Den britiske dokumentar, ‘Leaving Neverland’ (som blev vist på DR2 og dr.dk) om Michael Jackson og hans misbrug af små drenge er dybt foruroligende.
Mange Michael Jacksons-fans nægtede pure at tro på, at deres idol kunne begå de overgreb, som de nu voksne mænd beskrev.
Men seerne af dokumentaren kunne forfærdet se til, mens James Safechuck og Wade Robson fortalte om, hvad der skete i 1980'erne og 1990'erne.
Hvordan kunne det ske? Hvordan kan man som forældre sætte sit barn i en så åbenlyst farlig situation? Hvorfor slog ingen alarm?
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over de to mænds vidnesbyrd - uanset om de er sande eller ej, så rejser de afgørende spørgsmål, som vi er nødt til at opnå en bedre forståelse af, hvis vi skal afværge eller forhindre misbrug og overgreb.
Vi har altid haft svært ved at tro, at frygtelige ting kan ske
Historisk set, har vi som samfund faktisk altid haft meget svært ved at tro på beskyldninger eller ved at anerkende mulige tegn på, at seksuelt misbrug af børn forekommer.
Adskillige teoretiske forklaringer er blevet fremført, heriblandt vores behov for troen på en retfærdig verden, hvor voksne ikke gør frygtelige ting mod børn.
Troen på en retfærdig verden tilskynder os til at indordne os alle samfundets regler og love, fordi vi tror, at vi vil blive belønnet med en tryg og velordnet tilværelse for både os selv og vores familier.
Derfor har vi svært ved at forstå, at frygtelige ting kan ske for personer, der fortjener bedre.
Seksuelt misbrug af børn er omgærdet af flere misforståelser, hvilket gør det svært at tro på beskyldningerne.
Disse beskyldninger tæller blandt andet:
- At krænkerne er monstre - uhyggelige, voldlige og skræmmende.
- At vi som forældrene altid vil vide det, hvis vores børn bliver misbrugt seksuelt
- At vores børn vil fortælle os eller andre om overgrebene med det samme
- At de vil udvise frygt over for krænkeren
Vi tror også ofte - og ofte fejlagtigt - at barnets vidnesbyrd om overgreb eller misbrug ikke ændrer sig over tid; at det forbliver konsistent.
'Bedste ven, ikke monster'
Det er ganske normalt at se pædofile som monstre, der intimiderer og skræmmer de børn, de er ude efter.
Selvom der findes mange forskellige typer af krænkere, er mange i stand til at skaffe sig 'adgang' og tillid gennem deres evne til at tiltrække børn og skabe en følelsesmæssig og social forbindelse mellem dem selv og barnet.
Der er pædofile, som søger mod børn, der er generte, indesluttede, ensomme eller udstødte af deres jævnaldrende.
Den pædofile skaber et emotionelt bånd ved at blive 'bedstevennen' og ved at få barnet til at føle sig 'speciel' i forhold til andre.
På denne måde bliver barnet følelsesmæssig afhængig af krænkeren, og afhængigheden styrkes yderligere ved at isolere barnet fra andre.
Forældre bliver ofte 'groomet' først
'Grooming'-processen kan tage fra et par timer til flere måneder, og det seksuelle element bliver ofte introduceret gradvist ved at gøre barnet mindre følsomt over for berøring gennem knus, ‘lege-slagsmål’ eller ved at kilde barnet (begrebet grooming omfatter tilfælde, hvor en voksen person opbygger et tillidsforhold med henblik på senere at begå overgreb mod barnet, red.)
Det er sjældent, at seksuelt misbrug af børn involverer vold eller trusler om vold (truslerne omhandler som regel konsekvenserne af, at overgrebene bliver opdaget eller afsløret).
Hvis krænkeren ikke har en legitim grund til at have ukontrolleret adgang til et ønsket barn, eller hvis barnet er så lille, at det ikke har meget autonomi uden for familien, vil den motiverede krænker rette groomingen mod barnets forældre.
Faktisk bliver barnets forældre ofte groomet før barnet selv. Krænkeren integrerer sig i familien, gør små tjenester og skaber en følelsesmæssig tilknytning.
Det kan være noget så enkelt som at tilbyde børnepasning, så forældrene kan få en velfortjent pause.
Krænkeren skaber tilknytning
Tilknytningen bliver skabt ved at dele personlige oplysninger - og gerne noget, der signalerer sårbarhed.
Inddragelsen i familien bliver naturlig, normal og meget velkommen. Nogle krænkere bliver endda hyldet som familiens 'frelser'.
Det betyder, at forældrenes skepsis over for fremmede omkring deres barn daler - måske forsvinder den helt.
Enhver mistanke, der måtte dukke op, bliver øjeblikkeligt forkastet eller bortforklaret.
Forældrene er simpelthen ikke i stand til at fatte, at en så fantastisk person kan gøre noget så afskyeligt.
Hvorfor fortæller børn ikke om overgreb?
Kun meget få børn røber noget om overgrebene, mens det seksuelle misbrug står på.
Hvis barnet fortæller noget, er der oftest tale om et enkeltstående overgreb, hvor krænkeren er en fremmed, og hvor kun en smule grooming har fundet sted.
På denne måde bliver misbruget lettere til en forestilling om et uønsket overfald af både barnet og de personer, som barnet betror sig til.
Der er mange grunde til, at barnet ikke røber noget om overgrebene.
Mange personer, som blev misbrugt som børn, fortæller, at de ikke vidste, at det, som skete, var forkert.
Nogle børn føler sig endda stødt af, at misbruget hører op, hvilket de opfatter som en afvisning.
Erkender først misbruget senere i livet
Mange indser først, at de blev misbrugt, når de bliver voksne og kan se forholdet fra et nyt perspektiv.
Denne erkendelse, som de kan opfatte som et tillidssvigt, kan resultere i et forsinket traume, der først opstår i voksenalderen.
På trods af den nye erkendelse af forholdets seksuelt krænkende karakter er det ikke usædvanligt, at voksne overlevere efter seksuelle overgreb i barndommen fortæller, at de stadig føler en splittet kærlighed over for krænkeren.
Det er blevet sammenlignet med ‘Stockholm-syndromet’; en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofre for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere.
Nogle overlevere efter seksuelle overgreb oplever en vedvarende tilbageholdenhed samt skyldfølelse over at have rapporteret overgrebet og misbruget.
Senfølger og traumer kan vare resten af livet
Nogle gange bliver vidneudsagn trukket tilbage som følge.
Det er blevet associeret med et fænomen kaldet 'child sexual abuse accommodation syndrome'.
Som sagt, forholder jeg mig ikke til et specifikt tilfælde her.
Det er dog min erfaring, at de påståede uhyrligheder, der bliver beskrevet i 'Leaving Neverland' (og som Michael Jacksons familie benægter har fundet sted), lader til at passe ind i de problemstillinger, som jeg har fremlagt.
Hvad, der står helt klart, er, at det kan tage flere årtier, før senfølgerne og traumet efter seksuelt misbrug dukker op - og at de kan vare resten af livet.
Nadia Wager har modtaget støtte fra Independent Inquiry into Child Sexual Abuse. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
