Hvordan tackler man en virus-pandemi? Det spørgsmål kæmper så godt som alle verdens lande lige nu med at finde det bedste svar på. Men svarene er langt fra entydige.
I Danmark har vi brugt en såkaldt afbødningsstrategi, hvor landet er lukket ned, og testning begrænses til risikopatienter og alvorligt syge. Nu vil man dog til at teste flere.
På den anden side af sundet, i Sverige, har de til sammenligning gjort påfaldende lidt: Skoler og børnehaver holder åbent, forsamlinger på 50 mennesker er tilladt, og grænserne er stadig åbne.
I Holland blev der i begyndelsen satset på at lade virussen løbe gennem en stor del af befolkningen hurtigere end i andre lande i håbet om at opbygge flokimmunitet.
I Norge har man haft en meget høj testaktivitet, og Norge er indtil videre et af de lande, der har testet flest i befolkningen. Samtidigt er der langt færre døde blandt smittede i Norge sammenlignet med andre lande.
Også i Sydkorea, Singapore og Hongkong har man - med tilsyneladende stor succes - brugt strategier, der er blevet kaldt detektivarbejde i giga-skala: Opspor og opsøg potentielt smittede, test så mange som muligt, og gennemtving karantæner.
Det har været almen viden blandt virus- og epidemi-eksperter, Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og sundhedsmyndigheder verden over, at en virus-pandemi ville bryde ud før eller siden, så hvordan kan forskellige stater have så mange forskellige svar på corona-krisen?
Forklaringen falder overordnet i to spor:
- Vores viden om virus-pandemier og deres opførsel er i virkeligheden ret begrænset.
- Det handler i sidste ende om politik og ressourcer.
Ikke en eksakt videnskab
Helt overordnet gælder det, at den videnskabelige evidens på området ‘hvordan man bedst bremser en virus-pandemi’ er forholdsvis uklar.
»Det er jo sådan, det er med videnskaben nogle gange. Der er ikke kun ét svar på, hvordan et samfund bedst løser sådan en situation. Forskellige forskere og epidemiologer har vidt forskellige indgange til problemet,« fortæller virolog Allan Randrup Thomsen, som er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.
Mange af de beslutninger, der tages, bygger på epidemiologiske modeller om, hvordan virus kommer til at opføre sig. Modellerne er vigtige, fortæller Allan Randrup Thomsen, men arbejdet med dem kan ikke kaldes for en eksakt videnskab:
»De fleste modeller er gode, men de kan også være farlige, og nogle gange er der store forskelle på de modeller, der laves, selvom de er lavet for at måle de samme ting,« påpeger han.
Du kan læse mere indgående om usikkerheden i epidemimodeller i artiklen ‘Hvorfor er det svært at forudsige epidemier, lige efter de er gået i udbrud?’
Forskellige virkeligheder i Storbritannien
I Storbritannien hersker der for eksempel i skrivende stund to forskellige teorier om corona-krisens tilstand.
Briterne lagde som hollænderne ud med at satse på flokimmunitet - det skrev vi om i artiklen Storbritannien satte sin lid til flokimmunitet: Er det en god strategi mod coronavirus?
Den strategi lagde de dog hurtigt på hylden, og nu har de i stedet sadlet om til en strategi, der minder mere om den danske.
Strategiændringen blev blandt andet gjort i kølvandet på forskning fra Imperial College London, der fremskrev, at flokimmunitets-strategien ville sætte maksimalt pres på sundhedssystemet.
24. marts kunne man så læse et modelleringsstudie fra Oxford University, hvori det blev anslået, at omtrent halvdelen af den britiske befolkningen allerede har været smittet, hvilket indikerer, at flokimmunitets-strategien har fungeret.
Begge studier bygger på epidemiologiske modeller. Modellerne er dog blevet fodret med forskellig data, fordi forskernes forståelse af, hvordan virussen opfører sig, har været vidt forskellig.
Oxford-studiet beror for eksempel på en antagelse om, at virussen kom til Storbritannien i slutningen af januar, meget tidligere end man før har anslået.
»Jeg har ikke matematisk indsigt til at sige, hvilke af studierne der er mest korrekte, og hvorfor de er så forskellige. Men her har vi to epidemiologiske analyser, der stritter i hver sin retning, og når man planlægger udfra den slags modeller, må det nødvendigvis give nogle forskellige strategier,« fortæller Allan Randrup Thomsen.
Ringe data og begrænsede erfaringer
Modellerne, der planlægges udfra, kan altså pege i mange forskellige retninger, og det skyldes i sidste ende, at den data, der findes om virussen, også peger i mange forskellige retninger.
Dataen bygger på uensartede erfaringer fra forskellige lande, der også har indsamlet data helt forskelligt. Det giver nogle varierede tal på flere afgørende variabler, der fortæller noget om, hvordan virus vil opføre sig.
