Kina har historisk set givet navn til videnskabelige nybrud, som grundlæggende forandrede verden.
Tænk på kompasset, papiret, trykkerikunsten og selvfølgelig krudtet, der alle er kinesiske opfindelser.
\ 10 førende forskere i Kina lige nu ifølge Nature
1. Wu Ji: Bringer Kina i front i forhold til forskning i rummet. Netop nu har han gang i verdens største rumbaserede eksperiment, der skal undersøge fænomenet kvantesammenfiltring.
2. Nancy Ip: Fosker i neurologi og udforsker hjernen gennem translationel medicin.
3: Nieng Yan: Undersøger den måde, proteiner virker på atomniveau og har bl.a. bestemt strukturen af glukosetransportøren GLUT1.
4. Caixia Gao: Secialist i genredigering, der fokuserer på at forbedre de vigtigste landbrugsplanter såsom ris og hvede.
5. Cui Weicheng: Udvikleren af Kinas rekord-indstilling af et undervandsskib 'Jiaolong'. Han prøver nu at udforske havet hele 11.000 meter under overfladen.
6. Wang Yifang: Fysiker med speciale i højenergi, der vil bringe Kina i front med forskning i partikel-fysik.
7. Qiaomei Fu: Har med DNA-teknikker genskrevet historien om Europas tidligste moderne mennesker.
8. Qin Weijia: Specialist i Antarktis og har opdaget et af de største områder af smeltet is under indlandsisen.
9. Chen Jining: Forsker i forurening og i at gøre Kinas drikkevand renere og afgrøderne mindre fyldt med gift.
10. Chaoyang Lu: Står for at beherske Kinas kvanteinformationsteknologi, som kan føre til effektive nye former for databehandling og sikker kommunikation.
Kilde: Nature.com
Kulturrevolutionen i 1960erne kvaste med formand Mao Zedong i spidsen brutalt og effektivt al spirende forskning i Kina for en stund, men nu tyder det på, at en ny revolution for alvor er på vej til øst.
Som Charlotte Liu, direktør for det kinesiske tidsskrift Springer Nature, for nylig sagde til BBC News:
»Jeg tror, der i Kina er en følelse af utålmodighed. Der er denne følelse af, at vi de sidste 100 år har mistet en masse muligheder, fordi vi ikke har udført research. Nu er der en gylden mulighed, når det gælder funding og en social anerkendelse i forhold til, hvilken rolle videnskaben kan spille.«
Kina er kommet på banen ift. videnskab
Riget i Midten, som Kina også kalder sig, buldrer rigtig nok frem, når det gælder videnskab og forskning.
I 2012 overhalede de EU i forhold til, hvor mange penge af BNP, der investeres i forskning. Ifølge tidsskriftet Nature overhaler Kina USA i 2020. Hvad angår videnskabelige publikationer er Kina allerede toer efter USA.
»Det er klart, at hvis man ser det fra et nationalt perspektiv, så kommer Kina til at stå stærkt. Kinas størrelse og kapacitet gør jo, at de kan gøre ting, som vi ikke kan gøre herhjemme, men som USA langt hen af vejen har gjort i årtier,« siger Jørgen Delman, der er professor i kinesiske samfundsforhold ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, og fortsætter:
»Kina er nu kommet på banen, og derfor vil konkurrencen på sigt bliver skærpet. Det er der ingen tvivl om.«
Kina konkurrerer om de kloge hjerner
Kineserne har investeret massevis milliarder af yen i teknologiske projekter, der skal få verdens klogeste hjerner til at valfarte til Østen.
For eksempel er man i fuld gang med at bygge klodens hidtil største radio-teleskop, Aperture Spherical Telescope eller bare Fast China.
For nylig lancerede de planen om en ny megamaskine, Cirkular Electron Positron Collider, der skal blive 4 gange større og 7 gange mere kraftfuld end den 27 km lange LHC-partikelaccelerator ved det europæiske forskningscenter CERN.
Den kinesiske partikelaccelerator skal spytte såkaldte Higgs-partikler ud på samlebånd.
»LHC har ramt grænserne for dens formåen. Det ser ikke ud til, at det er muligt at maksimere energien dramatisk med udgangspunkt i CERNs eksisterende faciliteter,« har direktør for Kinas Institute of High Energy Physics, Yifang Wang, udtalt til China Daily.
\ Forskningscentret Cern
Forskningscentret Cern på grænsen mellem Frankrig og Schweitz blev grundlagt i 1954 af legendariske fysikere som atombombens opfinder. J. Robert Oppenheimer, én af kvantemekanikkens Werner Heisenberg og danske Niels Bohr.
Cerns største partikelaccelerator Large Hadron Collider (LHC) støder partikler sammen med en fart, der er tæt på lysets hastighed for at finde frem til, hvad universets inderste bestanddele består af.
Kineserne har blandt andet også investeret i ubådsteknologi og brug af grise-hornhinder til helbredelse af blindhed. Hvert femte blinde person i verden er, ifølge WHO, kineser.
