Kannibalisme gennem tiderne

Antropologer har klassificeret antropofagi eller menneskeæderi ud fra forskellige kriterier. Ser man på formålet, kan der skelnes mellem:

• Ernæringskannibalisme, hvor artsfæller indgår som normal del af menuen.
  
• Overlevelseskannibalisme, hvis den kun forekommer i ekstreme sultsituationer.
  
• Rituel eller magisk kannibalisme, hvis den er knyttet til specielle kulturelle ritualer.

Det kan dreje sig om begravelse af afdøde slægtninge, religiøse menneskeofringer, eller hvis kannibalisme bruges som hævn og terrormiddel over for besejrede fjender.

En anden klassifikation går ud fra kannibalens relation til offeret. Hvis de tilhører forskellige stammer, kaldes det eksokannibalisme, for eksempel kannibalisme på dræbte fjender.

Tilhører de samme stamme, kaldes det endokannibalisme, for eksempel nekrofagi af slægtninge. De to eksempler afspejler betydningen af slægtskab mellem kannibal og offer. Endokannibalisme praktiseres derfor mest som nekrofagi, mens eksokannibalisme oftest er forbundet med drab på offeret.

Endokannibalisme udbredt blandt samler-jægere

Ernærings- og overlevelseskannibalisme følger tilsvarende mønstre:

Ofrene vil hovedsageligt være ubeslægtede individer fra andre stammer. Dette var for eksempel også et klart mønster i forbindelse med tidligere tiders skibsforlis:

Det første offer blandt besætningen var som regel den enlige neger. Kun i særlige nødsituationer går det ud over slægtninge. Der er fundet en sammenhæng mellem disse kannibalismeformer og samfundenes udvikling:

Endokannibalisme er især udbredt blandt samler-jægere, mens eksokannibalisme er særlig knyttet til landbrugssamfund.

Chimpanser dræber artsfæller

Kannibalisme er kendt fra rent planteædende aber, inklusive gorilla og orangutang, men er forståeligt nok mere udbredt hos de mest kødspisende, chimpanse og bonobo. Der er dog tydelig forskel på, hvordan de behandler artsfæller og for eksempel andre fangne aber eller hjorte.

Mens en hjort bliver dræbt og som regel spist til sidste trævl, ofte ved at byttet deles mellem gruppens medlemmer, er fangst og spisning af en artsfælle ofte forbundet med ophidset adfærd.

Offeret bliver slæbt af sted, slået mod grene eller klipper, eller på anden måde voldsomt behandlet både før og efter, det er dødt. Det kan gerne gå på omgang, men bliver sjældent spist helt op. Hoved, ben og indvolde fortæres først, mens resten til sidst bliver efterladt.

Slår to fluer med ét smæk

Kannibalismen kan forekomme i to forskellige situationer. Hyppigst foregår det ved, at voksne hanaber angriber fremmede, ungebærende hunner, som er strejfet ind i gruppens territorium.

Hannerne tager ungen fra moderen for derefter at spise den (eksokannibalisme).

Men man har også observeret hunner, der har taget ungen fra andre hunner af deres egen gruppe og efterfølgende dræbt og spist den (endokannibalisme).

Det er endnu uklart, hvordan disse tilfælde af ungedrab og kannibalisme skal tolkes, specielt hvor ungen er fra egen gruppe. Eksokannibalismen kan muligvis forklares med, at ofrenes mødre efterfølgende optages i de kannibalistiske hanners gruppe.

Man slår to fluer med et smæk: skaffer sig af med en ubeslægtet unge, som ellers ville konkurrere om maden i samfundet, og hunnen kommer hurtigere i brunst igen. Det sker dog langtfra altid, at disse hunner optages i gruppen.

De tidlige mennesker spiste hinanden

I 1997 blev en ny art af mennesker beskrevet ud fra knoglefund fra Gran Dolina-hulerne nær Burgos i Spanien.

Homo antecessor, som den blev kaldt, levede for 800.000-1 million år siden og menes at være den nærmeste fælles stamform til både Neanderthal-mennesket og os. Arten efterlod sig en righoldig ’køkkenmødding’ af knoglerester fra deres måltider.

