Et opsigtsvækkende fund fra renæssancens Rom fortæller en fængende historie om fortidens lægevidenskab.
I en cisterne lidt mere end 300 meter fra ruinerne af hospitalet Ospedale del Fornari, der blev grundlagt i 1564, har man nemlig fundet glaskolber, som man dengang brugte til at opbevare urin fra patienterne i.
»Patientens urin blev hældt ned i en flaske for at gøre det muligt for en læge at observere dets farve, sedimentering, lugt og endda til tider smag,« skriver forskerne, der blandt andet kommer fra Aarhus Universitet, i studiet, der også er omtalt i mediet Live Science.
En omgang med urin, der for den udenforstående kan virke lidt mystisk.
Men det har der tilsyneladende ikke været noget odiøst i. Det har været praksis helt tilbage til 4000 fvt., hvor babylonske og sumeriske læger opbevarede og undersøgte urin. Det kan man læse i en artikel i Ugeskriftet for Læger fra 2017.
\ Læs også
Genløbende honningsød
I det antikke Grækenland var lægen Hippokrates, der i dag bliver kaldt lægekunstens fader, også meget optaget af urin.
»Men han nøjedes ikke med bare at observere urinen. Han kunne også finde på at smage på den, ligesom han også smagte på blandt andet betændelse og ørevoks,« siger Karin Tybjerg, der er lektor ved Medicinsk Museion i København, som ikke har været med til at udføre det nye studie.
Ved at smage på urinen kunne antikkens læger også bestemme, om en patient led af sukkersyge. Her får urinen nemlig en sødlig smag og lugt, da der er en forhøjet produktion af sukkerstoffet glukose.
»Det er også dér, navnet diabetes kommer fra – eller mere præcist diabetes mellitus. Diabetes kommer af græsk og betyder ‘gennemløb’, og mellitus betyder ‘honningsød’. Så det bliver altså til gennemløbende honningsød,« siger Karin Tybjerg.
Denne praksis blev brugt gennem middelalderen og renæssancen, som er den tid, de nyfundne urinkolber stammer fra. Urinkolberne eller matula, som de hedder på latin, har tilsyneladende spillet en væsentlig rolle på det romerske hospital. Forskerne mener i hvert fald, at urinkolberne udgør cirka 60 procent af glaskrukkerne i den nyopdagede cisterne.
\ Mere om studiet
Glaskolberne blev fundet i en cisterne ved Forum i Rom lidt mere end 300 meter fra ruinerne af hospitalet Ospedale del Fornari, der blev grundlagt i 1564.
I cisternen fandt man blandt andet også medicinbeholdere og tallerkener.
Teorien er, at hver patient fik tildelt sit eget udstyr ved ankomsten til hospitalet, blandt andet et krus, en tallerken, en flaske til medicin og en natpotte.
Uddelingen af udstyr til hver patient og den efterfølgende forsegling kan have haft som formål at mindske spredningen af sygdom i en tid plaget af pest ifølge forskerne bag studiet.
Kilde: Live Science og studiet publiceret i tidsskriftet Antiquity
Foruden deres praktiske formål tjente urinkolberne også som et symbol for lægens faglighed, lidt ligesom den hvide kittel og stetoskopet i dag.
»Pisseprofeterne« kom i modvind
Uroskopi kom til Skandinavien i perioden fra 1450 til 1600 ifølge artiklen i Ugeskrift for Læger fra 2017.
Men senere blev undersøgelsen af urin, uroskopi, mødt med kritik, da nogle af dets praktikere mente, man også kunne bruge det til at spå om fremtiden og udpege hekse.
Kritikken af uroskopien kulminerede i bogen The Pisse-Prophet af den engelske læge Thomas Brian fra 1637. Bogen var en satire over de skøre idéer og ophavsmænd, som Thomas Brian kaldte pisseprofeter, pissehustlere, vandbærere og urinister.
Det markerede begyndelsen på enden for uroskopien, som endeligt blev lagt i graven i 1800-tallet.
»I dag bruger vi hovedsageligt blod til at diagnosticere. Blod er meget mere produktivt. Men ligesom det var tilfældet med urinen, kan læger blive næsten lige så optagede af prøven som af patienten,« siger Karin Tybjerg.
