Sean Dexter Denham er osteoarkæolog – altså ekspert i knogler. Han holder til på Arkæologisk Museum i Stavanger i Norge og arbejder for tiden et gigantisk puslespil.
Han er med til at sammensætte over 30 skeletter, som blev fundet under Stavanger Domkirke i 1968. Domkirken er byens ældste bygning og blev påbegyndt i 1125.
Skeletterne blev sendt til Anatomisk Institutt i Oslo, efter de blev fundet, men nu er de tilbage i Stavanger, og der skal de i så vidt muligt omfang dateres og identificeres.
Skeletterne kom tilbage fra Oslo i en stor trækasse i 1970, og alle knoglerne lå hulter til bulter. Det møjsommelige arbejde kan tage lang tid, men den lokale interesse er stor, og arbejdet giver også forskerne en spændende mulighed for at afprøve forskellige teorier og metoder.
Firkantet med helt lige kanter
Da Denham blev spurgt om sin favoritgenstand på museet valgte han en ryghvirvel fra skeletfundet under domkirken.
»Som du kan se, har hvirvlen et firkantet hul på forsiden. Hvirvlen har siddet så langt oppe på ryggen, at det eventuelle stikvåben – forudsat at hullet er opstået, mens personen stadig var i live – må være gået ind mellem eller under ribbenene og gennem den halve krop,« siger han.
Det er ganske vist ikke sikkert, at personen var i live, men Denham fortæller, at han kan se, at hullet ellers må være opstået kort tid efter, at personen døde. Går der for lang tid, bliver skelettet nemlig så skrøbeligt, at hvirvlen ville være knækket af et hul som dette.
Desuden er kanterne på hullet helt lige og hullet helt firkantet, og Sean er sikker på, at det ikke opstod under udgravningen.
»Når man graver, kan man nogle gange komme til at smide ting væk, ødelægge dem eller lave mærker. Men det er ikke tilfældet her.«
Måske lavet af et søm
Sean har også fundet rester af rustent jern inde i hullet.
»Det kan tyde på, at det er lavet af et søm. Det kan være, at knoglerne lå i vejen for et eller andet, eller måske opstod hullet, da ligkisten blev sømmet til. Men vi ved det egentlig ikke,« siger han.
Han fortæller, at han spørger alle, som kommer på besøg, om de har nogen gode teorier, men hidtil er han ikke kommet tættere på en løsning.
Hvis du har et bud på årsagen til det mystiske firkantede hul, er du velkommen til at skrive det i kommentarfeltet herunder.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm






























