Hvornår i historien begyndte mennesket at gøre noget ved sit hår?

Da frisørerne slog dørene op igen efter at have været lukket i mere end tre måneder grundet corona, stormede folk til salonerne for at få klippet deres lange lokker.

Mange havde gået og glædet sig til at få frisket deres look op igen, og igennem det seneste århundrede kan det virke, som om hårstile kun er blevet mere og mere indflydelsesrige i samfundet.

Men hvornår i menneskets historie begyndte vi at gå op i vores hår? Lod man det bare hænge ned langs kroppen, hvor det blev længere og længere – uanset om man var mand eller kvinde?

Det har vores læser Sara spurgt Spørg Videnskaben om i en e-mail.

For at forsøge at svare på spørgsmålet har vi ringet til Ulla Mannering og Mikkel Venborg Pedersen fra Nationalmuseet, der er henholdsvis ph.d. i forhistorisk arkæologi og seniorforsker og ph.d.

Har vi altid sat håret?

Hår er organisk materiale. Kort efter et menneske eller et dyr har tabt et hår, vil det begynde at blive nedbrudt. Det betyder, at der er begrænsede eksempler på velbevaret hår fra oldtiden.

»Man ved ikke præcis, hvornår mennesker begyndte at gøre noget ved deres hår,« fortæller Ulla Mannering.

Til gengæld kan man få idéer om det ved at se på arkæologiske objekter, der er forbundet med hår, som man har fundet hos nogle af de ældste kendte civilisationer i verden, fortæller hun:

»Man har for eksempel fundet kamme fra det gamle Egypten, som er mere end 4.500 år gamle. Vi kan samtidig se på deres vægmalerier, at de var fokuserede på hårets udseende og lavede allerede på dette tidspunkt parykker, som kunne gøre håret endnu smukkere«.

Fund fra bronzealderen

»Det er først fra bronzealderen, at vi i Danmark har humane rester, der er så velbevarede, at vi - en til en - kan se, hvordan menneskene har set ud med deres hår. Før bronzealderen er det ret tåget,« fortæller Ulla Mannering.

Det er især egekistegravene med de ret kendte fund af Skrydstruppigen og Egtvedpigen, der ifølge Ulla Mannering, er excellente eksempler på, hvordan håret så ud dengang, og hvor meget omsorg og omhu mennesker gav deres egen krop.

Egtvedpigen havde kort hår, ligesom mændene havde i den periode, mens Skrydstruppigen havde langt hår og en meget detaljeret opsat frisure.

»Arkæologer har blandt andet fundet øreskeer, rageknive, hårnet og kamme fra bronzealderen, og vi kan se fra fysiske bevarede håropsætninger fra kvinder, at de var ret komplicerede.«

Øreskeerne, om var oldtidens vatpinde til at rense ører, og rageknivene er lavet af bronze, mens hårkammene er skåret af horn, ben eller træ. Tekstiler som uld blev til hårbånd, huer, snore og hårnet.

»I princippet kan man godt have brugt flere af disse hygiejneredskaber og hårpynt tidligere, og særlig kammen kendes langt før bronzealderen. Men denne periode er speciel, fordi mange forskellige redskaber er bevaret fra denne periode, og det er nemt at se, hvad de er blevet brugt til,« siger Ulla Mannering.

Selvom man i dag ikke kan forestille sig at gå til frisøren uden at se en saks, medmindre man skal være helt skaldet, havde man ikke det til rådighed i bronzealderen.

Det var først i jernalderen, at man begyndte at have springsakse, der er en tidlig forløber for vores dages sakse, fortæller Ulla Mannering.

Jernalderen og mosefundene

Moseligene Grauballemanden og Tollundmanden er begge velbevarede fund fra jernalderen, der er med til at give et indtryk af hårmoden på den tid. De havde begge kort hår, mens kvindelige moselig fra samme tid viser, at kvinder primært havde langt hår, der var sat op, nogle gange med snore.

»Det tyder på, at frisuren ikke var noget, de lavede på dagen, men noget du havde siddende i en længere periode. Det kan også være, at man hver dag brugte tid på sit hår og tøj. Det ved vi ikke. Man havde ikke spejle på det her tidspunkt, så folk hjalp formentlig hinanden med at sætte sit hår,« siger Ulla Mannering og fortsætter:

»Når vi ser kvinder afbilledet i jernalderen, for eksempel på smykker, har kvinderne oftest håret sat op i en knude i nakken. Mens mændene oftest er korthårede eller havde hår ned til skuldrene. Men kvinderne har næsten altid længere hår end manden. Så der er altså en kønsforskel. Men det er svært at sige, om hårets længde har haft en social betydning«.

Ulla Mannering fortæller, at man har fundet adskillige lange fletninger i de danske moser, som kan dateres til den tidlige del af jernalderen, og som man i dag ser som en form for offer, hvor fletninger er blevet skåret af og lagt i moser.

»Det er interessant, at håret her har en betydning som et offerfund. Det viser selvfølgelig, at håret i sig selv kan have en symbolsk værdi og være noget, som var betydningsfuldt nok til, at man kan ofre det til guderne.«

Import af hår

Stik syd for jernaldermenneskene i Norden spredte Romerriget sig i alle retninger. Ifølge Ulla Mannering ved man fra skriftlige kilder, at romerne var meget fokuserede på hår.

