Kan dansk forskning gøres til en økonomisk generator og stadig beholde sin integritet?
Videnskab anno 2023 forventes at skabe økonomisk vækst og løse det danske samfunds problemer. Det er en risikabel kurs.

Videnskab anno 2023 forventes at skabe økonomisk vækst og løse det danske samfunds problemer. Det er en risikabel kurs.
Videnskab anno 2023 forventes at skabe økonomisk vækst og løse det danske samfunds problemer. Det er en risikabel kurs.
De seneste 20 år er det danske universitetssystem blevet radikaliseret på en måde, der ikke er set magen til andre steder i verden.
Dansk forskning er gået fra at have som mål at være fri og uafhængig til i stort omfang at være finansieret af industrien og have til formål at løse samfundsproblemer.
Den udvikling - og hvorfor den kan være problematisk - vil jeg gennemgå i det følgende.
Ved hjælp af begreberne ’co-produktion’ og ’deficitmodellen for innovation’ vil jeg belyse, hvordan politik og holdninger har udviklet sig indenfor forskning og innovation.
Begreberne stammer fra videnskabs- og teknologistudier (STS), der er et forskningsfelt, som undersøger hvordan videnskab, samfund og teknologi samskabes.
STS er en forkortelse for Science and Technology Studies og kaldes på dansk videnskabs- og teknologistudier eller blandt forskere på området bare STS.
Forskningsfeltet undersøger, hvordan udvikling af teknologi og videnskab spiller sammen med udviklingen af vores kultur, samfund og grundoverbevisninger. Det er de seneste år vokset markant både internationalt og i Danmark.
Hen over sommeren bringer Videnskab.dk en række artikler med fokus på STS skrevet af tre danske STS-forskere. Dette er den tredje artikel i rækken. De to første kan du læse her:
Men det er nødvendigt at begynde med en gennemgang af, hvordan synet på forskning har udviklet sig.
Danmark har som andre vestlige lande et stort fokus på videnskab og har siden Anden Verdenskrig investeret massivt i offentlig forskning samt udbredelsen af viden, blandt andet gennem højere uddannelse i befolkningen.
En af de store pionerer indenfor området var Vannevar Bush, der under Anden Verdenskrig var videnskabelig rådgiver for præsident Roosevelt. Han udgav i 1945 en skelsættende rapport, hvor han advokerede for nødvendigheden af at sikre offentlig støtte til genopbygningen af en uafhængig grundforskning.
Grundforskning er den del af videnskaben, som beskæftiger sig med de grundlæggende spørgsmål om, hvad verden består af, og hvordan den fungerer.
Grundforskning kaldes også interessedrevet forskning og drives ikke af potential anvendelse og nytte i samfundet.
Her tager anvendt videnskab over og omsætter ny viden til nye løsninger på konkrete problemer som har nytte i samfundet.
Bushs argument var, at grundforskningen var forudsætningsdannende for anvendt videnskab og derigennem kommerciel innovation. Dermed så Bush fri, offentligt støttet basisvidenskab som vejen til økonomisk vækst og højere levestandard.
Bush talte for en klar moralsk arbejdsdeling: Offentligt støttet forskning skulle behandle områder, der ikke havde umiddelbar kommerciel interesse og derfor ikke kunne overlades til industriel forskning og udvikling.
Kommerciel udnyttelse af forskningsresultater var den private industris ansvar.
Bush så det som afgørende for samfundets fremtidige velstand, at den nødvendige basisvidenskabelige kapacitet blev genopbygget.
Han mente, at kun forskerne selv besad den nødvendige indsigt til at kunne beslutte, hvordan forskningsressourcerne skulle prioriteres.
Derfor forsøgte han at begrænse den politiske indflydelse på forskningen. Med 2. verdenskrigs massive teknologiske gennembrud i ryggen, lykkedes det Bush at etablere en politisk forståelse for værdien af en uafhængig forskning. Denne blev senere institutionaliseret gennem National Science Foundation (NSF).
