Klimadebatten har delt sig i tre forskellige debatter

Klimaet ændrer sig lige for næsen af os. Og i takt med hyppigere hedebølger og kraftigere ekstremregn er klimadebatten også under forandring.

'Klimasagen' tilhører ikke længere forskerne, der fokuserer på grundlæggende fakta. Den er blevet et højaktuelt emne for politikere, økonomer og iværksættere.

'Klimadebatten' er blevet til tre debatter, der foregår forskellige steder og med forskellige aktører.

Fælles for dem alle er, at de har brug for et grundlag af klimafakta og god kommunikation med forskerne.

I takt med klimaet og debatten bør klimaformidlingen også udvikle sig og vove at være mere konstruktiv.

\ Læs mere

Drop ævlet, her er fakta: Nyt tema på ForskerZonen rydder op i klimaforskningen

Faktadebatten er afgjort, men ikke afsluttet

'Faktadebatten' er den klassiske klimadiskussion: Hvor vidt vi observerer klimaændringer, og hvad de skyldes.

For nogle årtier siden var det hér, den videnskabelige frontlinje lå, men i dag er sagen så afgjort, som videnskabelige spørgsmål kan blive.

Klimaet er under forandring – hurtigere end nogensinde i civilisationens historie – og det skyldes hovedsaglig drivhusgasserne fra vores brug af fossile brændstoffer.

Men faktadebatten er ikke afsluttet – og det bliver den heller aldrig.

Jo mere klimasagen vokser i omfang, desto flere vil den vedkomme.

Nye personer lærer om klimaændringerne hver dag eller indser, at de skal forholde sig til dem, og som udgangspunkt er det korrekt at stille kritiske spørgsmål ved etablerede sandheder.

Men spørgsmål medfører også et ansvar om at forholde sig til svaret – og det er ikke alle, som gør dét.

Det kan vi opleve i kernen af nutidens lille, men højrøstede, rest af klimaskepsis.

Opfattes som betændt

Når klimadebatten ofte bliver opfattet som betændt, skyldes det i høj grad faktadebatten.

I Norges finder vi den på de sociale medier, kommentarfelter og lokalavisernes læserindlæg.

Deltagerne er både engagerede personer med større eller mindre overblik over problemet og en god portion internettrolde.

Fakta, myter og misforståelser flyder sammen i et sammensurium af påstande og personangreb.

Og dem, der kan rydde op i det – forskerne – er næsten ikke til stede, når det sker.

Det er i og for sig forståeligt nok, da det er umuligt at svar på alle spørgsmål og indvendinger, og selv små diskussioner hurtigt vokser og kræver mere tid, end de fleste kan afse, men det er alligevel et problem.

Selvom faktadebatten er afgjort forskerne imellem, skal vi ikke vrænge af dem, som ikke er overbeviste.

Vi skal fortsat formidle drivhuseffekten, forskellen mellem vejr og klima, samspillet mellem naturlige og menneskeskabte processer, og hvordan vi ved, at forandringerne er vores skyld.

Det er en del af vores samfundsopgave, der desuden er nødvendig for, at klimadebattens næste niveauer får et solidt grundlag at bygge på.

Konsekvensdebatten er bredere og mere nuanceret

Det næste niveau kan vi kalde 'konsekvensdebatten': Hvor alvorlige konsekvenser vil klimaændringerne få for os? Vil vi være i stand til at tilpasse os ved hjælp af teknologi og økonomiske virkemidler, eller skal vi omlægge hele samfundet fundamentalt?

Forskerne er bevidste om, at konsekvenserne er store over hele verden, og at de vokser hastigt.

Men de er også meget forskellige; fra Afrika, Asien og Arktis – til mellem Syd-, Vest- og Nordnorge.

I dag finder vi konsekvensdebatten i dagspressen, og den foregår regelmæssigt blandt grupper, som den har effekt på, som landbruget, kommunalpolitikerne og olie- og gasindustrien.

Debatten er bredere og mere nuanceret end faktadebatten – og langt mindre betændt – til dels fordi den ligger tættere på forskningsfronten og derfor forekommer mindre dogmatisk.

Hedebølgen i sommeren 2018 er et godt eksempel.

De fleste medier fastlagde kortfattet, hvordan klimaforandringerne og vejret tilsammen har leveret en helt exceptionel sommer, før de fortsatte med at diskutere, hvilken effekt det har haft på landbruget, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis opvarmningen fortsætter.

Konfliktfladen var mellem landmændene og vejret, eller mellem forskellige eksperter med lidt forskellige synspunkter; ikke mellem forskere og skeptikere.

\ Læs mere

Forskere varsler skybrud i ørkenen

Mere tydelig for hver hedebølge

Konsekvensdebatten bliver tydeligere i samfundet for hver hedebølge og hvert skybrud.

Forskere er stærkt til stede og forsøger at formidle, hvad der er tilfældigheder, og hvad er en forsmag på morgendagens nye norm.

Og når diskussionens temperatur stiger, er det lige så ofte, fordi deltagerne ikke mener, at forskerne tager hårdt nok fat, som at de ikke tror på budskabet.

Men konsekvenserne kræver en anden slags formidling end præsentation af fordøjede fakta.

Faglig usikkerhed og nuancer skal i større grad med, og det er vigtigt at fremhæve alvoren uden samtidig at handlingslamme eller skræmme publikum.

Der forskes heldigvis i, hvordan denne slags budskaber skal præsenteres.

