina
Men der findes også mange eksempler på våbenstilstand, der ikke har ført til permanent fred mellem landene i konflikt.
Et af de klareste eksempler er konflikten mellem Nord- og Sydkorea, der har varet siden Nordkorea invaderede Sydkorea for at ’befri’ landet i 1950. I 1953 blev der indgået en våbenhvile, men de to lande har aldrig opnået en reel fredsaftale.
»Det betyder altså, at våbenhvilen p.t. har varet i 72 år,« forklarer Niels Bo Poulsen.
Et andet eksempel er den mangeårige konflikt mellem Israel og Hamas.
Gennem historien har der været flere våbenhviler – den seneste i november 2023. Her var der våbenstilstand i 7 dage, hvor en række gidsler blev løsladt på begge sider.
I forhold til om den måske forestående våbenhvile denne gang vil føre til en reel fredsaftale, siger Niels Bo Poulsen:
»Jeg ved det ikke. Det fremstår desværre ikke sandsynligt, at det kan lykkes at forvandle våbenhvilen til en holdbar fredsaftale. Vi kommer nok nærmere til at se endnu en pause i en tilbagevendende konflikt, der allerede nu har stået på i mere end 100 år,« siger han og understreger, at det er ren spekulation.
