Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.
Men den hyggelige papko i nationalfarverne blev undfanget med amerikansk hjælp.
Faktisk hed Karoline slet ikke Karoline, men Caroline.
Eller for at være mere præcis: Fabrikken Caroline.
Og der var langt til den nostalgiske landboidyl, som Carolines senere klædedragt - et par rødternede køkkengardiner - udstrålede og fra den produktivitetsideologi, hun blev født ind i.
Fabrikken Caroline var navnet på en af de fire propaganda-film, der blev fremstillet i Danmark for at bakke op om Marshallplanen. I Vesteuropa blev der fra 1948 til 1954 produceret over 300 af disse små film, der dels skulle oplyse borgerne om hjælpens resultater og dels udbrede det amerikanske produktivitets-mantra.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Marshallplanen var i høj grad tænkt som hjælp til selv-hjælp. Europæerne skulle lære af den amerikanske produktivitet og rationelle produktionsform inden for både industri og landbrug.
Røde lejesvende
Omkring produktionen af de danske film indgik Marshall-administrationen i København et samarbejde med Ministeriernes Filmudvalg og Statens Filmcentral i 1950. Det var almindelig praksis i Marshall-administrationen at lade de indfødte tale til de indfødte. Derfor var det vigtigt at få hjælp til at finde kvalificerede lokale folk til at lave filmene.
Forventningerne var fra begyndelsen helt i top:
Amerikanerne ønskede film af 'højeste kommercielle standard', og danskerne var ivrige efter at fremvise dansk films høje stade.
Nogle af landets bedste dokumentarfilms-instruktører - blandt andet Theodor Christensen og Jørgen Roos - blev engageret.
Men alligevel løb samarbejdet hurtigt ind i problemer.
Filminstruktørers avantgarde var nemlig dengang (som nu) at finde på venstrefløjen, og Marshall-administrationen fik indtryk af, at de betalte til film, der blev drejet af kommunistiske instruktører.
Tre hensyn
De danske filmfolk forsøgte at forklare sig, men sagen var allerede havnet i dagspressen, og skaden var sket.
Det fik den konsekvens, at Marshall-administrationen trak sig helt ud af det praktiske omkring filmene for at gøre forbindelsen til filmene mindre tydelig.
Amerikanerne betalte dog stadig gildet og skulle godkende det færdige resultat.
Filmen om Caroline kom til at afspejle tre hensyn:
Marshallplanen skulle nævnes Moderne produktionsformer skulle fremhæves Og ikke mindst skulle de danske landbrugsprodukter promoveres (man var sig helt bevidst, at filmene ville blive vist i det meste af Europa).
Chefen skærer igennem
\ Fakta
Da filmen lå færdig, og Susanne Palsbos velklingende manuskript blevet indtalt, var Marshallplanen gledet noget i baggrunden. Faktisk blev planen kun nævnt ved navn én gang i løbet af filmen. Ikke overraskende blev amerikanerne ikke begejstrede, da de fik forevist filmen og forlangte straks, at speakerkommentaren blev lavet om.
Marshall-administrationen fik nu udarbejdet et nyt manuskript, hvor Marshallplanen blev nævnt ikke mindre end otte gange i løbet af filmens tolv minutter. Denne version faldt dog ikke i god jord hos danskerne, og et fem måneder langt skænderi blev indledt. Filmens skæbne blev først afgjort, da den overordnede leder af Marshall-administrationens filmarbejde kom på besøg fra Paris.
Han tog straks danskernes parti, og efter nogle mindre ændringer blev filmen udsendt i sin oprindelige form.
Husk Goebbels
Han forklarede efterfølgende sin holdning til arbejdet med propagandafilmene i det amerikanske Film News i september 1951:
»An unwritten ECA [Marshall-administrationen, red.] law stipulates that the Marshall Plan - and other informational objectives - will not be mentioned more than twice in a one reeler and three times in a two-reeler.« »If Americans, seeing the English language version of ECA films, feel that the message is under-played, let them reflect that Europeans have still not recovered from the sledge-hammer blows of Herr Goebbels.«
Moderne nostalgi
Da Statens Filmcentral senere skrev en rapport om arbejdet med filmene, kunne de derfor med tilfredshed konkludere, at Fabrikken Caroline var blevet en solid film med en hjertelig stemning, og desuden havde 'gjort et særdeles fordelagtigt indtryk i England'.
Hvis amerikanere [...] føler, at budskabet er underspillet, så lad dem reflektere over, at europæere endnu ikke er kommet sig over forhammerslagene fra Herr Goebbels.
Lederen af Marshall-administrationens filmarbejde
Filmen om Caroline blev bygget op omkring koen Caroline, som publikum kunne følge fra kalv til hun også selv blev mor. Selvom koen således er hovedperson, er filmen langt fra nostalgisk eller overdrevet romantiserende. Fortællingen er derimod fremadskuende, hvor dansk landbrug fremstilles som moderne, og de bagvedliggende idealer er effektivitet og rationalitet.
Selvom Marshallplanen ikke blev filmens omdrejningspunkt, så afspejlede filmen i høj grad planens indbyggede produktivitetslogik, som allerede filmens titel peger på.
Du er fremtiden
I filmens slutscene vinder Caroline naturligvis 1. præmien på dyrskuet, hvilket ikke blot var godt for Caroline og hendes ejer, men for hele landet, produktionen og eksporten:
»Hun bliver opført i stambogen. Det betyder ikke bare, at hun kommer i køernes blå bog, men det vil også sige, at Aksel Nielsen [gårdejeren, red.] med tilfredshed kan fastslå, at han har forædlet Fabrikken Caroline og har banet vejen for større produktionsresultater.«
»Det er en vej med mange problemer. Der skal mere foder til Fabrikken Caroline, og det skal udnyttes bedre, og vi skal lave det selv, når den import som vi i øjeblikket har i kraft af Marshallplanen hører op.«
»Alle midler, videnskabelige og praktiske, må bruges, for kun en større produktion og en større eksport kan sikre landets stilling i det økonomiske samvirke mellem landene. Det er et stort program. Og du er en af grundpillerne i det Caroline. Derfor er vi glade for dig, og derfor skal vi nok passe på dig og kæle for dig - også i fremtiden.« (Fabrikken Caroline, Nordisk Film, 1951)
