Således en lidt fri oversættelse af pave Gregor 16. (1831-1846)'s ord »Chemin de fer, Chemin d'Enfer.«
Jernbaner blev i hans regeringstid bandlyst i pavestaten som et klart udtryk for frygt for det såkaldte fremskridt. For at forstå baggrunden for dette citat må vi imidlertid begynde et andet sted.
Den ivrige forfatter havde skrevet næsten hele sit værk, men manglede fortsat en fængende første sætning. Værket omhandlede Tysklands historie fra 1800 til 1866.
Fra at være et område med 2-300 små og store stater i 1800, størstedelen ledt af enevældige fyrster, udviklede der sig i perioden en stærk national og folkelig identitet, og en stor del af Tyskland stod i slutningen af perioden samlet og var kun, skulle det vise sig, få skridt fra at danne et samlet og egentligt Tyskland som forbundsstat under en konstitutionel kejser.
Forfatteren måtte finde en sætning, der dækkede dette store spring fra enevælde til forfatning, fra fyrstedømme til nation. Pludselig stod det klart for ham:
»Am Anfang war Napoleon.«
Det forfatningsmæssige styre ændrede Europa
Lad det være sagt med det samme: Jeg har ingen anelse, om det var sådan, det foregik, da historikeren Thomas Nipperdey nedskrev de første ord i sit anmelderroste værk om den begivenhedsrige periode i tysk historie fra 1983.
En ting er imidlertid sikkert: Når første sætning af en historiebog er formet over Johannesevangeliets »I begyndelsen var ordet,« ordet i betydningen det levende ord, altså Kristus, må genstanden for en sådan beskrivelse have sat sig et utvetydigt aftryk på historien - må han have gjort noget, der viste sig uomgørligt.
Dette gjorde Napoleon - måske ikke med vilje, men han gjorde det. Det var med Napoleons etableringer forfatningsbaserede stater i de erobrede områder, at det forfatningsmæssige styre udbredte sig fra Frankrig og ændrede Europa varigt. Enevældige fyrster måtte nu i et stort antal stater acceptere at dele magten med et i hvert fald delvist valgt parlament.
Der skulle ikke gives rum til revolutionære bevægelser
Denne afgørende betydning gjaldt ikke kun Tyskland, men ligeledes i størstedelen af det øvrige Europa - også Italien med dets mange småstater. Kilden til disse oprørske tendenser blev et selvbevidst borgerskab, der på tværs af grænser med de nye teknologiske hjælpemidler kunne samles og udveksle ideer om nye styreformer.
Med freden efter Napoleonskrigene blev det over for de europæiske fyrster kraftigt indskærpet, at der ikke skulle gives rum for revolutionære bevægelser, og så vidt muligt skulle de gamle magthavere - fyrste, adel og kirke - indsættes på deres hidtidige plads.
I Italien blev pavestaten, det gamle område, der i 700-tallet var blevet overdraget pave Stefan 3. af frankernes konge Pippin, men som var blevet nedlagt med Napoleons invasion, genoprettet med Kielerfreden 1814, og dermed indsattes paven, den katolske kirkes åndelige overhoved, endnu engang som verdslig fyrste. Fra 1831 og til 1846 var dette Gregor 16.
Revolutionære ideer kunne sprede sig med jernbanen
Han tog stormagternes opfordring til opretholdelsen af de gamle autoriteter alvorligt. Jernbaner og gadebelsyning blev proklameret at være Djævlens værk.
Med jernbanerne kunne de revolutionære ideer sprede sig, og med gadebelysning opfordredes til et livligt natteliv, hvori mennesker kunne samles på skumle beværtninger og hos hinanden og blive selvbevidste omkring disse samfundsskadelige ideer.
Det var fra sådanne ideudvekslinger hos borgerskabet, at revolutionen kom, og i problematiseringen af gamle autoriteter fik Fanden let spil - det ville jo også gå ud over den etablerede kirke.
I staten, der rummede Europas ældste universitet, det i Bologna, må en sådan krigserklæring mod det liberale borgerskab have forekommet mere end almindeligt mærkværdigt - i ordets egentlige forstand.
Gregor 16. står som indbegrebet af kampen mod den nationale bevægelse
Gregor 16. er indtil nu den sidste, der har taget navnet Gregor - et navn, han deler med en række markante paver, der aktivt har forsvaret eller styrket kirkens magt - f.eks. Gregor 7. (1073-1085), der kæmpede en indædt kamp mod kejseren under Investiturstriden for kirkens og dermed pavens ikke bare åndelige, men også verdslige overherredømme.
Uden tvivl har han følt sig inspireret af disse kæmpende personligheder i sit fokus.
Gregor 16. står imidlertid i dag som indbegrebet af kampen mod den nationale bevægelse, der førte til det konstitutionelle styre og med tiden demokratiet - en kamp, der efterfølgende kom til at stå som nødvendigvis tabt.
For den åndelige leder og verdslige fyrste Gregor 16. lå der i den potentielle udvikling en leg med farlige kræfter. Fanden måtte stoppes. Fik han sværere vilkår ved, at infrastrukturel udvikling blev hindret, så var det det, der skulle til.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
