Danmarks nye integrationsminister hedder Søren Pind.
Ved første øjekast besidder han nogle af de samme politiske og retoriske karaktertræk, som hans forgænger Birthe Rønn Hornbech oprindeligt blev minister på. Pind er hverken bange for at fremstille eller stå ved sine synspunkter.
Spørgsmålet er, om det også for ham vil vise sig at være en hæmsko snarere end en fordel i forhold til ministerarbejdet. Vil Pind også en dag stå over for valget mellem at gå på kompromis med sin retoriske stil eller slukke mikrofonen?
Kommer han også til at skulle vælge mellem at ændre holdning eller ændre stillingsbetegnelse? Eller er formen og indholdet i Søren Pinds politiske retorik, de overordnede ligheder til trods, så tilstrækkeligt forskellig fra Birthe Rønn Hornbechs, at de træk, der blev Hornbechs akilleshæl, kan blive Pinds adelsmærke?
Man kan få en første indikation ved at se nærmere på, hvordan den Pindske variant af kontant principfasthed kommer til udtryk.
Læs hele analysen i indlægget på Retorikbloggen:
Ministerrokade: fra kompromisløse principper til provokerende populisme