Klimaforskernes samfundsopgaver omfatter derfor at holde os opdaterede på denne forskning, så vi kan formidle, hvad vi kommer frem til både klart og konstruktivt.

Tiltagsdebatten er ny og anderledes

Klimasagens tredje niveau er 'tiltagsdebatten'.

Både politikerne og de fleste borgere er motiverede til at gøre noget ved problemet – men hvad?

Hvilke tiltag er effektive – på kort og på langt sigt – for at mindske udslippene og opfylde målet om at holde temperaturstigningerne under to grader?

Tiltagsdebatten er ny og anderledes. Her er klimaet en særinteresse på niveau med skole, sundhed og andre aktuelle og pressende samfundsemner.

Diskussionerne foregår først og fremmest blandt poiltikere og interesseorganisationer samt i tekniske branchetidsskrifter.

Et eksempel er brugen af biobrændstof, som er et godt tiltag, fordi det ikke fører til yderligere fossilt CO₂ i kredsløbet.

Men hvis vi tager dyrkningen af biobrændstoffets effekt på skove og udslipsregnskabet i betragtning, er billedet straks mindre klart.

Som følge af manglen på entydige fakta er vi endt med en debat, hvor ingen kan se grænserne mellem gode hensigter, økonomiske interesser og den faktiske klimagavn.

En debat, der haster

Tiltagsdebatten haster.

Hvis vi skal opfylde målet om at holde temperaturstigningerne under to grader, skal udslippene mindskes omgående for så at falde hastigt i mange årtier.

Det vil kræve en blandning af vedvarende energi, effektivisering, CO₂-lagring (også kendt som Carbon Capture, red.) samt bortskaffelse fra atmosfæren, og det kan vi sige uden at tage et egentligt politisk standpunkt. Men de konkrete løsninger bliver politiske.

Vælger vi at facilitere stærk vækst indenfor solkraft og en global CO₂-beskatning, som vil gå ud over fossilindustrien?

Satser vi på fangst og lagring af CO₂, som kan forlænge brugen af olie og gas?

Har vi kapacitet til at gøre begge dele, som vil være endnu mere til gavn for klimaer, uden at det går for meget ud over resten af samfundet?

Det er ikke forskerne, som skal træffe disse valg, men det er forskernes opgave at hjælpe til at forstå konsekvenserne af dem, Udfordringen for formidlingen er, at tiltagsdebatten bevæger sig ud over forskningsfronten.

Den videnskabelige metode er langsom og eftertænksom af natur. Skal vi – hånden på hjertet – tilstå, at vi gerne vil bede om flere årtier til at overveje hvert enkelt tiltag?

Eller skal vi turde vejlede – med forbehold om at vi taler efter vores bedste overbevisning med den viden, vi har i dag?

Efter min mening kræver vores samfundsopgave, at vi skal gøre mere af det sidstnævnte, end vi gør i dag.

Tydelighed, vejledning og muligheder

Klimadebatten er blevet bred og omfattende.

Det er positivt, fordi situationen vi står i, er uden sidestykke. Men det er samtidig en udfordring for videnskabsformidlingen.

Vores job som klimaformidlere er ikke at udvikle så tyk hud, at vi kan tåle verbale prygl af vrede klimaskeptikere. Det gavner ingen.

Her er tre ting, vi skal gøre i stedet:

1: Tydeliggøre grænserne mellem de tre debatter

I dag bliver argumenter fra tiltagsdebatten – som eksempelvis irritation over forfordeling af elbiler – ofte trukket ind i faktadebatten, og konstruktive diskussioner om biobrændstof bliver kørt af sporet at konspirationsteorier om NASA’s manipulation af temperaturmålingerne.

Resultatet er en debat, som mange kvier sig ved at deltage i, og da diskussionen i sidste ende munder ud i politiske valg, er det et demokratisk problem.

Formidlingen af klimaforskningen skal være tydeligt til stede på alle tre niveauer og med vidensbaserede virkemidler og tilpasning til hvert et publikum.

2: Klimaforskerne skal være vejledere

Upolitiske, men bevidste om konsekvenserne af ny viden. For hvis ikke vi trækker trådene fra ny faglitteratur om for eksempel CO2-budgettet til vilkår for industri og vækst, hvem skal så gøre det i tide?

Klimaforskningen bliver i dag drevet af økonomer, samfundsforskere, etikere og filosoffer.

De skal alle deltage i samfundsdebatten – sammen med naturforskerne – og det haster.

Eller risikerer vi handlingslammelse – eller velmente tiltag, som senere skal omgøres, med alt hvad det indebærer af frustration og tabt tid.

3: Evne at formidle de muligheder, som findes

Og til sidst må vi, som led i vejledningen, evne at formidle de muligheder, som findes.

Ingen lader sig inspirere til handling af dystre dommedagsprofetier. Vi skal ikke glemme alvoren, men det er også vores opgave at bidrage til, at debatten bliver konstruktiv snarere end depressiv.

Vi har mange hårde år foran os – men vi har også mange muligheder for at nå i mål.

I 2018 er vi for længst nået frem til fakta.

Vi skal ikke helt holde op med at prædike om, hvor alvorligt det står til, men tiden er inde til at være konstruktiv og til at bidrage til at finde frem til de gode tiltag.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

I Norge tjener de kassen på klimaforskning

\ Læs mere

Forskere: Europa skal gå forrest i klimaforskningen - også uden USA