Indvandrerfrygt var ikke hovedforklaring på S-vælgeres masseflugt

Vælgerne flygter fra Socialdemokraterne for tiden, og det har de faktisk gjort lige siden folketingsvalget i 2001, hvor partiet mistede omtrent fem procent af vælgerne i forhold til forrige valg.

Mange af dem strømmede til det nye Dansk Folkeparti, og Socialdemokraternes indvandrerpolitik har fået skylden for den massive vælgerflugt.

Men nu peger forskning på, at debatten om indvandrerne ikke var den primære grund til de flygtende socialdemokratiske kernevælgere.

De var nemlig først og fremmest utilfredse med Nyrup-regeringens socialpolitik.

»Man snakker ofte om, at valget i 2001 handlede om indvandringsspørgsmålet, og det spillede bestemt også en rolle, men når man kigger nærmere på tallene, så kan man se, at de vælgere der flygter fra Socialdemokraterne og hen til Dansk Folkeparti og Venstre først og fremmest er utilfredse med Nyrup-regeringens velfærdsreformer. Indvandringsspørgsmålet forstærker bare den vælgerflugt,« siger Christoph Arndt til Videnskab.dk.

Han er adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, og har lavet et stort forskningsprojekt om forandringen af de socialdemokratiske partier i forskellige europæiske lande.

Utilfredshed med sociale reformer fik vælgere til at flygte fra S

Christoph Arndt har blandt andet sammenholdt de socialdemokratiske kernevælgeres holdning til Nyrup-regeringens velfærdsreformer og indvandringspolitik med deres tendens til at blive eller forlade socialdemokratiet i 2001.

Tallene viser, at de socialdemokratiske kernevælgere, der var utilfredse med velfærdspolitikken, forlod partiet i stor stil, mens kernevælgere der så indvandring som en trussel kun i mindre grad forlader partiet.

Faktisk formår socialdemokraterne at fastholde omtrent 70 procent af de vælgere, der opfatter indvandring som en trussel, men som ikke er utilfredse med velfærdspolitikken.

»Indvandrerpolitikken spiller selvfølgelig en rolle i Poul Nyrup Rasmussens valgnederlag, men tallene viser, at det det ikke er den primære grund, som man ellers har fremført. Nyrup-regeringens velfærdspolitik med for eksempel en efterlønsreformen og en forkortningen af dagpengeperioden var simpelthen ikke i overensstemmelse med de socialdemokratiske kernevælgeres holdninger, og det er det, som først og fremmest driver dem mod Dansk Folkeparti og Venstre,« siger Christoph Arndt.

Ifølge Mogens Lykketoft, der var finansminister i 1990ernes Nyrup-regering, så skal man dog formodentligt skelne imellem forskellige dele af velfærdspolitikken.

»Jeg tror ikke, at man kan se 1990ernes arbejdsmarkedsreformer under ét. Men specielt efterlønsreformen slog klart hårdt i forhold til vores kernevælgere, og vi havde ikke for alvor forudset det troværdighedsproblem, som vi løb ind i, da vi reformerede efterlønnen, hvor vi også fra ledende folk i fagbevægelsen blev udsat for en voldsom kritik for et såkaldt løftebrud,« siger Mogens Lykketoft til Videnskab.dk.

Midtsøgende socialdemokrati en kortsigtet løsning

Men de danske socialdemokrater har ikke patent på vælgerflugten, viser Christoph Arndts studier af socialdemokraternes forvandling i lande som Tyskland og England.

Her valgte man i 1990erne ligesom i Danmark den såkaldte »tredje vej«, hvor Socialdemokraterne flyttede sig mod midten for at tiltrække nye vælgere fra middelklassen, som erstatning for de vælgere fra arbejderklassen, som man så som en uddøende gruppe.

»Man var tvunget til at skaffe nogle nye vælgere i den her periode, og man mente, at man kunne hente dem i middelklassen. På kort sigt lykkedes det at skabe en alliance mellem de nye middelklassevælgere og de gamle socialdemokratiske kernevælgere. Både Tony Blair i England, Gerhard Schröder i Tyskland og Poul Nyrup Rasmussen i Danmark fik omkring 40 procent af stemmerne i kortere perioder,« forklarer Christoph Arndt.

