Kongelige kan i dag gifte sig med, hvem de vil – i hvert fald i teorien. Derfor har vi inden for de seneste år set det ene bryllup efter det andet mellem en kongelig og en borgerlig.
Men i rigtig gamle dage var det ikke helt så ligegyldigt, hvem de kongelige giftede sig med.
Vendte kongen hjem med en ikke-egnet brud, så kunne det betyde politisk ustabilitet og i sidste ende krig og ufred i landet.
»Op til 2. Verdenskrig giftede kongelige sig med andre kongelige eller med fyrstelige. Der er undtagelser, hvor særligt stærke herskere kunne sætte sig igennem og gifte sig med deres ikke-fyrstelige elskerinder. Men det krævede en stor styrke at sætte sig udover normen,« fortæller lektor i historie Sebastian Olden-Jørgensen, som forsker i hofkultur i 15-1700-tallet på Saxo Instituttet, Københavns Universitet.
Statens stabilitet stod og faldt nemlig med, at arvefølgen blev sikret.
Uro og politiske intriger kunne opstå, hvis kongen giftede sig ind i landets adel, og der kunne være en politisk fordel ved at indgå en ægteskabsalliance med et land, som man i forvejen havde et godt forhold til.
Konge gjorde elskerinde til dronning
Historikeren nævner Kong Frederik den 4. som et eksempel på en politisk stærk hersker, som tillod sig at gifte sig med, hvem han ville.
Han blev i sit første ægteskab gift fyrsteligt, men i sit sidste ægteskab overtrådte han normerne for, hvad der var god skik og brug i kongehuset.
»Hans sidste elskerinde Anna Sophie Reventlow giftede han sig med, selvom hun så at sige kun var en dansk adelskvinde,« siger Sebastian Olden-Jørgensen og fortæller, at Anna Sophie Rewentlov endda opnåede at blive udnævnt til dronning.
»En ting er, at en konge har en elskerinde. Hun kan være indenlandsk eller udenlandsk. Men at gifte sig med hende og gøre hende til dronning, det var uhørt,« siger historikeren.
Ægteskab skabte politisk uro
Balladen ventede heller ikke på sig.
Ægteskabet med Anna Sophie Reventlow skabte hurtigt politisk uro. Faren ved, at en konge gifter sig med en landsmand, er nemlig, at kongen så vil favorisere en bestemt familie. Og det skete også i dette tilfælde, fortæller Sebastian Olden-Jørgensen.
»Det førte til en udrensning på hoffet. Kongens egen søn, Christian den 6., holdt sig væk og den rewentlovske familie, som også så smukt blev kaldt den reventlowske bande, kom ind i varmen.«
Familien Reventlow blev så dem, som kongen støttede sig til.
»Men de røg ud igen, da Christian den 6. kom til magten,« siger historikeren.
Udenlandsk ægtefælle kunne skabe intriger
Ægteskab med en udenlandsk fyrstelig kunne også have visse udenrigspolitiske fordele. Såkaldte allianceægteskaber kunne knytte to stormagter tættere sammen.
»Det var en brik i et udenrigspolitisk spil, men det er en brik, man ikke skal overvurdere. I bedste fald har det været et usikkert ægteskab, hvis ikke det har været en risiko,« siger forskeren og forklarer, at det kunne være farligt at have en anden stormagts datter eller søster liggende i sin seng, da man det ikke altid var sikkert, at hendes loyalitet fulgte hendes mand.
Dronningen kunne skabe splid og intriger på et hof og endda fungere som spion mod sin mand.
Derfor var det smartest at indgå ægteskabsalliancer med stormagter, som man allerede var på god fod med.
Ægteskabet var dog på ingen måde en garanti for, at det gode forhold holdt ved.
Bryllup gav udsigt til fred i riget
Udsigten til fred var det, som fik befolkningen til at glæde sig over kongelige bryllupper i 1500-, 1600- og 1700-tallet.
Der var også fest og farver, men mest af alt har man glædet sig over udsigten til, at kongen ville videreføre sin slægt, så der ikke opstod tvivl om, hvem der skulle overtage magten senere hen.
»Hvis ikke der var nogen arvinger, så kunne det kaste en skygge af politisk ustabilitet over fremtiden. Det der lurede forude var krig,« siger historikeren.
I 1700-tallet var der mange arvefølgekrige i Europa som for eksempel den spanske arvefølgekrig (1701 – 1714) og den østrigske arvefølgekrig (1740-1748). Så folkets frygt var alt andet end ubegrundet.
I dag kan vi glæde os over, at prinser og prinsessers valg af mage næppe vil kunne give det store postyr i Folketinget.
I Danmark ser det dog ud til, at vores prinser har valgt at holde en gammel skik i brug – nemlig at finde en udenlandsk ægtefælle, bemærker Sebastian Olden-Jørgensen.