Menuen omfattede hjorte, bison og hest samt hunde, ulve og andre rovdyr i mindre omfang. Men blandt godt tusind knoglestumper stammer ikke mindre end 165 fra H. antecessor selv.

Knoglestumperne fra artsfæller viser samme skrabe-, snit- og brudmærker som de øvrige byttedyrs og må derfor være behandlet på akkurat samme måde.

Ikke kun i nødsituationer

H. antecessor havde flinteredskaber, som blev fundet sammen med knogleresterne, og de har været brugt til at skrabe kødet af knoglerne. Knoglerne er også knækkede eller slået itu for at nå ind til knoglemarven.

I det hidtil undersøgte materiale findes der ikke en eneste hel knogle, så føden er blevet grundigt udnyttet. Der er ingen tegn på, at kannibalismen kun er foregået i nødsituationer.

Flere lag i hulen indeholder sådanne knogler, så kannibalismen er sket over en længere periode. Og H. antecessor har tilsyneladende haft rige ressourcer af både planter og dyr til rådighed.

Artsfæller menes slet og ret at have været en del af kostplanen (ernæringskannibalisme). Det forhindrer dog ikke, at kannibalismen kan have haft andre funktioner end de rent ernæringsmæssige.

Hovedsageligt børn og unge

Grupper af H. antecessor har givetvis ligget i territoriestridigheder med andre grupper, og fangst og drab på medlemmer af nabogrupper kan have været en del af territorieforsvaret. De fortærede artsfæller var hovedsageligt børn og unge af begge køn, dvs. forholdsvist let bytte at overmande.

De mange store byttedyr tyder på, at disse tidlige mennesker levede i organiserede grupper med samarbejde omkring jagten. Fundene viser også, at byttet, inklusive artsfæller, er bragt til hulen, og at hele forarbejdningen er foregået her.

H. antecessor brugte formentlig ild i tilberedningen af føden. Råt kød er vanskeligt at udnytte, mens kødets næringsværdi øges betragteligt gennem varmebehandling.

Man kan derfor forestille sig, at ikke blot indtagelsen af kød, men også ernæringskannibalisme fik et gevaldigt opsving, da den kontrollerede brug af ild blev tilgængelig for tidlige mennesker for et par millioner år siden.

Fra Neanderthal-mennesket findes ligeledes knoglerester af artsfæller blandet med rester af andre byttedyr, så også her synes der at være tale om ren ernæringskannibalisme.

Columbus opfandt ordet 'kannibal'

Der er rigeligt med beviser for antropofagi fra alle perioder af H.sapiens’ historie og fra alle egne af verden. For de før-historiske og forhistoriske mennesker er det hovedsageligt knoglefund af samme type som beskrevet ovenfor, der udgør bevismaterialet.

Nedskrevne beretninger forekommer fra romertiden, men de fleste stammer fra tiden med de store opdagelsesrejser. Ordet ’kannibal’ blev skabt af Columbus ved fordrejning af ’cariba’.

Det var navnet, som en indianerstamme på De små Antiller brugte om sig selv, men som i nabostammens sprog var kommet til at betyde ’barbar’.

Overdrivelser retfærdiggjorde kolonisering

Der er ingen tvivl om, at de europæiske kolonimagter efter Columbus’ tid overdrev omfanget af kannibalisme blandt befolkningerne i den nye verden.

De brugte også overdrivelserne til at retfærdiggøre koloniseringen af ’barbarerne’ – en kolonialisering, der blev gennemført ved hjælp af ikke mindre barbariske metoder som folkedrab og slaveri, skønt de ikke er tilsvarende tabubelagte.

Der var måske også en økonomisk begrundelse for at tabuisere de indfødtes kannibalisme. Spanierne og hollænderne opkøbte krigsfanger fra cariberne for selv at holde dem som slaver, og de måtte betale dobbelt pris for at få cariberne til at undlade at spise fangerne.

Hungerkatastrofer kan opstå alle steder

Mange før-teknologiske folkeslag har formentlig praktiseret en eller evt. flere former for kannibalisme.

