Hvorfor går debatten om rewilding ofte amok?

»I dag sætter vi naturen fri«, lyder det fra miljøministeren, da hun lancerer Natur- og biodiversitetspakken tilbage i 2022.

En kommende nabo til en naturnationalpark ser anderledes på sagen:

»At lukke importerede dyr inde bag høje, strømførende hegn i allerede eksisterende naturområder skaber ikke mere vild natur«.

I de seneste år er der fra politisk hold igangsat flere initiativer, der skal afhjælpe biodiversitetskrisen, men der opstår ofte konflikter, når konkrete rewilding-projekter implementeres i det danske landskab.

Vejle Kommune måtte opgive et rewildingprojekt, hvor græssende konik-heste (semi-vild hest, red.) var sat til at lave naturpleje, fordi der var for meget modstand. Tilslutningen til naturnationalparker er ellers stor, viser undersøgelser.

Når debatten om rewilding er så intens, er det blandt andet, fordi den aktiverer forestillinger og fortællinger, der længe har været definerende for forholdet mellem land og by.

Læs med, og find ud af, hvor de forskelligartede følelser for naturen stammer fra.

Administreret vild natur

Rewildede områder er i sagens natur placeret uden for byen. Men samtidig er det også områder, der er forvaltede fra centralt sted af en ekstern enhed.

Et eksempel er Molslaboratoriet i Mols Bjerge, hvor Galloway-kvæg og Exmoor-ponyer siden 2016 har levet vildt på 120 hektar til fremme af områdets biodiversitet.

Laboratoriet er tæt tilknyttet en institution inde i byen, nemlig Naturhistorisk Museum i Aarhus, der driver laboratoriet.

Der har været stærke reaktioner i lokalsamfundet på Molslaboratoriets arbejde. Blandt andet fra foreningen ’Stop vanrøgt af dyr bag hegn’, der har fået stor medieomtale og på Facebook har over 25.000 medlemmer.

Generelt udspiller debatten sig langs de højspændte skillelinjer mellem civilsamfund og centralstyre, land og by.

Dét peger ind i en aktuel ambivalens mellem lokal vild natur og en centralt forankret administration – som nu er blevet styrket med staten som naturforvalter i Grøn Trepart. Men det peger også ind i en historisk ladet konflikt.

Konflikten mellem ’landbo’ og ’bybo’

Siden den danske industrialisering og medfølgende urbanisering i midten af 1800-tallet har distinktionen mellem land og by manifesteret sig i forskellige levemåder og livsverdener.

I første halvdel af 1900-tallet blev ’landbo’ og ’bybo’ for alvor identiteter, som den brede befolkning måtte identificere sig i forhold til.

Under Danmarks besættelse i 1940-45, hvor der var politisk undtagelsestilstand, og samfundets mulige udformning efter krigen var til debat, kom land-by-identiteterne til diskussion.

En af dem, der gik aktivt ind i debatten, var Hal Koch – teolog, debattør og demokratiteoretiker. Hans baggrund placerede ham i en ambivalent position på begge sider af skellet:

Han var udpræget bymenneske og en del af den akademiske elite, men havde samtidig tæt kontakt til landbolivets foreninger.

I januar 1944 skrev han en kronikserie i Berlingske Tidende, hvor han betegnede skellet i samfundet mellem land og by som et af de vigtigste problemer, der måtte tages hånd om i efterkrigstiden.

Koch så i samtiden en »omfattende Forskel i Tankegang, Sprog og Levemaade«, der kunne føres tilbage til de forskellige vilkår, der prægede livet på landet og i byen.

Blandt andet beskrev han, hvordan bondens tilværelse »i den nøjeste Kontakt med Naturen, med alt det levende og omskiftelige, med Jorden og Dyrene, med Vejret og Himlen« fordrede en skepsis overfor idéen om, at indgreb og menneskelige foranstaltninger kan løse problemer, der angår eller er forårsaget af naturen.

Omvendt levede byboeren i en næsten helt og aldeles menneskeskabt tilværelse, der derfor også kunne reguleres ved indgreb og rationel planlægning – hvorfor ‘staten’, ifølge Koch, da også fremstår langt mere tillokkende for byboeren end for landboeren.

Bondekulturens idealer lever videre i nutidens landbrug

Kochs karakteristik var allerede noget fortegnet i hans tid, da andelsbevægelsen fra slutningen af 1800-tallet havde gjort dansk landbrug langt mere effektivitets- og markedsorienteret. Indgreb i naturen var en naturlig del af landmandens hverdag.

Dette gælder i endnu højere grad i dag, hvor bondeidealet har trange kår i et gennemindustrialiseret landbrug, og hvor industrien i høj grad er flyttet til provinsen i det såkaldte 'Produktionsdanmark'.

