Julelege var en synd

I gamle dage var julen en højtid, hvor danskerne traditionelt legede forskellige former for "julelege". Her legede småfolk, at de var herremænd eller måske gejstlige for en dag.

Mænd og kvinder fik også mulighed for at komme nærmere hinanden under julelegene, der tit involverede tæt fysisk kontakt.

I 1700-tallets julestuer var et frirum, som vi minder lidt om nutidens julefrokoster, hvor man smider nogle hæmninger.

Selvom de traditionelle julelege er gået i glemmebogen, benytter vi stadig den dag i dag decembers festlige arrangementer til at opføre os særdeles tosset.

Der er også mange, der kan nikke genkendende til nærkontakten med det andet køn, selvom mange sikker fortryder det dagen efter.

Julelege blev set som ukristne

Der er i det hele taget noget ved julen, som bringer det lystige frem i mennesker. Måske var det også derfor, at 1700-tallets præster kæmpede indædt mod de syndige julelege, som de mente var en hån mod Gud.

Charlotte S. H. Jensen, der er mag.art. og ansat ved Nationalmuseet, har kigget nærmere på juleopgøret mellem staten, kirken og folket fra 1500- til 1800-tallet.

»Det er en periode i historien, hvor kirken sætter fokus på, at folk opfører sig ’ordentligt’ under højtiderne. Julelegene blev set som u-kristne og syndige traditioner. Derfor blev de også forbudt,« fortæller hun.

Sådan var julelege i 1700-tallet

Hvad var det så, som præsterne var så forargede over?

Hvis vi kigger på julelege i 1700-tallet, kan vi trække et par stykker frem, som i nutidens øjne sikkert er ganske uskyldige.

’Trille julekage’ er et eksempel på en leg, som historikere kender fra flere egne. Her lagde en pige og en karl sig påklædte oven på hinanden på et bord, mens resten af selskabet ’æltede dejen’. Det betød, at de to deltagere fik gnubbet sig godt op ad hinanden til stor morskab for hele selskabet.

Præsterne var derimod ikke videre begejstrede for legene og deres seksuelle undertoner.

Karlen gjorde nar af præsten

En anden juleleg var også med til at få præsterne op i det røde felt. Legen drejede sig i al sin enkelthed om, at en frisk karl tog en kvindeskørt over skuldrene, hvorefter han lavede en imitation af en præst.

Her fremførte han en fjolleprædiken med frække ord og hentydninger og viede nogle af de unge par i stuen i fiktive vielsesritualer.

Præsterne følte selvfølgelig, at der blev gjort grin med dem, og derfor var de heller ikke særligt tilfredse med denne skik.

Hvis en præst opdagede, at der blev leget julelege i et hjem, kunne præsten meget vel finde på at melde julegæsterne til myndighederne. Anklager om at bedrive julelege kunne også få retslige konsekvenser i form af bøder.

Med der er også eksempler på anklager om julelege, der var mere harmløse.

»På Møn i 1729 var der en eksempelvis en præst, som anklagede en degn, fordi denne havde danset med en bondekone til en julefest,« fortæller Charlotte S. H. Jensen, der har fundet oplysningerne i gemmerne hos Rigsarkivet og Nationalmuseet.

Christian 4. forbød julelege

Forbuddet mod julelege var dog ikke kun et kirkeligt anliggende.

I 1629 lavede Christian 4. en forordning, der forbød de syndige julelege. Forordninger var lovgivning indtil afskaffelsen af enevælden i Danmark. Derfor var julelege decideret strafbare. Selvsamme forordninger blev senere indført i ’Danske lov’ fra 1686.

Det var ikke uden grund, at netop Christian 4. lavede forordningen mod julelege. Én af de anklager, som Christian 4. rettede mod Kirsten Munk for, da de blev skilt i 1628, var nemlig, at hun »legede jul og gjorde sig lystig med rhingreven, mens vi lå for fjenden og blev skudt i armen«.

Men det var nok ikke kun skilsmissen fra Kirsten Munk, der var årsag til, at Christian 4. forbød julelege. Der var også andre interesser, der påvirkede sagen.

»Generelt var det kongens opgave at sørge for, at befolkningen opførte sig ordentligt – også i højtiderne. Kongen var Guds hånd på Jorden, og det var vigtigt, at Gud var tilfreds med folket, så han ikke haglede ulykker ned over landet,« forklarer Charlotte S. H. Jensen.

Pastor Ditzel ville have ’julestikkere’

Gennem de efterfølgende 200 år genkaldte mange sig loven om julelege, når lidt for lystige folk skulle straffes. En præst gik endda så vidt at opfordre til, at folk blev en slags ’julestikkere’.

Stikkerne skulle angive folk, der bedrev julelege eller var vært for julestuer, hvor folk engagerede sig i de syndige lege.

6. november 1772 skrev pastor Ditzel et brev til biskoppen, hvori han beklagede sig over ungdommens julelege. Han beskrev, hvordan der blev råbt på bygaden, at nu skulle der være legestue her og dér. Ungdommen fordrev helligdagene med leg, dans, mad og druk. Det kunne ikke blive ved på den måde.

Derfor foreslog pastoren, at man brugte folk, der alligevel ikke havde råd til at være med i julestuerne, som stikkere. De, der blev grebet i at være vært for - eller deltagere i - julelege, skulle så have en bøde. Bøden kunne derefter deles mellem angiveren og landets fattige.

»Det var en gammel konflikt, som løb fra 1500-tallet til ind i 1800-tallet. Først med 1800-tallets borgerlige juletraditioner, begyndte julestuerne at ebbe ud.«

»Efterklangen fra fortiden kan stadig i dag findes i vores sprog. ’Du skal ikke lege julelege med mig’ er en sætning, som den ældre generation bruger, når nogen er i gang med at lave noget skummelt,« fortæller Charlotte S. H. Jensen.