Det betyder dog ikke, at alle former har været praktiseret af alle, eller at kannibalisme har været almindeligt hos alle.

Der er intet folkeslag, man kan beskylde for at være mere disponeret for kannibalisme end andre, men der kan lokalt være opstået kulturelle mønstre, som indeholder omfattende kannibalistiske ritualer som for eksempel på Fiji-øerne og hos aztekerne.

Og der kan i alle kulturer opstå hungerkatastrofer, som vil medføre samfundsmæssigt ukontrollabel overlevelseskannibalisme.

Tankerne bag rituel kannibalisme

Det er med den rituelle kannibalisme, at overgangen fra at være et rent biologisk fænomen til også at være en kulturel foreteelse er sket. Vi ved ikke præcis, hvornår den rituelle kannibalisme opstod.

Som nævnt viser chimpanser en anderledes adfærd under fortæringen af dræbte artsfæller end af andre byttedyr. Dette kan måske tolkes som ’bevidsthed’ om, at byttet er en artsfælle. En sådan viden må vi gå ud fra, at de tidlige Homoarter havde. Der er dog endnu ingen direkte indikationer for rituel kannibalisme fra før Homo sapiens.

Forskellen mellem en rituel kannibalisme på dræbte fjender efter et slag og en ernæringskannibalisme, som efterfølger stridigheder med nabogrupper om territoriegrænser, er dog hårfin, og man kan godt forestille sig en rituel kannibalisme opstå som ritualiseret ernæringskannibalisme.

Bundede i reelt proteinunderskud

Det er for eksempel foreslået, at aztekernes omfattende kannibalisme-ritualer på krigsfanger bundede i et reelt proteinunderskud i befolkningen.

Ritualerne omfattede formentlig over 20.000 fanger om året fordelt på månedlige ofringer. Aztekerne manglede nemlig større husdyr som køer, heste og svin. Ofrede krigsfanger blev efter ritualet fordelt blandt befolkningen og kan have været et betydeligt proteintilskud.

En sådan ernæringsmæssig oprindelse er ikke i modstrid med, at hele det voldsomme ritual også tjente magthaverne til intern social kontrol samtidig med, at konkurrerende nabosamfund blev holdt i ave.

Forfærdelse over vestlig begravelsespraksis

Det menneskelige legeme besidder en livgivende kraft, som det beholder også efter døden, og kraften kan gives videre gennem kannibalisme. Denne opfattelse ligger bag ikke blot nogle af de før-teknologiske folks forskellige kannibalistiske ritualer, men også bag nyere former for medicinsk kannibalisme.

Man kan få del i en fjendes styrke ved at spise ham, specielt hans hjerne, hjerte og muskler. En afdød slægtning lever videre ved at blive fortæret af sine efterkommere og æres derved.

Indfødte fra Ny Guinea har givet udtryk for forfærdelse over vores vestlige begravelsespraksis. Vi forhindrer deres ånd i at leve videre, når vi begraver vore slægtninge uden at vise dem den sidste ære ved at spise dem.

Sejrherren fortærede fjendens kraft

Kannibalisme som hævn eller terrormiddel har været særdeles udbredt over hele verden. Mange beretninger fortæller, at den ofte startede allerede på slagmarken, gerne med at den dræbte fjendes hjerte blev skåret ud og spist råt.

Resten af legemet blev hjemført og konsumeret efter kogning eller stegning. Hos nogle folk var kannibalismen af fjenden vigtigere end drabet på ham. En kriger blev æret og steg på den sociale rangstige for det antal kroppe, han bragte hjem, ikke for det antal fjender han slog ihjel.

Det var fortæringen af fjenden, som overførte dennes kraft til sejrherren. På Fiji-øerne udvikledes op til 1800-tallet et kannibalistisk masseritual baseret på folkets oprindelsesmytologi.

Lejesoldater leverede ofrene

Høvdingene var personificeringer af guderne og repræsenterede tidligere høvdinges ånder. Som guder var høvdingene ikke en del af folket, men havde indgået en gensidig ’kannibalistisk kontrakt’ med dette.