I Danmark har den frie forsknings fond (DFF) en lignende funktion.
Selvom Vannevar Bush ikke anvendte begrebet ’innovation’ i sin rapport, dannede hans rationale grundlag for den innovationstænkning, som fremover ville præge innovations- og forskningspolitik.
Men forestillingen om en fri forskning, der på naturligvis udbredes i samfundet gennem teknologisk innovation, bedre sundhed og højere levestandard mødte gennem årene stigende modstand.
Trods Bush’s succes med at etablere en politisk uafhængig videnskab, voksede utilfredsheden med forskningens samfundsnytte. Dette medførte blandt andet indførelsen af Bayh-Dole loven i 1980. Den skulle sikre, at særlige amerikanske elite universiteter, som for eksempel Massachusetts Institute of Technology (MIT), var forpligtet til aktivt at opsøge kommercielle udnyttelser af deres forskeres opfindelser.

Mens økonomisk tænkning i stigende grad kom til at definere, hvordan man forstod og styrede innovation, skete der også en ændring i, hvordan man tænkte videnskabens samfundsnytte og berettigelse.
Den gamle idé om en videnskab, som netop havde sin værdi ved at være fri og uafhængig af samfundets øvrige politikker og interesser, blev nu i stigende grad udfordret af idéen om, at videnskab skulle ses som en generator for økonomisk vækst.
Denne drejning kunne ses både i økonomi- og innovationslitteratur om emnet og i modeller, der opgjorde samfunds innovationskapaciteter gennem eksempelvis at måle deres samlede investeringer i forskning.
OECD's opgørelser viste, at USA og Japan lå foran EU, hvilket medvirkede til at skabe en selvforståelse blandt EU-lande om, at de var bagud. Dermed fremkom idéen om ’deficit’ position, hvor de skulle forsøge at indhente USA og Japan for at undgå at blive udkonkurreret.
Selvom denne udvikling bidrog til et stigende samfundsbehov for forskning, viser udviklingen også, hvordan værdigrundlaget for offentligt støttet forskning redefinerede videnskabens berettigelse.
Fremfor at videnskaben havde en erkendelsesmæssig særstatus ved at være sikret politisk uafhængighed, var det nu den direkte samfundsanvendelse, der legitimerede dens offentlige støtte.
I de tidlige 1990’ere fremkom en række analyser, der viste en ny organisering af europæisk vidensproduktion. Den nye organisering blev kaldte modus 2 og byggede på at videnskabelig viden i stigende grad fremkom gennem tvær-disciplinære samarbejder omkring praktiske samfundsproblemer.
Modus 2 markerede et skift på flere fronter. Forskningens nye organisering omkring samfundets behov betød, at erkendeinteressen ikke længere kom ud af intern fagdisciplinære nysgerrighed.
Samtidigt illustrerer modus 2 også, hvordan samfundets forventninger til forskning ændredes. Før var forskning set som en samfundsinstitution, hvis værdi lå i at dens vidensproduktion var uafhængig af øvrige samfundsinteresser. Nu var forskningen forventet at bidrage direkte til løsningen af samfundsproblemer -herunder til den økonomiske vækst gennem samarbejde med industrien.
Vi kan dermed se, hvordan forskningens nye interne organisering omkring løsningen af samfundsproblemer afspejlede ændrede værdisæt i det omkringliggende samfund.
Harvard-professor Sheila Jasanoff beskriver gennem idiomet ’co-produktion’, at »måderne, hvormed vi kender og repræsenterer verden (både naturen og samfundet), ikke kan adskilles fra de måder, vi vælger at leve i den.«
På denne måde kan vi både se videnskaben som en institution, der er indlejret i samfundets normer og fortolkningsrammer. Samtidigt producerer og udbreder videnskaben ny viden, som skaber nye grundlag for, hvordan samfundets normer udvikler sig.
Derfor er det væsentligt, at videnskabens styringsmekanismer ændrede sig fra at beskytte interne fagdisciplinære erkendeinteresser mod i stedet at servicere eksterne politikker.