Alligevel har den såkaldte bondekulturs identifikationsmarkører levet videre – og det helt frem til i dag, hvor de fortsat præger provinsens selvfortællinger.

I slutningen af firserne påpegede forfatteren Knud Sørensen for eksempel, at levn af bondekulturen bestod; at »inden i enhver landmand slumrer der en bonde.« Ja, endda, at der i de fleste af os danskere stadig finder en form for indre kulturkamp sted.

At den kulturkamp fortsat udkæmpes, bliver tydeligt i den aktuelle rewilding-debat, hvor bondekulturens modsætningsforhold til bykulturen stadig agerer bagtæppe.

Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om, hvordan mennesket relaterer sig til landskabet og statens indgreb i lokale forhold.

For eksempel fremstår debatten i Facebook-gruppen ’Stop vanrøgt af dyr bag hegn’ konsekvent som en kamp mod statens natursyn.

Naturen som samarbejdspartner eller ressource

For forfatteren Knud Sørensen kom forskellene mellem bonde- og industrikultur netop til udtryk i forskellige natursyn:

For bonden havde landskabet »(næsten) kun værdi som samarbejdspartner.« Bonden så skønheden i den nytte, landskabet kunne levere, og menneskets fravær blev set som en mangelvare i den uberørte natur.

I industrikulturen kunne naturen derimod enten betragtes som ressource eller et æstetisk, rekreativt frirum for bybefolkningen. Ofte var det sidste en reaktion på det første:

Uhæmmet udnyttelse af naturens ressourcer fremprovokerede en reaktion i industrisamfundet; en reaktion, der førte til fredning af specifikke, afgrænsede landskaber, men som ikke resulterede i et opgør med industrikulturens naturødelæggende etos.

Derfor har den form for afgrænsning af landområder, hvor naturlige processer kan udfolde sig, historisk ofte været initieret af byer.

Det er med til at forklare, hvordan rewilding-projekterne genaktiverer den brudflade mellem land og by i dag.

Den kontroversielle hest

Tilbage til Mols Bjerge og Exmoor-ponyerne.

Den aktuelle forfatter Josefine Klougart er opvokset på Mols, og hendes hjemstavnslitteratur – hvor hesten er en helt central figur – kan gøre os klogere på, hvorfor debatten har det med at blive ekstra intens, når det er heste, der sættes til at lave naturpleje.

Dyr er ikke bare dyr i biologisk forstand. De er også omgærdet af kulturelt bestemte forestillinger, som er med til at definere vores politiske råderum.

Hesten har fulgt mennesket siden tidernes morgen, og gennem de historier, vi har fortalt om den, har vi tilskrevet den en særlig betydning.

Den allerførste sætning i Klougarts debut, 'Stigninger og fald', handler om en hest. Det er den, der starter hendes skrift. Men det er også hesten, der giver adgang til naturen:

»… for hvert skridt bliver min krop mere blød og åben, til jeg ligesom går i ét med dyret, på en måde der et øjeblik gør det umuligt for mig at sige, om det er min hov eller hestens, umuligt at bestemme, hvor min krop slutter, og hestens begynder, hvad der er skovens åndedræt og mit«.

Klougart sætter ord på en udbredt forestilling om hesten, ikke bare som indbegrebet af natur og råstyrke, men som en figur, der formidler mødet mellem menneske og landskab.

Mister mennesket sin hest, mister det også denne naturforbundethedserfaring.

Naturens eller menneskets velfærd?

Rewilding-projekter, der lader heste leve isoleret fra menneskelig kontakt, bryder med denne idé.

Her støder to forskellige natursyn sammen:

• På den ene side en idé om landskabet som noget, der skal opleves direkte af mennesket.
• Og på den anden side en idé om, at visse områder skal være uforstyrret hjemsted for en mangfoldighed af livsformer.

Hvor den gamle bondekultur med Hal Kochs ord stod »i den nøjeste Kontakt med Naturen« gennem dagligt arbejde med jorden, står Klougart som en aktuel stemme fra provinsen, der fremstiller naturen som et helle for naturskønne oplevelser.

Provinsen synes således at have overtaget industrikulturens naturforståelse, som Knud Sørensen beskriver den.

Men i lyset af biodiversitetskrisen bliver industrikulturens historiske fokus på menneskets rekreation potentielt udfordret af et aktuelt politisk fokus på naturens rekreation.

Mens klima-, miljø- og biodiversitetshensyn har omkalfatret forholdet til naturen radikalt fra centralt hold, består den rekreative relation til landskabet i provinsen.

Når den skepsis mod staten, som Koch observerede på landet allerede i 1940’erne, samtidig stadig lever i bedste velgående, er kimen lagt for et højt konfliktniveau i rewilding-debatten.

Denne artikel er skrevet af forskere fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.