Høvdingene giftede sig med folkets døtre (’fortærede’ dem seksuelt) og måtte til gengæld levere ofre til forfædrenes ånder og derved sikre samfundets fremgang. Disse ofre bestod af fjender, dræbt i krig med nabostammer, eller krigsfanger og slaver.

Højtidelighederne udviklede sig til omfattende kannibalistiske fester med hundredvis af ofre årligt, og hvori folket deltog.

Antropologen Marshall Sahlins har beskrevet relationen mellem høvdinge og folk som et bytte af ‘raw women for cooked men’. Lejesoldater og andre blev betalt for at levere ofrene til festlighederne, og da europæerne kom frem til området i 1800-tallet, hvor traditionen havde nået sit største omfang, var de også leveringsdygtige.

Bevis for tidlig kannibalisme

Som for de tidlige Homo-arter er det skrabemærker m.m. på menneskeknogler, der har fortalt arkæologerne om tidligere folkeslags kannibalistiske vaner, da det ofte kun er knogler, der er bevaret. Men man kan hævde, at en sådan evidens kun er indirekte, da den bygger på en tolkning.

Undersøgelser af efterladenskaber fra Anasazi-indianerne har leveret et direkte og uigendriveligt bevis for kannibalisme. Anasazierne boede i flere hundrede år i det sydvestlige USA, hvor de havde opbygget højt udviklede samfund.

Byen Pueblo Bonito i Chaco Canyon i det nordvestlige New Mexico havde huse med 5-6 etager og mange tusind indbyggere.

De forlod tilsyneladende fredeligt og koordineret deres byer i perioden fra før 1200 og omkring hundrede år frem, og de menes at være forfædre til områdets nuværende pueblo-indianere. Nogle bebyggelser viser dog tegn på voldelige konfrontationer.

Menneskekød afsløret ved myoglobin

Humane knoglerester med skrabe- og snitmærker ligger spredt blandt knogler fra andre byttedyr som tegn på ernæringskannibalisme. Den endelige dokumentation for dette blev leveret af en indtørret lort (koprolit) fra et menneske.

Den blev fundet i en bebyggelse, som blev forladt ca. 1150 efter åbenlyse stridigheder. Lortens ophavsmand havde tilsyneladende udelukkende spist kød, for der var ingen rester af de sædvanlige fødeplanter, for eksempel majs.

At det var menneskekød, der var blevet spist, kunne bevises gennem analyse af proteinet myoglobin.

Menneskeknogler kan skelnes fra andre

Ligesom hæmoglobin er stoffet, der transporterer ilten i blodet fra lungerne til organerne, er myoglobin det stof, der i muskelcellerne transporterer ilten frem til mitokondrierne, hvor den benyttes i den energiproducerende forbrændingsproces.

Myoglobin findes udelukkende i tværstribede muskler samt i hjertemuskulatur og ikke i blod eller andet væv, heller ikke i den glatte muskulatur, som omgiver tarmen. Myoglobin kan derfor kun komme ind i et menneskes tarm ved at spise kød.

Det er desuden muligt at skelne mellem myoglobin fra mennesker og andre pattedyr. Påvisning af humant myoglobin i den gamle lort er derfor et sikkert bevis for antropofagi.

Tilsyneladende er beboelsen blevet angrebet, og angriberne har spist de slagne beboere. Skår af kogekar viste også spor af menneskeligt myoglobin.

Historien har gentaget sig mange gange

Jared Diamond beskriver i bogen ’Collapse’ flere eksempler på, at højt civiliserede samfund overudnytter deres naturgivne ressourcer og vokser til en populationsstørrelse, som ressourcerne ikke kan opretholde i det lange løb.

Afskovning og sænkning af grundvandsvandspejlet gør landbrugsproduktionen sårbar over for tørkeperioder.

Nedgangsperioden er kendetegnet ved sociale uroligheder og sult – og derfor meget ofte ved kannibalisme. Det er, hvad der skete for anasazierne, og historien har gentaget sig mange andre steder, for eksempel på Påskeøen.

Hungerkannibalisme er genopstået

Hungerkannibalisme er genopstået mange gange – også i 1900-tallet i forbindelse med krige og i politisk urolige perioder, for eksempel under Leningrads belejring under Anden Verdenskrig, under Det Store Spring Fremad i 1950’ernes Kina.