Omkring årtusindeskiftet var Danmark i en gennemgribende omstilling af den offentlige sektor.
Den offentlige sektor var blevet stor, hvilket nogle mente var for dyrt i lyset af at Danmark havde opnået verdens højeste skattetryk.
Indførelsen af nye offentlige administrationsprincipper betød, at offentlige institutioner skulle styres gennem mekanismer som efterlignede den private sektor.
Anders Fogh Rasmussen, som var nyvalgt statsminister i 2001, stod i spidsen for at denne gennemgribende revision.
Under indflydelse af historier om succesfuld amerikansk kommercialisering af forskning specifikt i relation til Massachusetts Institute of Technology (MIT), var turen også kommet til det danske universitetssystem.
Fogh beskrev sit ideologiske grundlag i bogen ’Fra social stat til minimal stat’, hvor han med inspiration fra den amerikanske politiske filosof Robert Nozick tog afstand fra de sociale principper og det ’smagsdommeri’, hvorpå Danmark havde opbygget velfærdsstaten.
I stedet argumenterede Fogh for det følgende:
»Der findes kun en brugbar målestok for belønning: Hvad er produktet eller ydelsen værd for andre mennesker? Den, der er dygtig til at tilfredsstille andre menneskers ønsker og behov, får en stor belønning. Den, der er mindre dygtig, får en mindre belønning. Det frie marked afgør belønningens størrelse. Markedsbelønningen er hverken rigtig eller forkert, retfærdig eller uretfærdig. Den er blot et faktum.«
Under det berømte slogan ”Fra forskning til faktura” kom den nyudnævnte forskningsminister Helge Sander med et klart budskab til det danske universitetssystem: Det var blevet for uproduktivt og vejen frem var gennem betalte erhvervssamarbejder.
Forskningens værdi var de penge, den kunne tjene. Diametralt modsat Bush’s moralske arbejdsdeling.
Ved at beskrive universitetssystemet som i deficit i forhold til dets intenderede innovationsformåen, gjorde Sander det, som vi gennem ’deficitmodellen for innovation’ beskriver som at redefinere samfundsinstitutioners formål og funktion til at handle om innovation og dermed retfærdiggøre radikale midler:
Det danske universitetssystem skulle professionaliseres og omstilles til at servicere industri gennem ’innovationsvidenskab’.
Oprindeligt var det netop industriens manglende kommercielle interesse, som kvalificerede samfundets ansvar for at bedrive den nødvendige grundforskning. Men dette vendtes nu på hovedet sådan, at det blev industriens villighed til at betale for forskningen, som legitimerede yderligere offentlig investering.
Omstillingen skulle effektueres gennem en række reformer og nye love. Først var det Forskernes patentlov i 2000 og DTU-loven i 2001 som var specifikt rettet mod Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Som følge af lave studieoptag og reducerede budgetter var DTU i 1990’erne konkurstruet. DTU blev sat overfor et ultimatum, hvor der skulle vælges mellem voldsomme nedskæringer eller en hemmeligt indgået aftale mellem den daværende DTU-præsident Hans Peter Jensen og forskningsminister Birte Weiss.
Aftalen kom til at danne grundlaget for DTU-loven og erstattede konsortiet som den højeste beslutningstagende instans siden grundlæggelsen af Københavns Universitet i 1540erne.
I den nye enstrengede topstyring refererede rektor kun til en bestyrelse hovedsageligt bestående af eksterne medlemmer fra industrien.
DTU-loven var dermed første skridt mod at afvikle det demokratiske selvstyre, som havde været kernen i det kollegiale system, der siden 1960'ernes studenteroprør havde sikret at alle direkte indflydelse på universitetets disponeringer.
Afviklingen betød eksempelvis, at institutdirektører ikke længere blev valgt af instituttets ansatte, men blev ansat af universitetsledelsen og udelukkende havde ansvar overfor at leve op til dennes interesser og disponeringer.
På denne måde fjernedes universitetsansattes indflydelse på universitetets drift og prioriteringer.
