»Den lykkelige slutning som er et obligatorisk træk ved romancen - klichéen om den fuldkomne kærlighed med slør og blomster som Jane Austen egentlig fuldstændigt forkastede - den finder vi i så godt som alle filmatiseringerne.«
Det siger Marie Nedregotten Sørbø, som har skrevet doktorafhandling om, hvordan filmskabere opnår at formidle det, hun mener er Austens ironiske fortællerdistance.
Sørbø mener at kunne se, at en del filmskabere undviger meget af ironien hos Austen, og hun er bange for, at det vil give et for blankpoleret billede af den satiriske 1700-tallsforfatter.
»Rent plotmæssigt har Jane Austen for eksempel en 'happy end' - det slutter med at to elskende får hinanden. Men her har hun sin egen ironiske drejning. Hun ønsker ikke at fejre denne slutning. I stedet skriver hun ironiske kommentarer ala: 'Ja, ja, nu er vi kommet til slutningen af bogen, og som I ved er det da på tide, at de to her får hinanden.«
»På hendes egen tid, syntes folk at hun skrev så 'ordinært', fordi de ikke havde defineret begrebet 'realisme' i litteraturen. Hun skrev om nogen, som kunne have været naboen, i stedet for at skrive om elskende på et italiensk slot,« siger Sørbø.
Hysteriske mødre og godhjertede fædreNogle filmatiseringer har fået meget af den ironiske tone hos Austen med, mener Sørbø. Som eksempel nævner hun den populære BBC-indspilning af 'Stolthed og fordom' fra 1995, hvor britiske Colin Firth spillede den misforståede drømmemand i knickers, Mr. Darcy.
Men hvor mødres, præsters og småsøstres opførsel og holdninger bliver kraftigt ironiseret i filmatiseringen, er der også her især én karakter, som bliver mere sympatisk, end han oprindelig var i bøgerne, mener hun.
»Ironien rettet mod faderen i huset er slående hos Jane Austen. Mr. Bennet i 'Stolthed og fordom' svigter trods alt sin familie og døtrene, og mange fædre i Austens bøger er mislykkede i rollen. Men det er pudsigt, hvordan man viger uden om den ironi i filmatiseringerne.«
»Både i 'Stolthed og fordom'-indspilningen fra 1995, og i versionen fra 2005 med blandt andre Kiera Knightley, bliver Mr. Bennet præsenteret mere sympatisk, mens Mrs. Bennet er vældig ironiseret, komisk og ganske håbløs.«
»Det kan jo have noget at gøre med, at filmskaberne bag disse indspilninger er mænd. De synes måske det er enklere at afbilde kvinden med en sådan ironisk distance - og lettere at overse den fejlende fader,« ræsonnerer Sørbø.
Romantisk kostumekomedieHun har analyseret to romaner, 'Mansfield Park' og 'Stolthed og fordom', og sammenlignet syv filmatiseringer af dem.
Der er enkelte af filmatiseringerne, som får Austens ironi frem - også når det gælder faderrollen i familien, mener Sørbø.
»Det lykkedes ganske godt for 'Mansfield Park' fra 1999 at få Austens ironi frem ved at gøre brug af fortælletekniske kunstgreb. Blandt andet afleverer hovedpersonen satiriske kommentarer direkte til kameraet, altså næsten som en fortællerstemme.«
»Filmskaberen, som måske ikke het tilfældigt er en kvinde, går nærmest til den modsatte yderlighed i sin præsentation af faderrollen end de andre film gør. Desuden ændrer hun hele personligheden hos hovedpersonen. Men det synes jeg er i orden, fordi hovedstemmen minder mig om det, jeg hører for mig, når jeg læser Austens bøger,« siger Sørbø.
Filmatiseringen blev imidlertid ingen publikumssucces. Tvært imod blev mange skuffet over den.
- Tror du filmskaberne tænker på, hvad markedet vil have, når de dropper nogle ironiske elementer hos Austen?
»Ja, filmene skal nok passe ind i genren 'romantisk komedie'. Der må ikke være for megen disharmoni i sådan nogle film. At det er sådan er påfaldende i forholdet mellem ægteparret i 'Stolthed og Fordom'-filmen fra 2005.«
»I bøgerne fra 1700-tallet er parret ekstremt disharmonisk, men i filmen er de et midaldrende, lykkeligt ægtepar, fundamentalt harmonisk, til og med småsnakkende i sengen. Hele familielivet bliver fremstillet som en idyl,« siger Sørbø.
Ikke snerpet og bitterNogle af Jane Austens læsere har kritiseret hende for ikke at være romantisk nok, men undskyldt henne med argumenter såsom at hun jo bare var en gammeljomfru, som levede for længe siden i en streng tid.
»Dette kommer ikke i nærheden af sandheden,« siger Marie Nedregotten Sørbø.
»Hun har ingen bryllupper og 'sidste kys', og hun amputerer kærlighedserklæringerne. I slutningen af 1700-tallet var man slet ikke snerpede. De romancer mange kvinder skrev på denne tid var ganske frimodige, og man havde til og med pornografisk litteratur.«
»Men Austen var ikke interesseret i at skrive romancer, hun ville ironisere over menneskelige forhold og holde virkelige mennesker op imod kærligheds-idealerne. Derfor bruger hun genren 'romance' til sit eget formål, men har en helt anden tematik,« siger Sørbø.
- Hvad tror du Jane Austen ville have sagt, hvis hun havde haft mulighed for at se de nyeste filmatiseringer af hendes romaner?
»I brevene får vi indtryk af en skarp, velformuleret og humoristisk personlighed, så hun ville nok have været en smule forundret over, at nogle film fremstiller hendes forfatterskab som det, hun parodierede.«
»Hun ville måske have grint lidt, og sagt: 'Så ironisk kan det blive!'«
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