Igen kan det anbefales, at man læser, læser, læser artiklen: ‘Hvorfor er det svært at forudsige epidemier, lige efter de er gået i udbrud?’
Derudover forsøger de fleste landes sundhedsmyndigheder at bygge deres forudsigelser på, hvordan coronavirussen vil sprede sig, på tidligere erfaringer fra andre virusser.
Problemet her er dog, at verden aldrig før har oplevet en pandemi med coronavirus. SARS-udbruddet i 2003 var også en coronavirus, men den havde en langt højere dødelighed og nåede derfor ikke at smitte så mange, og dermed fik den også kun officielt status som en epidemi.
Derfor bruger man historiske erfaringer fra andre virusser til at forudse, hvordan virussen vil opføre sig.
Men vores erfaringer om pandemier bygger udelukkende på influenzavirusser. Faktisk kender vi kun til fire influenzapandemier, som det giver mening at bruge som sammenligningsgrundlag for den igangværende corona-pandemi:
- Den russiske influenza fra 1889-90
- Den spanske syge i 1918
- Den asiatiske influenza fra 1956
- og Hongkong-influenzaen i 1968
Mange af vores fremskrivelser om corona-pandemien bygger på viden om, hvordan almindelig sæsoninfluenza og især Den spanske syge, der foregik for 100 år siden, har opført sig.
Men, som epidemiforsker og professor ved Roskilde Universitet Lone Simonsen tidligere har konstateret overfor Videnskab.dk, så må man »bruge den data, der er til rådighed«.
Helt normalt med forskellige strategier
Der er altså stor usikkerhed hæftet til, hvad videnskaben kan forudsige om virussen, og det er en af forklaringerne på, hvorfor strategierne er så forskellige.
Derudover er det faktisk helt normalt, at forskellige lande har forskellige strategier, når det kommer til sygdomsudbrud.
»Det er snarere reglen end undtagelsen, at lande vælge at tackle sygdomme helt forskelligt,« fortæller lektor i epidemiologi, infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet Christian Wejse, der blandt andet har forsket en del i tuberkulose.
»Ved tuberkulose-udbrud har vi også set, at forskellige lande griber det helt forskelligt an, og sådan har det altid været. Holland og USA har eksempelvis aldrig gjort brug af tuberkulose-vaccine som en del af deres vaccinationsprogram, mens vi i Danmark i sin tid valgte den til,« siger han.
Vi så også et hav af forskellige strategier under svineinfluenza-pandemien i 2009, hvor medicinen Tamiful blev storindkøbt af nogle lande på baggrund af stærke anbefalinger fra WHO, mens andre slet ikke købte medicinen, påpeger Christian Wejse.
»Og influenza er der alligevel forholdsvis stor konsensus om. Derfor det ikke så underligt, at der også er forskelle på strategier for en coronavirus, der er helt ny for os,« tilføjer han.
Politik og ressourcer
I sidste ende, pointerer Allan Randrup Thomsen og Christian Wejse, handler det om ressourcer - og i forlængelse af dette om politiske prioriteringer.
»Spørgsmålet er jo, hvordan et samfund har rustet sig til en krise som denne, og det er jo et ressourcespørgsmål og et politisk spørgsmål,« påpeger Allan Randrup Thomsen.
Ser vi på et land som Sydkorea, der ofte fremhæves som et af de lande, der har vendt smitten og dermed bestået corona-eksamen til topkarakter, har de prioriteret et toptunet epidemi-beredskab, fordi de tidligere har haft virusser som SARS og MERS tæt ind på livet.
Det samme gælder for flere af de omkringliggende lande i Sydøstasien, hvor COVID-19-smitten også ser ud til at være bekæmpet.
Skulle Danmark have været bedre forberedt?
Spørgsmålet er så, om vi i Danmark skulle have haft et bedre beredskab?
Både og, lyder svaret fra Allan Randrup Thomsen.
»Vi kan godt konkludere, at selvom man har arbejdet med det her scenarie og haft en plan liggende i skuffen i årevis, så har planen ikke været god nok. Den har ikke været fulgt op af investeringer på den korte eller lange bane,« siger han.
Flere medier har beskrevet, at sundhedspersonalet mangler værnemidler, og Allan Randrup Thomsen mener eksempelvis også, at »situationen kunne have set bedre ud«, hvis man havde haft et større lager af værnemidler som håndsprit og masker.
Han påpeger dog samtidig, at han overordnet er tilfreds med den danske strategi og den danske håndtering af sagen, som han kalder for »meget fornuftig«.