»Kina har i efterhånden flere år opfattet forskning som en transformativ faktor i samfundsudviklingen, men har i de seneste år investeret mere end tidligere. Det gør de blandt andet for at tiltrække forskere. Både kinesere som har arbejdet på universiteter i udlandet, men også de dygtigste udenlandske forskere,« forklarer Jørgen Delman og tilføjer:
»Kineserne har også opgraderet infrastrukturelt med de her gigantiske projekter, fordi de er klar over, at hvis de f.eks. bygger en partikelaccelerator, der er større end den på Cern, så tiltrækker det udenlandske forskere.«
Kina kan udfordre CERN
Det europæiske forskningscenter for partikelfysik, CERN, er et lokalt kraftcenter, der både skaber vækst og arbejdspladser i Europa.
Tusindvis af verdens klogeste hjerner rejser i dag til LCH partikelacceleratoren i CERN, hvor de arbejder som bier om en bikube for at flytte grænserne for det teknologisk mulige.

En ny kinesisk super collider vil udfordre CERNs globale position som partikelfysikkernes hovedværksted, forklarer lektor i Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet Kristian Hvidtfelt Nielsen, som forsker i forskningsfænomenet Big Science, der er betegnelsen for gigantiske og milliarddyre forskningsprojekter som CERN.
»Kina investerer i forskning og udvikling for at fremme økonomisk vækst, som alle andre industrialiserede lande gør. Hvis man styrker den nationale forskning, styrker man også det nationale innovationssystem og booster dermed landets økonomi og dets internationale konkurrenceevne,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
»Det gør alle lande, men i Kina har de så store økonomiske muskler, at de evner at gøre det i et større omfang. Det gælder for eksempel de dyre instrumenter, hvor det virkelig koster mange penge at være med i frontforskningen. Der har Kina nu råd til at blande sig,« fortsætter han.
Fører ikke nødvendigvis til internationalt samarbejde
De videnskabelige stormagter som USA, Europa og Japan har i de seneste 20 år indgået internationale samarbejdsaftaler.
\ Eksperimenter med grise-hornhinder
På Kina ældste og største øjenhospital i Guangdong provinsen eksperimenteres der med grisehornhinder, der implementeres i mennesker.
Kina menes at have den største antal blinde mennesker i verden, hvor øjensygdomme i hornhinden er årsag til størstedelen.
Cirka 200 mennesker er indtil videre blevet behandlet med hornhinder fra en gris.
Det betyder, at forskningen i dag er forgrenet i globale netværk, hvor det kan være svært at skelne mellem enkelte landes bidrag.
Ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen tyder forskningsstatistikkerne dog ikke indtil videre på, at Kinas økonomiske vækst fører til mere samarbejde med udlandet.
»Kina og til dels også Sydkorea er en undtagelse, fordi de endnu ikke deltager så meget i det globale samarbejde. Det store spørgsmål er derfor, hvorvidt Kina vil åbne op i fremtiden, eller om de fortsætter det protektionistiske forskningssystem, hvor penge, der investeres i forskning, bliver i Kina,« siger han.
Årtier, før Kina kan konkurrere med USA og Europa
Jørgen Delman tror, der går årtier, før Kina for alvor kan konkurrere bredt med videnskabelige stormagter som USA og Europa.
»Det er et stykke vej endnu, før de kan måle sig med de førende lande. De måler selv i nobelpriser, og dem har de ikke fået nogen af endnu. Her er det stadig USA, der modtager flest,« fortæller han og fortsætter:
»Derudover kan Kina ikke agere, uden at de andre lande også agerer, så jeg tror nærmere, at vi vil se en større integration i det internationale forskningsmiljø på grund af den infrastruktur, som Kina nu udvikler.«
\ Kommunistpartiet kvæler kritisk research
Nok har Kina investeret milliarder af yen i forskning og videnskab, men omvendt har det kinesiske Kommunistparti strammet grebet om den frie forskning.
Og det der ifølge Jørgen Delman taler imod videnskabelige nybrud, er netop det kinesiske Kommunistpartis rolle som kontrolinstans i Kina. Kina har udviklet sig i en langt mere konservativ retning, når det f.eks. gælder forskning i det politiske systems indretning, menneskerettigheder samt forholdet til minoriteter som tibetanerne.
Kulturrevolutionen var et politisk opgør med den intellektuelle elite i Kina, som formand Mao Zedong stod bag fra 1966 til 1976. Universiteter og læreanstalter blev drænet for forskere og lærde, der bl.a. blev beskyldt for at være agenter fra udlandet. Mange blev sendt på landet for at arbejde eller i fængsel.
På universiteter er der kampagner, som har til hensigt at skærpe den ideologiske kontrol. Fænomenet rammer dog mere samfundsvidenskab og humaniora end naturvidenskab, som efter kommunistpartiets opfattelse bygger på værdineutral research, påpeger professoren.
»Det er normalt kritisk forskning, der driver videnskab frem. Her er det primært samfundsforskere, der har fået en uddannelse i udlandet, der har det teoretiske –kritiske perspektiv med,« forklarer han.
Ifølge ham foregår der meget forskning, men muligheden for at kaste ting op i luften og vende dem kritisk og frit er nok desværre stadig meget begrænset. Særligt hvis det opfattes som noget, der anfægter kommunistpartiets magtmonopol.
»Når det er sagt, så foregår der også kritisk forskning, når man går i dybden med den videnskabelige litteratur I Kina. Helt entydigt er billedet heller ikke,« siger han.






























