Det var ganske tænkeligt en tirsdag som alle andre i Roskilde i 1885. Der var formodentlig almindelig travlhed på Algade, hvor hver mand passede sin dont. Folk gik vel rundt i egne tanker og tænkte næppe over meget andet end deres arbejde, familie eller noget andet jordnært og håndterligt. Ved 14-tiden begyndte trampene og sangen at kunne høres.
Det var taktfaste skridt – i takt med sangen, der var 'Den tapre landsoldat'. Ikke lang tid efter kom kilden til støjen til syne. En større gruppe herrer marcherede igennem Algade ned mod Roskilde Palæ ved domkirken. Andre fra byen slog sig til følget. De tog alle opstilling af palæets gård – formodentlig ikke uden et antal tilskuere.
Kort efter blev igen Algades brosten hårdt prøvede, da en mere løst organiseret forsamling på omtrent samme størrelse af alvorligt samtalende mænd vandrede ud fra Hotel Prinsen, hvor de tilsyneladende havde haft møde. Også de vandrede hen imod palæet og stillede sig i gården. Den var pyntet smukt op med tribune, Dannebrogsflag og kongens monogram.
Der var dog ikke mange, der var i festhumør. Stemningen var ganske anspændt. Da mødet skulle til at begynde, rejste Johannes Helms, ham med 'Jeg elsker de grønne lunde', sig, stillede sig på tribunen og sagde med forsøgt autoritativ stemme, at han gerne så, at man for en enkelt stund lod politik være politik og koncentrerede sig om sagen.
Mange gik hjem med skrammer og blå mærker
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Stemningen blev vedvarende værre og værre. Først ivrige følelsesudbrud ved palæet, derefter fortsatte forsamlingen til Hotel Prinsen, hvor støjniveauet løftede sig endnu en tak og blev til lidenskabelige diskussioner.
Inden de tilstedeværende var gået i seng den aften, havde en betydelig andel af dem tævet løs på hinanden med stokke, paraplyer, og hvad man ellers havde ved hånden, og ikke få gik hjem med et anseelig antal blå mærker og skrammer.
Datoen var d. 14. april 1885, og begivenheden var årets generalforsamling i Gl. Roskilde Amts Skytteforening.
For os, der kun har været mådeligt engageret i det danske foreningsliv, som det ser ud i starten af det 21. århundrede, kan det virke meget fantastisk, at en årlig sammenkomst i en idrætsforening kan afstedkomme så formelige scener.
Forfatningen er mere end regler
Det er alt sammen forfatningshistorie. De diskussioner, man ikke syntes, at man kunne finde anden ende på end den, der gives gennem håndgemæng, var nemlig afledt af spørgsmål som: Hvem er folket? Hvad er nationen? Hvem har evnerne, viljen og pligten til at bestemme? Og hvem skal gøre det? Det var en del af den danske forfatningskamp.
I Den Danske Ordbog står ordet forfatning forklaret som 'grundlæggende regler for en stats styreform og organisation'. Det lyder jo meget enkelt og ligetil, men på den anden side virker det også sært uhåndgribeligt. På denne aprildag i 1885 blev forfatningsspørgsmålet virkelig håndgribeligt.
Grunden er, at forfatningen også er mere end regler, for reglerne skal have rod i noget. Reglerne har rod i værdier, og de bliver til spørgsmål om, hvordan vi ser os selv i forhold til vores nabo, i forhold til vores familie, i forhold til vores overordnede og i forhold til autoriteter og institutioner.
Denne blog vil beskæftige sig med forfatningshistorie, forfatningsret og forfatningsspørgsmål generelt. Det er ikke tanken, at det skal ske ved opremsning af årstal og paragraffer. Det er tanken, at det skal ske ved at have fokus på, at en grundlov er noget, som springer af værdier og former værdier – værdier, som, når alt kommer til alt, er langt mere jordnære, end vi til daglig tænker det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
