De Konservative befinder sig ikke blot i en tilsyneladende endeløs vælgerkrise, men også i en dyb identitetskrise, som kun kan løses med mod og politisk lederskab. Det mener lektor i politik Johannes Andersen på Aalborg Universitet.
»Den klassiske konservative vælger er virksomhedsejeren i Nordsjælland. Men han findes ikke mere,« siger han.
Vælgertilslutning under lavmålet
Den tidligere leder af Det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen, gik under navnet Mr. 10 procent. Internt i partiet var det vurderingen af, hvor langt hans evner rakte. Han appellerede til 10 procent af vælgerne og ville aldrig for alvor kunne bringe partiet tilbage til 80'ernes velmagtsdage, hvor gruppeværelset var fyldt til randen.
Det kunne til gengæld en nordjysk kvinde, der i De Konservatives optik var spundet af det sejeste sejlgarn og formet af de rigdomme som vestenvinden førte med til familiens flåde af fiskekuttere. Med Lene Espersen i front for de konservative værdier ville himmelflugten næppe nogen ende tage, men i stedet fortsætte i en grad, så den kommende regering måske endda ville give Danmark landets første kvindelige statsminister - som ikke var socialdemokrat vel at mærke.
I stedet gik alt så galt, at vælgertilslutningen i dag er mindre, end den var under de lange knives år, hvor den detroniserede Hans Engell skabte et rænkespil af had som fik partileder til at følge partileder.
Hvis man blot kigger på øjebliksbilledet, så må det tilnavn, der bliver hvisket i frikvartererne på Christiansborg, når Udenrigsministeren går forbi på gangene, være 'se der går Fru 5.5 procent'.
Partiet for hestepiger med egen krikke
Men mens Lene Espersens fadæser næppe kan undervurderes i vurderingen af den undergang, De Konservative befinder sig i, så er det en række andre forhold, der gør det så vanskeligt for partiets politikere at kæmpe sig tilbage i kampen. Først og fremmest handler det om, hvad Det Konservative Folkepartis identitet er?
Hvis man spørger lektor i politik Johannes Andersen på Aalborg Universitet, hvornår de konservative mistede deres opbakning, så taler han om de virksomhedsejere, der ikke længere findes i Danmark.
»Virksomheder er i dag aktieselskaber, og den klassiske virksomhedsejer er afløst af bestyrelsesudnævnte direktører, der bor på Strandvejen og bekender sig til Venstres kapitalistiske liberalisme,« siger Johannes Andersen.
Derfor falder det lidt til jorden, når De Konservative sætter en hestestriglende sølvskefødt formuearving som Charlotte Dyremose til at kræve skattelettelser til de vansmægtende rigeste, mens det dejligste Nordsjælland bugter sig i tv-billedet bag.
»Lene Espersen har forsøgt sig med en klassisk konservativ retorik om skattelettelser, men hun har ikke rigtig noget at have det i. Det appellerer ikke rigtig til aktieejere og direktører på samme måde, som det ville have appelleret til virksomhedsejere,« siger Johannes Andersen.
Vælgerne har fået smag for andre partier
Johannes Andersen mener, at De Konservative havde fat i en stærk ansvarlighedsprofil på miljøområdet, som appellerede til de unge, men at de eksporterede den til udlandet, da Connie Hedegaard blev ekspederet til EU-Kommissionen. Heller ikke mærkesagen om straf og kriminalitet fanger for alvor ungdommen, og Johannes Andersen tegner et billede af den konservative vælger som en person, der er meget gammel. Vælgerne er i stedet smuttet til Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Den klassiske konservative vælger er virksomhedsejeren i Nordsjælland. Men han findes ikke mere.
lektor Johannes Andersen, AAU
»De Konservative skal se i øjnene, at de skal i krig med alle partier. De skal finde sig selv og definere den moderne konservative essens, som skal handle om, at vi skal samle og ikke sprede, at der skal være stabilitet i samfundet, at vi ikke bare skal buldre af sted i kapitalismens navn, og at vi skal forholde os til flygtninge uden Dansk Folkepartis skingerhed,« siger Johannes Andersen.
Flugten fra sig selv
På Syddansk Universitet sidder Kasper Støvring, der selv om han er ganske ung er erklæret "kulturkonservativ", som han siger. Han har i mange år forsket i den danske konservatisme, og hvis man spørger ham om, hvornår det hele gik galt, så kigger han mere end 50 år tilbage i tiden.
»Jeg tror, at De Konservative befinder sig i en meget dyb og næsten strukturel krise, som har præget partiet siden efterkrigstiden. Mange konservative kerneværdier som for eksempel en stærk nationalisme blev skandaliseret efter krigen. Derfor kastede De Konservative arvegodset over bord, og i dag er partiet liberaliseret i en grad så man ikke kan kende forskel på dem og Venstre,« siger Kasper Støvring.
Han mener, at De Konservative har mistet patentet på nationalfølelsen til Dansk Folkeparti, der oven i købet praktiserer en ganske anden nationalidentitet end den, De Konservative burde have som varemærke.
»Dansk Folkepartis udgave af det nationale er bundet op på en stærk velfærdsstat og rettighedsegoisme. Den konservative nationale forankring burde tilbyde folk et sted at være hjemme, og kræve ansvarlighed og værdighed af borgerne,« siger han.
Miljøet er De Konservatives mærkesag
Der er ifølge Kasper Støvring en stor opbakning i befolkningen, hvis man forsvarede Danmark som noget positivt og som noget, der ikke var sidestillet med, men over andre kulturer i Danmark som for eksempel Islam. De konservative burde også være langt mere skeptiske overfor EU.
»Vi ser, hvordan EU underkender beslutninger det danske parlament har truffet, og det burde De Konservative reagere meget kraftigt imod i deres forsvar for nationalstaten,« siger Kasper Støvring.
Han mener, som Johannes Andersen, at miljøområdet på mange måder handler om essensen af det konservative, fordi miljøspørgsmålet dybest set handler om, at vi giver jorden videre i samme tilstand som vi modtog den.
»Essensen af konservativ politik er generationskontrakten om, at vi giver verden videre som vi modtog den. Det er en anerkendelse af, at der er en tradition og nogle ressourcer fra fortiden der har stået deres prøve og som er mere værd end de ideer der opstår i nuet,« siger Kasper Støvring.