Eller i mere begrænsede situationer som for eksempel det uruguayske rugby-holds flystyrt i Andesbjergene i 1972.

Under den kinesiske kulturrevolution i 1960’erne udviklede det sig til hævnkannibalisme på ’klassefjender’.

Kannibalisme i traditionel forstand findes næppe mere som samfundsmæssigt legalt fænomen, men lokalt kan gamle begravelsesritualer formentlig blive opretholdt. Enkeltstående tilfælde af kannibalisme dukker af og til op også i den vestlige verden. De slås stort op i pressen, og udøveren fremstilles som psykisk, evt. seksuelt afvigende.

Prion-sygdomme fra kannibalisme

Prioner er proteiner, som dannes i cellerne, hovedsageligt i nervevæv, men man kender ikke deres naturlige funktion. Prioner kan optræde i en sund og en sygelig form.

Sidstnævnte har den egenskab, at den kan forbinde sig med cellens sunde prion-molekyler og omdanne disse til den sygelige form. På den måde sker der en selvforstærkende ophobning af det sygelige protein i cellen, som degenererer og efterhånden dør. Inficerede dyr og mennesker vil også dø efter kort tid.

Det var nervesygdommen kuru – en form for Creutzfeldt-Jakob-syge – hos Forestammen på Papua-Ny Guinea, der oprindeligt ledte videnskaben på sporet af prionernes væsen.

Sygdom forsvandt med menneskeæderi

Fore-folket levede meget isoleret i fjerne bjergegne og kom først i 1950’erne i kontakt med civilisationen. Sygdommen ramte hovedsagligt kvinder, og det i en sådan grad at hele landsbyer stort set var uden kvinder i den fødedygtige alder.

Kun ganske få voksne mænd blev ramt. Årsagen til sygdommen blev åbenbaret ved, at stammen praktiserede en form for rituel kannibalisme af afdøde slægtninge, som kun kvinder, piger og små drenge deltog i, og hvor den afdødes hjerne blev spist.

Dette begravelsesritual havde kun eksisteret i stammen i et par generationer, og efter det blev afskaffet i 1960, faldt hyppigheden af kuru i populationen brat.

Sygdommen kan dog have en meget lang inkubationstid, hvorfor der fortsat optræder nye tilfælde, men kun blandt gamle mennesker, der som børn deltog i sådanne begravelsesfester.

Medicinsk kannibalisme - alt kunne bruges

I renæssancen og efterfølgende, ca. 1500-1800, var det i Europa en udbredt praksis at kurere sygdomme og kvæstelser med præparater fra afdøde mennesker. Pulveriserede kranier var i høj kurs, og det samme var pulvere lavet af mumificerede mennesker. Tonsvis af mumier fra de ægyptiske pyramider blev eksporteret til Europa, men kunne langtfra imødekomme efterspørgslen. ’Mumie’ blev slet og ret betegnelsen for helbredende pulvere lavet af menneskelig.

Kød, fedt, blod og knogler, alt kunne bruges. Og alle typer lig blev brugt – henrettede forbrydere, lig fra tidens mange slagmarker, spedalske og ofre for pesten. Pulverne blev spist eller indgik i plastre. Det berettes, at Christian den 4. tog ’pulvere delvis fremstillet af kranier fra kriminelle’ som kur mod sin epilepsi.

Endnu i begyndelsen af 1900-tallet kunne man se denne reklame fra det farmaceutiske firma E. Merck, Darmstadt: »Ægte ægyptisk mumie, så længe lageret rækker, 17,50 Mark pr. kilogram«.

Friske lig var bedst

Det var dog friske lig, der havde den stærkeste helbredende kraft.