Reorganiseringen af DTU i 2001, ramte med den nye universitetslov i 2003 resten af det danske universitetssystem og afviklede definitivt universiteternes selvstyre og uafhængighed. Formålet var at »åbne universiteterne mod samfundet« og at »styrke beslutningskompetencen«.
Men hvor inspirationen til den danske reformering af universiteterne byggede på en afgrænset model med specifik erfaring fra amerikanske MIT, gik den danske implementering ud på at indføre den samme løsning for hele det danske universitetssystem.
Øget konkurrence blev det næste tiltag. Regering besluttede at reducere universiteternes basisbevillinger, som er de faste og sikre bevillinger, for i stedet at opprioritere de konkurrenceudbudte bevillinger til at udgøre mere end halvdelen af det samlede offentlige forskningsbudget.
Formålet var at satse på færre men større og langvarige strategiske projekter, for eksempel såkaldte pionercenter for AI samt at øge den interne konkurrence i universitetssystemet.
Med færre sikre basismidler til forskningsinstitutionerne, øgede universiteterne deres overhead, som er den andel af de eksterne bevillinger, der bruges til at dække de voksende administrative udgifter og mere usikre indtjeningsmuligheder.
Frem mod 2010 blev antallet af ph.d.-stipendier fordoblet.
Med færre midler til fastansættelser, gav dette øget konkurrence som vilkår for kommende forskningsgenerationer, hvor flere skulle kæmpe hårdere om færre stillinger.
Ofte uden alternative karrieremuligheder udenfor universiteter, medvirkede dette til øget ulighed blandt universitetsansatte og øget økonomisk usikkerhed.
Følgerne af hvordan det danske universitetssystem er blevet omlagt til at drives efter økonomiske og politiske interesser, kan man se i en række af de seneste års kontroversielle begivenheder.
Uheldige eksempler tæller blandt andre: Penkowa-skandalen i 2010, Bente Klarlund-sagen i 2011, de utallige mundkurvsaftaler og ulovlige fyrringer omtalt i Heine Andersen bog ’Forskningsfrihed: Ideal og Birkelighed’ 2017, oksekødsskandalen i 2019, og senest ’Please don‘t steal my research’ i 2021, omdiskuterede fyrringer af fastansatte forskere på AAU i 2019 og AU i 2022.
Netop forskningens øgede involvering og afhængighed af øvrige samfundsinteresser sammen med den intensiverede interne konkurrence betyder, at forskningen nemt kan komme til at fremstå som politisk og interessedrevet.
Selvom der kan være gode grunde, til at forskning vil demonstrere sin nytte i samfundet, kan det også åbne for forsøg på politiske interventioner i forskningspraksisserne. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ytrede for eksempel i juni 2021 voldsom kritik af specifikke forskningsmiljøer, hvis resultater de var uenige med.
Her kunne generelle retningslinjer for interventionsdrevet og samfundsengageret forskning både beskytte forskningens integritet, samt forskere der behandler højaktuelle politiske emner.
Vi ser samtidigt en stigende skepsis i befolkningen overfor videns institutioner og ny teknologi. Dette udtrykkes for eksempel gennem den seneste opblomstring af vaccinemodstand. Det er dog vigtigt, at dette ikke blot fejes af bordet, men tages som et alvorligt tegn på mistillid og den institutionelle krise som dansk forskning befinder sig i.
Det er min forhåbning, at denne analyse tjener til en øget opmærksomhed på, hvordan vi forholder os til dansk forskning.
Når jeg taler med internationale kolleger, er der ingen, som kan genkende den danske udvikling indenfor deres universitetssystemer.
Det er væsentligt, at vi erkender, at vores model er ekstrem og derfor indebærer, hvad jeg mener er en risikabel og uforudsigelige vej, der ingen fortilfælde har.
Uanset om vi har glemt, hvad forskning er eller bør være, så skal vi til at finde ud af, hvad vi vil med dansk forskning, og hvordan vi bedst kan sikre netop det.