Hvordan er livet for vildtlevende dyr? Sandsynligvis bedre end vi tror

Hvis du ved noget som helst om dyr opdrættet i fangenskab til mad, pels eller underholdning, forestiller du dig måske livet for vilde dyr som idyllisk. Naturen kan synes at være en slags Edens Have, hvor dyrene lever deres bedste liv fri for menneskelig indblanding.

Andre forestiller sig livet i naturen som langt hårdere. I digtet 'In Memoriam A. H. H.' skrev den engelske digter Alfred Tennyson om den brutale natur: »Naturen, rød på tand og klo«.

Ifølge denne opfattelse er livet for et vildt dyr bedst forstået som en desperat søgen efter mad og ly, vedvarende smerte og sygdom, belastet med den evigt tilstedeværende udsigt til en brutal død.

Denne sidstnævnte opfattelse er uden tvivl dominerende blandt personer, der overvejer spørgsmål om etik og trivsel i forhold til vilde dyr. Forskere som Yew-Kwang Ng og Oscar Horta har til dels forsøgt at afkræfte opfattelsen af, at vilde dyr har det ganske godt, ved at henvise til udbredelsen af farlige rovdyr og andre måder, hvorpå dyrene kan komme til skade.

Men denne forestilling er måske lige så unøjagtig.

Et langt bedre liv, end mange forskere tror

I vores seneste studie argumenterer vi for, at den virkelige oplevelse af livet som vildtlevende dyr sandsynligvis ligger et sted mellem disse to yderpunkter - selvom det nok er meget bedre, end mange forskere tror.

Den populære opfattelse af, at vilde dyr hentæres af lidelse, er farvet af vores optagethed af deres oplevelse på tidspunktet for deres død.

Der har været for lidt opmærksomhed på de mange positive oplevelser, som vilde dyr har livet igennem.

Døden er flygtig

Tag for eksempel en antilope, der bliver jagtet af en flok sultne hyæner: Den bliver til sidst træt, fanget og spist levende.

Rov er en almindelig forekommende hændelse, hvilket indikerer, at dyrene ofte lider.

Men det er værd at kigge lidt nærmere på disse hændelser, for måske forårsager de ikke så meget lidelse, som det umiddelbart ser ud til.

Det er veldokumenteret hos mennesker, at større skader ofte ikke gør så ondt i starten. Det skyldes en stigning i adrenalin, der blokerer for den umiddelbare smertefornemmelse.

Studier på dyr indikerer, at lignende kemiske reaktioner aktiveres i deres nervesystem, når de møder frygt eller bliver skadet.

Det betyder, at rov måske nærmere resulterer i følelsesløshed end smerte hos byttedyrene.

Selv hvis dyr lider, når de dør, bør det ikke definere deres trivsel gennem hele livet. Døden, især i gabet på et rovdyr, er kort i forhold til længden på et dyrs liv.

Selv en langsommere død, som antilopens, varer minutter snarere end timer. Det er ikke en oplevelse, man ligefrem ønsker at opleve, men den tipper ikke nødvendigvis balancen i et liv til negativ.

En del dyr følger en avlsstrategi, hvor de får rigtig mange unger, hvoraf de fleste meget hurtigt dør og således aldrig når at blive kønsmodne.

For disse dyr, hvis korte liv har et voldsomt endeligt, er balancen da mere tilbøjelig til at være negativ?Måske i visse tilfælde.

Men det er vigtigt selv i disse tilfælde ikke at undervurdere potentialet for positive oplevelser i den tid, dyret lever.

Glæden ved at leve

For at bedømme kvaliteten af et dyrs liv skal vi tage højde for den samlede oplevelse og ikke kun udvælge de værste dele. Et liv rummer en række oplevelser – mange negative, som forskere, der dokumenterer vilde dyrs lidelser, påpeger – men også en række positive.

Vi kunne lave en liste over alle de dårlige ting, som vilde dyr støder på: Rov, sult, tørst, sygdom, parasitter, dårligt vejr, aggression fra medlemmer af deres egen art.

Listen kan måske overbevise os om, at dyrenes liv er dårligt.

Men vi kan skrive en alternativ liste over de gode ting, de også nyder: Social kontakt, mad, parring, hvile, leg, udforskning, samt usigter, lyde og lugte, de kan lide.

Livsglæde er et begreb, der kan være vigtigt. Denne idé beskriver muligheden for en slags baseline, som alle dyr har, som i sig selv er positiv, og som kan hjælpe dyrene med at forblive motiverede.

Vi kan se i tilfælde af depression hos mennesker, at et af hovedsymptomerne er mangel på motivation og manglende vilje til at bevæge sig. For et dyr, der skal skaffe føde andre livsnødvendigheder, kan en sådan tilstand betyde døden.

Opfatte, udforske og opleve verden

Så af evolutionære årsager ville det være logisk, hvis baseline-oplevelsen hos dyr i det mindste var en smule positiv. Det er sandsynligt, at bare dét at være i live, opfatte, udforske og opleve verden, i sig selv kan bringe lykke til dyr.

Holder man listerne op imod hinanden er det ikke længere så indlysende, at livet som vildt dyr er et dårligt ét. Dommen afhænger pludselig i højere grad af samspillet mellem positive og negative oplevelser, intensiteten, hvor ofte disse forekommer og hvor længe, og hvordan dyret vægter deres betydning.

Visse arter kan desuden have væsentligt bedre liv end andre.

Et overfladisk blik på dyrenes liv i naturen gør ikke forskerne i stand til at drage meningsfulde konklusioner om, hvordan denne balance er for dem.

I stedet kunne empirisk forskning udført på området afdække intensiteten og varigheden af de forskellige oplevelser, vilde dyr møder, og hvordan de påvirker deres trivsel.

Det gør forskere i det nye forskningsområde, der undersøger vilde dyrs trivsel, allerede med støtte fra organisationer som Wild Animal Initiative.

Men det her er ikke for sjov.

Forståelsen af vilde dyrs liv kan skabe grundlag for mere præcise interventioner, der på én gang kan lindre en række udbredte kilder til lidelse – som eksempelvis sygdomsudbrud eller skadedyrsbekæmpelse – samt forstyrre de positive oplevelser mindst muligt.

Vi kan ikke være sikre, før flere oplysninger er indsamlet, men vi har argumenteret for, at der er flere gode grunde til at formode, at et sådant forskningsprojekt vil vise, at mange vilde dyr - hvis ikke de fleste -faktisk lever et godt og lykkeligt liv.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.