»Men for at tiltrække vælgerne fra middelklassen var man altså nødt til at lave nogle reformer som gjorde kernevælgerne utilfredse, og efter en eller to regeringsperioder havde Socialdemokraterne i de tre lande både tabt kernevælgere og mange af de nye middelklassevælgere, som viste sig at være flyvske. På den måde lod det ikke til, at de nye vælgere på længere sigt kunne erstatte de tabte kernevælgere.«

Mogens Lykketoft gør dog opmærksom på, at Socialdemokraterne ikke reelt havde et valg mellem en mere eller mindre reformivrig vej, fordi de var i koalition med De Radikale og skulle være enige med dem om kursen.

Helle og Poul i samme situation

En analyse lavet af Christoph Arndts kollega professor emeritus Søren Risbjerg-Thomsen for det politiske medie Altinget.dk viste for nyligt, at Dansk Folkeparti i dag har større tilslutning fra de traditionelle socialdemokratiske arbejdervælgere end noget andet parti – inklusiv Socialdemokraterne.

Ifølge Christoph Arndt er der mange ligheder mellem den situation, som Socialdemokraterne stod i ved valget i 2001, og så nutidens udfordringer for Helle Thorning-Schmidt og hendes partifæller.

»Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har begge problemer med deres kernevælgere, men i dag er vi jo ikke i tvivl om, at indvandringsspørgsmålet ikke er den primære forklaring. Alligevel er resultatet det samme: Kernevælgerne skifter til Dansk Folkeparti,« siger Christoph Arndt.

Men Christoph Arndt peger dog på, at en mere venstreorienteret retning heller ikke er nogen garanti for socialdemokratisk succes, selvom der i de fleste europæiske lande stadig er omkring 20 procent arbejdervælgere.

»Det franske socialdemokrati valgte en mindre reformvenlig vej, men de bliver nu straffet af deres vælgere, fordi man ikke har gjort noget for at forbedre landets økonomiske situation, så på den måde er det et svært dilemma, de socialdemokratiske ledere står i,« forklarer Christoph Arndt.

Danmark manglede troværdigt venstrefløjsparti

I Sverige lader det til gengæld til, at det socialdemokratiske parti er lykkedes med at holde bedre på kernevælgerne ved at afstå fra reformer i samme målestok som i Danmark.

Samtidig er de utilfredse socialdemokratiske vælgere ikke flygtet til højrefløjen som i Danmark.

»I Sverige fik Vänsterpartiet, der svarer til det danske SF, en højere stemmeandel, da de svenske socialdemokrater kortvarigt lavede velfærdsreformer i 1990erne, og det samme så man i Tyskland, hvor det venstreorienterede parti Die Linke var bedre til at tiltrække de utilfredse socialdemokrater, end SF har været i Danmark,« forklarer Christoph Arndt.

Det skyldes på den ene side fraværet et parti som Dansk Folkeparti, men ifølge Christoph Arndt er årsagen også, at SF havde »beskidte hænder« i forhold til Nyrup-regeringens velfærdsreformer.

»Die Linke var for eksempel et rent oppositionsparti på det tidspunkt, så de var på ingen måde involveret i Gerhard Schröders velfærdsreformer. I Danmark var SF støtteparti for Nyrup-regeringen, og man anså dem som en del af den koalition, som gennemførte de her velfærdsreformer, fordi de ikke udgjorde en opposition og truede Nyrup med et mistillidsvotum.«

Ifølge Christoph Arndt er det svært at svare på, om SF kunne have tiltrukket flere af de socialdemokratiske vælgere, der gik til Dansk Folkeparti, hvis de havde stået i klarere opposition til Nyrup-regeringen.

»Hvis vi antog, at der havde været et troværdigt venstrefløjsparti i Danmark, så havde det måske gjort det sværere for Anders Fogh Rasmussen at danne en regering i 2001, men det er jo hypotetisk. Det bedste sammenligningsgrundlag finder vi i Sverige, hvor de utilfredse socialdemokrater gik til Vänsterpartiet, og det gav altså socialdemokraterne mulighed for at fortsætte ved magten.«

Mogens Lykketoft kan naturligvis heller ikke svare på, om SF havde været bedre til at konkurrere med Dansk Folkeparti om de frafaldne socialdemokrater, men han påpeger, at det fik store konsekvenser, at de skiftede fra den ene blok til den anden.

»Uanset hvad vælgerne selv angiver af bevæggrunde til at forlade Socialdemokraterne, så var det jo de vælgere, der gik fra venstre side af det politiske spektrum til Dansk Folkeparti, der afgjorde regeringsskiftet i 2001.«