»De var meget fokuserede på, at man skulle have det nyeste hår. Man kan se gennem deres ikonografi, hvordan hårmoden ændrede sig gennem tiden,« siger hun.

Håret blev både stylet, bundet op i fletninger og snore og sat på forskellige måder. Samtidig ved man også fra skriftlige kilder, at romerne selv lavede parykker.

»Hår var en form for handelsvare. Romerne fragtede hår fra germanerne og Nordeuropa til Romerriget. Det vil sige, at de købte for eksempel lyst eller rødt hår og lavede parykker heraf, som man kunne vise sig frem i og dermed få et helt andet udseende,« forklarer Ulla Mannering, der mener, at det er en vigtig pointe, at håret både har haft en symbolsk og kommerciel værdi i denne periode.

Imens havde de fleste mænd i romertiden kortere hår end kvinder.

Historiske tv-serier påvirker billedet af fortiden

Flere store historiske tv-serier fra de seneste år som ’Vikings’, ’Rome’ og ’Spartacus: Blood and Sand’ giver deres bud på, hvordan mennesker har set ud i disse perioder. Men hvor langt hårmoden, man for eksempel ser i Vikings, er fra den arkæologiske virkelighed, er svært at sige, mener Ulla Mannering.

»Vi har desværre ingen velbevarede moselig fra vikingetiden, der kan sige noget direkte om hårmoden, men generelt giver de skriftlige kilder fra denne periode indtrykket af, at de var ret glade for deres hår. De barberede sig, havde en god hygiejne og brugte kamme til at rede deres hår.«

I Vikings ser man mange personer, der er helt eller delvist skaldede, men der er ikke et videnskabeligt grundlag for at sige, at folk klippede sig skaldede for at se mere skræmmende ud, siger Ulla Mannering.

»Hovedet er et sted, hvor man mister varme. Hvis man er i et samfund, hvor man ikke har det varmt, er der ingen logik i at barbere håret af.«

Protester og parykker

Hvis vi skruer tiden et par hundrede år frem, kom parykmoden for alvor tilbage i europæisk kulturhistorie i midten af 1500-tallet for kvinder i eliten.

»Det gjaldt for eksempel Elizabeth 1. af England, der brugte paryk for at bevare sit ildrøde hår, da hun blev ældre. Det samme gjorde hendes rival Mary Stuart af Skotland. Ellers var paryk ikke så meget for kvinder på daværende tidspunkt. Der findes nogle enkelte opblusninger af det, men kvinder gjorde mest brug af kunstigt hår, tilsætninger og opsætninger. Det gik af mode for kvinder i 1600-tallet,« siger Mikkel Venborg Pedersen og tilføjer:

»For mænd begyndte ’den store paryktid’ i 1600-tallet. Man plejer at sige, at tiden begyndte i 1620’erne med Ludvig 13., der begyndte at blive tyndhåret, så derfor begyndte han at bære paryk. Det franske hof var på daværende tidspunkt ved at blive et forbillede for alle hoffer i Europa, så det spredte sig lynhurtigt. Også i Danmark, hvor Frederik 3. gik med paryk.«

Parykken holder sig herefter i mode-billedet helt frem den franske revolution. Det begyndte ved hofferne og bredte sig også længere ned i de sociale lag.

I 1700-tallet var det kun fattige bønder og andre almuefolk, der ikke havde det. Ved den franske revolution blev parykken billedet på det gamle samfund, som man ville af med.

»Da tiden med parykker stoppede, kom revolutionshår til i stedet for. Det er en frisure, der har holdt sig populær frem til i dag og har oplevet en genkomst i vores tid. I dag vil man formentlig kalde det morgenhår. Det er en frisure, der skal se rodet og helst ikke friseret ud. Det forbindes med ungdommen og det kække. Revolutionære gik ikke med paryk, men havde revolutionært hår,« forklarer Mikkel Venborg Pedersen.

I mere konservative lande blev man ved med at gå med paryk, men så gled det efterhånden ud af billedet i 1800-tallet.

»Der er ganske få omstændigheder, hvor man holder fast i de enkelte sammenhænge, særligt i Storbritannien, hvor dommere den dag i dag stadigvæk går med parykker.«

»Man kan godt sammenligne tendensen med, hvad vi i dag ser hos kendte mennesker som skuespillere, sportsstjerner og musikere. Der er et stilikon, der gør noget, og så spreder det sig hurtigt ud i samfundet,« mener Mikkel Venborg Pedersen.

»Der er noget elegant i det at gå med parykker. Der er en understregning i det at gå med paryk, at den på en måde er upraktisk. Det er begrænset, hvor meget fysisk arbejde, du kan lave med sådan en på hovedet.«

Vi takker Ulla Mannering og Mikkel Venborg Pedersen for at gøre os klogere på vores forhold til hår igennem historien. Der skal også lyde en tak til læseren Sara for hendes spørgsmål. Der er en Videnskab.dk-T-shirt på vej til dig.

Hvis du selv har en videnskabelig undren, kan du skrive til Spørg Videnskaben på sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk.