Det var mens jeg stod i efterdønningerne af en koncert med rockbandet Kashmir på Horsens Ny Teater, at jeg kom i tanke om byens populære fodboldhold, 'de gule'.
Grunden var mine medpublikummers klappen, som taktfast og i friskt tempo kaldte Kashmir tilbage på scenen: 'Klap, klap, klap-klap-klap' (1, 2, 3-og-4). Der manglede måske nok en eftersætning - et "klap-klap-klap-klap HORSENS" (1-og-2-og, og-4) - før hensættelsen til stadion var total.
Men alligevel: Det her publikum applauderede anderledes end tilsvarende i f.eks. Århus. Og det måtte, som min ledsager indskød, bero på publikums sammensætning. Horsens er en by, hvor interessen for sport og især byens fodboldhold er stor. Vi heppede derfor Kashmir tilbage.
Oplevelsen gav anledning til et tankeeksperiment. Kan man kende sin by på klappet? Er normer for applaus så tilstrækkeligt lokale, at man kan høre forskel?
Er der en kobling mellem de vaner, som grupper af mennesker opøver i én sammenhæng og lignende adfærd i andre sammenhænge? Altså kan det passe, at vi hørte lokale fodboldfans huje den aften i Horsens Ny Teater?
Generisk applaus: Må man klappe mellem satserne?
Ét svar på disse spørgsmål findes i den måde, normer bevæger sig mellem musikalske genrer og de miljøer, hvor de udøves. Vi ved, at normer for applaus varierer mellem yndere af f.eks. klassisk musik, jazz og rock, og at disse normer kan være kilde til kontroverser.
Således inviterede DRs P2 tidligere på året til debat om applaus ved klassiske koncerter.
Spørgsmålet var: 'Må man klappe mellem satserne?' Det udløste 97 kommentarer på kanalens hjemmeside.
Fremherskende var de indædte forsvarere af den tradition, at man ikke klapper (eller hoster, knitrer osv.) for ikke at bryde musikeres og publikums koncentration omkring musikken.
I jazz klapper man ikke alene mellem 'satserne' men også efter soli, og i rock klapper publikum efter numre og gerne undervejs.
En norsk facebook-gruppe med pt. 8.193 medlemmer er i den anledning oprettet under titlen: 'Folkebevegelsen for at folk skal klappe på 2. og 4. slag i en 4/4-takt.'
Blandt de tolerante skribenter på P2s hjemmeside herskede det synspunkt, at det strikte kodeks for klap skræmmer nye koncertgængere væk.
Lyttere, som endnu ikke har vænnet sig til de herskende normer, men hvis koncertgængeri skæpper i orkestres og musikhuses slunkne kasser.
Traditionerne må åbnes, hvis der er tilstrækkelige interesser på spil.
Men det er ikke kun ved klassiske koncerter, at man må ændrer normerne for applaus.
Man kan argumentere for, at den anerkendelse som jazz og rock har nydt det seneste halve århundrede også har påvirket disse genrers traditioner for applaus.
Til illustration fremhæver rocksangerinde Marie Fisker '[det at være] opmærksom. At lytte og koncentrere sig', som det vigtigste ved et godt rockpublikum - i en artikel om emnet i Berlingske Tidende 19.06.2009.
Hun nærmer sig hermed det eftertænksomme lytter-ideal, som præger den klassiske musik, og hun antyder en tilsvarende bevægelse blandt jazz-elskere med en bemærkning om, at 'det kan være fint og hyggeligt [..., hvis] man spiller på Jazzhouse, hvor folk sidder ned og er mere stille'.
I forhold til det nævnte tankeeksperiment kunne man for så vidt forestille sig, at en by, hvor en bestemt kultur står stærkt, vil være præget af denne kulturs normer for applaus.
Også hvad angår andre musikalske genrer end den mest populære. Som når Horsens fodboldfans fører stadions klapperytmer med ind til rockkoncerten.
For flertallet bestemmer som bekendt. Vi kan forsøge at klappe individuelt, men som jazz-musikeren Lennart Ginman siger i nævnte artikel: 'der [kan] opstå kampe mellem grupper, der klapper på 1 og 3 og dem på 2 og 4. Som regel vinder 2 og 4. Men tager du til Ledreborg Slotskoncerter, der klapper de på 1 og 3, og 2 og 4 vinder ikke'.
Århus-klappet og 'terror-klap' i Haderslev
Nu er klap på 1 og 3 selvsagt ikke nogen lokal specialitet for lige nøjagtigt Ledreborg, ligesom slotskoncerterne - som flagskib i radiounderholdningsorkestrets sommerprogram - gæstes af publikum fra alle egne af landet.
Et bedre eksempel i relation til klapperiets kulturgeografi kunne måske derfor være det såkaldte Århus-klap.
Mine egne erfaringer er begrænsede, men to kolleger diskuterede, hvorvidt den bølgende applaus, vi havde været deltagende i efter en uropførelse Århus' musikhus september 2009, nu også var det rigtige, traditionelle Århus-klap eller ej.
Karakteristisk var i så fald en cyklus, hvor taktfaste - men accelererende - klapsalver afløste hinanden.
Et andet eksempel på en lokal specialitet, som jeg har haft længere inde på kroppen, er det 'terror-klap', som prægede mit gymnasium i Haderslev i starten af 1990'erne.
Om det var sammenfald i forskellige klassers musikundervisning, fælles oplevelser i f.eks. musical-regi eller tidens Queen-revival, ved jeg ikke. Men det var udbredt praksis blandt eleverne (især de ældste), at man ved fælles arrangementer stampede og klappede den berømte trommerytme fra Queens "We will rock you":
Stamp-stamp-klap [pause], stamp-stamp-klap ... (1-og-2, 3-og-4). Det krævede ikke mange, som gik i gang med den rytme, før det meste af festsalen bragede løs, og sange, taler, teater-optrin, eller hvad der nu var på programmet, måtte indstilles.
Kollektiv terror i form af et klap, men selvsagt også en form for begejstring over publikums magt over scenen. Hvilket leder til en afrunding af fornævnte tankeeksperiment.
Universel opmærksomhed
For selvfølgelig er applaus publikums mulighed for at blande sig i f.eks. koncerter. En magt til at fejre artister (eller til det modsatte) og måske til at præsentere sig selv: Sådan klapper vi - i Horsens.
Men i en kort søgning på litteratur om applaus stødte jeg på følgende passage hos en amerikansk musikpædagog:
»How do you get the attention of eighty-five sixth graders who think of orchestra as recess in a makeshift portable room? The answer is to clap the rhythm: clap-clap-Clap-Clap-clap. It's a universal attention getter« (Conway et al. 2004: 48). I en kommentar til artiklen tilslutter en anden underviser sig samme rytmes virkning, som hun har anvendt med held på over tre hundrede mennesker, og som hun lærer sine elever at høre som et spørgsmål: »Are we listening, are we listening, are we listening?« (Upchurch 2004: 11).
Vi kender selvsagt en tilsvarende om end lidt mere insisterende brug af samme rytme til påkaldelse af opmærksomhed, nemlig fra første del af børneremsen: »Sol, sol, kom igen / solen er min bedste ven« - og så selvfølgelig fra publikummet til Kashmir-koncerten i Horsens.
Og hvis her er tale om en "universel attention getter", så var publikum den aften måske ikke alene fodboldfans men kalkuleret opmærksomhedskrævende. Vi heppede ikke Kashmir tilbage, men påkaldte bandet, og de måtte lystre.
Det gav fem ekstranumre.
Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora
Indsæt tekst