Christian Wejse vil heller ikke pege fingre af det danske beredskab, men han medgiver, at coronavirussens overfald på Europa har været en opvågning, der kan sammenlignes med det chok, som det meste af den asiatiske verden fik under SARS-udbruddet i 2003.
Ikke behov for flere tests
Succeshistorierne fra Sydøstasien bliver ofte forklaret med, at de, som WHO så kraftigt har anbefalet, har testet, testet og testet. I Sydkorea har de eksempelvis gennemført 15.000 test hver dag, hvilket betyder, at de har nået at teste over 270.000 borgere.
I den lille italienske by Vo' har man også haft succes med at bremse smitten ved at teste alle indbyggerne to gange.
Det har fået flere medier til at stille spørgsmål ved den danske håndtering af sagen. Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, og sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke, har beklaget, at man ikke har testet nok, og fortalt, at man nu vil teste mere.
Hverken Allan Randrup Thomsen eller Christian Wejse mener dog, at flere tests nødvendigvis er svaret for Danmark.
For tidligt med klare konklusioner
For det første påpeger Allan Randrup Thomsen, at det endnu er for tidligt at kalde Sydkorea og flere af de andre asiatiske landes håndteringer af coronavirus for en succes.
Pandemien er ikke ovre, virussen kan stadig blusse op igen - også i Asien.
Derudover er der endnu ikke beviser for, at det faktisk er de mange tests, der har bremset smitten i Sydkorea og andre sydøstasiatiske stater.
»Man skal passe meget på med allerede at udlede, hvad der har virket, og hvad der ikke har. Der er en tendens til at sige, fordi man har testet meget intensivt i et land som Sydkorea, så er det testningen, der har gjort udslaget,« siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:
»I Sydkorea har man også gjort brug af sociale tiltag og en lockdown, der har været anderledes og hårdere. De har haft hårde regler for indkøb, og det kan jo også have givet en stor effekt. Så der er konkurrerende årsager til, at de har været så effektive.«
En anden pointe ifølge Allan Randrup Thomsen er, at smitten i Sydkorea har været enormt centreret omkring én religiøs sekt, som det vurderes, at halvdelen af alle de smittede i landet kommer fra.
Christian Wejse supplerer:
»Selvfølgelig har et land som Sydkorea været mere gearet til at håndtere et udbrud, men for mig at se er det heller ikke nødvendigvis deres tests, der har været nøglen til deres succes. De er også klar til at overvåge og kontrollere befolkning i en grad, vi ikke er, så der er mange ting, der spiller ind.«
Den lille italienske by Vo’, der har testet alle sine indbyggere to gange, kalder Allan Randrup Thomsen for usammenlignelig med Danmark. Vo’ huser 3.000 indbyggere, hvilket vil sige, at de har foretaget 6.000 tests.
»Skulle vi gøre det i Danmark, så taler vi 11 millioner prøver. Det lyder fristende på papiret, men det er umuligt i forhold til de ressourcer og den testkapacitet, vi har i Danmark,« siger han.
Vi kan lære af corona, men vi får aldrig sikker evidens
Coronavirussen har indrullet hele verden i et ufrivilligt eksperiment, og først når vi kommer ud på den anden side, kan vi få nogle svar på, hvilke strategier der har virket bedst, påpeger de to forskere.
Men endelige svar får vi aldrig.
»Vi kommer til at lære en masse fra pandemien, og jeg er spændt på at se, hvordan den har udspillet sig i de forskellige lande, når det hele er overstået,« siger Christian Wejse.
»Men vi kommer aldrig til at få den stensikre evidens, som vi kan overføre til den næste pandemi, hvor vi kan sige, at nu ved vi lige præcis, hvad der skal til for at bremse en pandemi,« tilføjer han.
Det skyldes, at vi aldrig præcist kan forudsige, hvordan den næste pandemi ser ud. Selvom mange forskere havde forudset, at der nok ville komme endnu et udbrud med en coronavirus, så kunne de for eksempel ikke vide, at den ville være så forskellig fra andre coronavirusser som SARS og MERS.
Derudover, tilføjer Christian Wejse, er der grænser for, hvor detaljeret vi efterfølgende kan sige noget om, hvad der egentlig har virket og ikke virket af strategier i de forskellige lande under den igangværende pandemi.
»Der sker så mange ting på én gang, at det bliver svært at få hård evidens om, hvilke dele af de forskellige strategier der har virket. Hvis vi antager, at den danske strategi giver en fladere kurve end den svenske, så kan man spørge sig selv, om det er skolelukningerne, grænselukningerne eller noget tredje, der har virket. Det bliver svært at få sikre holdepunkter, selvom vi får erfaringer, der kan være værdifulde,« forudser Christian Wejse.
»Den næste pandemi bliver også vanskelig, og der kommer vi nok også til at se en masse forskellige strategier,« tilføjer han.
