I morgen er der en måned siden jordskælvet ramte Haiti.
Katastrofer som denne får verdenssamfundet at stå sammen, og hjælpeorganisationerne gør alt, der står i deres magt, for at hjælpe de nødlidende.
Men hvad sker der, når journalisterne er taget af sted, og verdens øjne ikke længere er rettet imod det kriseramte område? Kan man forberede sig på en katastrofe, og hvordan gøres det bedst?
It-eksperten Sune Bülow er hjælpearbejder for Dansk Røde Kors, og læser uddannelsen Master of Disaster Management på Københavns Universitet. Han kom til Haitis hovedstad Port-au-Prince den 15. januar, 3 dage efter at katastrofen ramte, og har været der indtil for få dage siden, hvor han igen satte fødder på dansk jord.
Sune Bülow har været med til at opbygge et radionetværk på Haiti. Det er noget som landet skal bruge langt frem i tiden også.
»Vi bliver nødt til at tænke på langt sigt og sørge for, at Haitiansk Røde Kors har mennesker med kapacitet til at overtage alle de forskellige nye systemer, der er kommet ind i landet, efter at vi har rejst hjem. De gælder både, som i mit tilfælde, radionetværk, men også vandrensningssystemer og hospitalsklinikker,« siger Sune Bülow.
Langsigtet planlægning er vigtig
Masteruddannelsen i 'disaster management' har rustet Sune Bülow til det arbejde.
»Jeg synes, at jeg har haft brug for min uddannelse på Haiti. Der er selvfølgelig noget rutinearbejde, men uddannelsen har hjulpet med f.eks. risikoanalyser og mere langsigtede perspektiver i hjælpearbejdet,« siger Sune Bürlov.
Han understreger, at professionaliseringen af feltet omkring krisehåndtering er nyt. Det er kun omkring 25 år gammelt, og det er de sidste 5-10 år hvor der har sket meget indenfor området. Det er først nu, der er stof og teorier nok til at lave en egentlig uddannelse i katastrofehåndtering.
Nye metoder for indsamling af data
Per Becker er uddannet brandingeniør, har en master i udvikling af internationalt samarbejde og en forskeruddannelse i statskundskab. Han arbejder som gæstelærer på institutionen for brandteknik og riskhantering ved Lunds Tekniska Högskola og forsker blandt andet i forbindelser mellem risiko, sårbarhed, væbnede konflikter og katastrofer. Han underviser også på Master of Disaster Management-uddannelsen.
»Traditionelt så samler man nogle aktører fra det pågældende samfund, det kan f.eks. være den øverste leder for et sygehus og en brandkaptajn. De bliver så spurgt hvad problemet er, og hvad samfundet har brug for? Men på den måde er det meget let at få et skævt billede«, siger Per Becker.
Det er tit let at fokusere på den katastrofe, som lige er sket, men sandsynligheden for at den sker igen, er ikke så stor. Derfor er det vigtigt at tænke på, hvad der er af andre risici, så man kan forberede sig på det.
Per Becker
Og netop derfor arbejder Per Becker og hans kolleger blandt andet med at udvikle metoder, så de kan nå flere mennesker i et samfund.
»Vi bliver nødt til at starte fra den anden ende. Hvad er det man vil, og hvad er værdifuldt, og så bliver vi nødt til at spørge folk fra alle niveauer i samfundet«, siger Per Becker.
Studier på Fiji og El Salvador
I et studium fra Fiji 2009, så Per Becker og hans forskerkollegaer på de sociale bånd mellem menneskerne i to landsbyer.
Den ene landsby var meget påvirket af turisme, og den anden ikke. Det viste sig, at de sociale bånd i den mest afsides beliggende landsby var bedre, og dermed er folk mere villige til at hjælpe hinanden, også efter en katastrofe.
»Med hjælp af denne information, ved vi nu, at det ikke altid er den mest udviklede by, der håndterer risikoer og katastrofer bedst, men at traditionelle mekanismer, der udvikles gennem lang tid, som eksempelvis sociale bånd, er meget værdifulde i disse sammenhang,« siger Per Becker.
I El Salvador lavede forskere et studium, som handlede om, hvordan individer, inddelt i forskellige demografiske eller befolkningsbeskrivende grupper, ser på trusler.
Anden forskning har vist, at det er meget forskelligt hvordan mænd og kvinder oplever trusler. Men undersøgelsen fra El Salvador viste det sig, at trods det, så rangordner de alligevel trusler på samme måde.
Andre faktorer som f.eks. uddannelsesniveau, hvordan de forskellige mennesker klarede at forsørge sig, eller hvor i samfundet de bor, viste sig have stor påvirkning for denne rangordning.
»Og det er noget som har stor betydning for hvem som bør involveres i risikoreducerende projekt«, siger Per Becker
»Vi bliver nødt til at forstå de enkelte samfund, da der er stor forskel på dem. Vi arbejder meget med metodeudvikling, risiko og sårbarhedsanalyse. Vi arbejder med hvordan det burde være, og hvordan beredskabet kan forberede sig. I bedste fald så vil vores studenter tage den information vi lærer dem, med sig ud i deres egne organisationer«, siger Per Becker.