Den fremtrædende tyske farmakolog Johann Schroeder fra 1600-årene gav denne opskrift på det bedste middel: » ... et lig af en rødhåret mand (i en sådan mand menes blodet at være lettere og kødet bedre), helt og uden pletter, cirka 24 år gammel, som har lidt en voldsom død (ikke af sygdom), og udsat for månens stråler en dag og en nat under en skyfri himmel.«

»Skær kødet af denne mand, og drys det over med myrrha-pulver og en lille smule aloe, læg det i blød, så det bliver mørt, og hæng til sidst stykkerne op et tørt og skyggefuldt sted, til de er tørre. På denne måde kommer det til at minde om røget kød og uden stank.«

Gammel tradition: Et glas menneskeblod, tak

En anden version af samme opskrift specificerer, at hængte personer er særligt velegnede. Helt op i det 1800-tallet berettes fra flere steder i Europa, inklusive Danmark, at folk kunne købe sig adgang til skafottet ved halshugninger for at opsamle den henrettedes blod i deres kopper. At drikke det endnu varme blod mentes at være en god kur mod epilepsi.

Denne praksis, at drikke frisk menneskeblod, er flere tusind år gammel. Den går mindst tilbage til romertiden, hvor man drak blod fra sårede gladiatorer. Det er beskrevet af den romerske læge Celsus 50-25 fvt.

Afdækningen af renæssancetidens medicinske kannibalisme skaber i dag sensationsoverskrifter som for eksempel ’Kannibalisme afsløret i det engelske kongehus’, men det var slet og ret den tids fremherskende medicin og blev benyttet af alle, skønt nok mest blandt de bedre bemidlede, der havde råd til at betale.

Kristne spiste mumier for 'livgivende kraft'

Også på denne tid var menneskelegemet forbundet med en livgivende kraft – nu baseret på kristent grundlag. Mennesket er skabt i Guds billede og legemet besjælet med Hans ånd. Det var derfor den guddommelige kraft, man fik del i ved indtagelse af ’mumie’. Nogen modstand fandtes blandt tidens læger, men mest begrundet med at det formentlig ikke virkede.

Kun enkelte kritiske røster ironiserede over, at europæerne praktiserede medicinsk kannibalisme og de mest grusomme former for tortur i tiden med de store opdagelsesrejser, hvor man beskyldte oprindelige folk i de nyopdagede verdensdele for kannibalistisk barbari som retfærdiggørelse for koloniseringen af dem. Michel de Montaigne, 1581:

»Vi kan med rette kalde disse folk barbarer med henvisning til fornuftens love, men ikke i sammenligning med os selv, som overgår dem i alle former for barbari.«

High-tech kannibalisme

Medicinsk kannibalisme og vampyrisme er videreført i moderne medicin i form af organtransplantation og blodtransfusion. Den livgivende kraft er dog nu ikke blot en tænkt forestilling, men direkte knyttet til organernes fortsatte biologiske funktion.

I medicinske kredse kaldes det ’high-tech kannibalisme’ og har da også været forbundet med samme type risiko for sygdomsoverførsel som anden kannibalisme, for eksempel smitte med HIV ved blodtransfusion.

Vi er fra medierne ikke vant til at få disse teknikker præsenteret som kannibalisme, men faglitteraturen er ikke i tvivl. Medierne har dog ofte historier om ulovligt salg af organer fra blandt andet fattige indere, der ernærer familien ved salg af en nyre, og senest fra henrettede krigsfanger i Balkankrigen. Nogle er også hurtige til at benævne denne praksis ’vor tids kannibalisme’.

Hver tidsalder har sine former for kannibalisme

Det er dog ikke ulovligheden og de uhyrlige omstændigheder ved erhvervelsen af organerne, der gør det til kannibalisme. Det er selve overførslen af blod, væv og/eller organer fra et dødt eller levende individ til et andet af samme art, der er en kannibalistisk praksis, og det er den, hvad enten det sker på lovlig eller ulovlig vis og med eller uden donorernes samtykke.

Hver tidsalder og hvert samfund har sine former for kannibalisme.

Det er andre tiders og andre kulturers måder at gøre det på, der fremstilles som uhyrlige, mens egne fremstilles som nyttige og ’naturlige’, og man undgår omhyggeligt ethvert ordvalg, der kunne associere egen praksis med en så tabubelagt aktivitet. Som allerede Montaigne udtrykte det: » ... alle folk kalder dét barbarisk, som afviger fra deres egne vaner.«