Hvorfor fejrer vi 1. maj, og har arbejderne stadig noget at kæmpe for?

»Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.«

Linjerne og budskabet om et klasseløst samfund stammer fra det kommunistiske manifest, skrevet af sociolog og filosof, Karl Marx og Friedrich Engels i 1848.

En del år senere blev arbejdernes internationale kampdag i 1890 afholdt for første gang.

Meget har ændret sig siden dengang i slutningen af 1800-tallet. Arbejderne har i dag mere end deres lænker at tabe, men har de også mere at kæmpe for?

Det mener seniorforsker og museumsinspektør Lars Kjølhede Christensen og museumsinspektør Margit Bech Vilstrup.

»Arbejdernes internationale kampdag 1. maj er en påmindelse om alle de kampe, der er vundet, og de kampe, der stadig skal kæmpes,« siger Margit Bech Vilstrup, museumsinspektør på Arbejdermuseet.

»Kampene foregår i mindre grad med bål i gaden, men er rykket ind i forhandlingslokalerne,« fortæller Lars Kjølhede Christensen, seniorforsker og museumsinspektør på Roskilde Museum, der blandt andet har været med til at skrive bogen ‘Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000’.

Men hvilke kampe har arbejderne vundet, og hvilke udfordringer står de stadig overfor?

Arbejderbevægelsens grundsten

Som vi tidligere har beskrevet på Videnskab.dk, organiserede arbejderne sig i 1888 og skabte et klasseopgør. De var samfundets underklasse – de arbejdede meget, men tjente lidt. Siden dengang har de kæmpet for bedre levestandarder, og i dag befinder de fleste lønmodtagere sig i middelklassen.

Det blev besluttet på en international konference i Paris i 1889, at 1. maj 1890 skulle være international demonstrationsdag for arbejdernes rettigheder, og siden dengang har 1. maj været arbejdernes internationale kampdag.

I Danmark mødte mellem 30.000 og 40.000 op i Fælledparken for første gang i 1890 med røde flag og skilte for at kæmpe for den verden, de havde at vinde.

»Arbejdernes hovedkrav var det samme over hele verden: En arbejdsdag på otte timer,« fortalte Knud Knudsen, lektor og forsker i arbejderhistorie ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, i en tidligere artikel på Videnskab.dk.

Arbejderbevægelsens grundsten har siden 1890 været solidaritet, retfærdighed og frihed, forklarer Margit Bech Vilstrup.

»Solidaritet er altafgørende for arbejderbevægelsen – man står sammen, for sammen får man bedre resultater end hver for sig, og det markerer man 1. maj,« fortæller hun og uddyber:

»Idéen om retfærdighed kommer af, at hvis man arbejder hårdt, så har man også ret til at stille krav – krav om løn og krav om at holde fri og ferie.«

Kravet om en otte-timers arbejdsdag, som vi kender den i dag, blev indført næsten 30 år efter, at den første kampdag blev afholdt i 1890, og ifølge Lars Kjølhede Christensen har vi meget at takke arbejderbevægelsen for.

»Det samfund og den velfærdsstat, vi har i dag, havde ikke været uden arbejderbevægelsens kamp,« fortæller han og uddyber:

»Lønmodtageren har langt bedre vilkår og forhold i dag – generelt har vi i Danmark en rigtig høj materiel levestandard, hvor meget få lever i reel fattigdom.«

Arbejdere har altså lykkes med at få kæmpet nogle rettigheder på plads, og det viser sig ved, at en stor del af danskerne selv vurderer, at de er i middelklassen, forklarer Lars Kjølhede Christensen.

»Lønmodtagere har i dag fået rettigheder i forhold til ferie og arbejdstid, og kigger vi på indtægt, ligger de forskellige faggrupper også forholdsvis tæt på hinanden,« siger han.

Det lyder jo, som om arbejderbevægelsen har sejret – så er der overhovedet mere at kæmpe for? Er klassekampen passé?

Røde faner og bål i gaden

Der foregår stadig masser af ‘kampe’, forklarer Lars Kjølhede Christensen.

»I dag foregår forhandlinger primært under rolige forhold,« fortæller han. Men der er da alligevel kampe så store, at der er behov for at gå på gaden:

»Indenfor de seneste år kan jeg nævne sygeplejerskernes strejke i sommeren 2021 og demonstrationen mod afskaffelsen af Store Bededag i februar 2023.«

Også Margit Bech Vilstrup peger på, at fagforeningerne stadig står med store kampe foran sig.

»Regeringens mål er, at arbejdsudbuddet skal øges, og det var også noget af det, konflikten om Store Bededag handlede om,« fortæller hun og tilføjer:

»Aktuelt taler politikerne om at lette adgangen udenlandsk arbejdskraft til Danmark, og det kan være en potentiel trussel mod de danske lønmodtageres vilkår.«

»Hvis de udenlandske arbejdere, der kommer til Danmark, ikke stiller de samme krav, som de danske arbejdere gør, så kan det presse de løn- og arbejdsvilkår, man har tilkæmpet sig gennem årtier,« fortæller Margit Bech Vilstrup.

Der vil være behov for arbejderbevægelsen, så længer der findes lønmodtagere, fortæller Lars Kjølhede Christensen:

»Så længe der er folk, der arbejder for løn, skal arbejdsmarkedet fungere og reguleres.«

Og lønmodtagere er der masser af. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der i slutningen af 2023 var lige over tre millioner lønmodtagere i Danmark.

Gode vilkår er ikke en selvfølge

Ifølge Margit Bech Vilstrup er der som lønmodtager masser at være tilfreds med. Arbejderbevægelsen har igennem mange år kæmpet for at sikre danske lønmodtageres vilkår – vilkår man nemt kan komme til at tage for givet, forklarer hun.

»1. maj er en anledning til at huske, at gode vilkår ikke er en selvfølge,« fortæller Margit Bech Vilstrup og uddyber:

»Der blev kæmpet hårdt for eksempelvis en 37 timers arbejdsuge, barsel og seks ugers ferie, og det kan man hurtigt tage for givet.«

Også sammenlignet med andre EU-lande står den danske fagbevægelse stærkt, påpeger Lars Kjølhede Christensen. Ifølge ham skal vi ikke særlig langt ud over de danske grænser for at opdage fagbevægelser svagere end vores.

»Kig for eksempel på Frankrig, hvor der virkelig er grus i maskineriet – fagbevægelsen er svag og derfor uforudsigelig, og det resulterer i, at folk ofte er på gaden for at protestere,« fortæller han.

Den danske fagbevægelse er derimod stadigvæk relativ stærk – den står samlet og er ikke politisk splittet, og det skal vi sætte pris på, forklarer Lars Kjølhede Christensen.

Ifølge de to museumsinspektører er dagen som lønmodtager altså en god anledning til at fejre vundne sejre og sætte fokus på, at der fortsat er kampe, der skal kæmpes.