Hvem er atomkraft-fortalerne i Danmark egentlig?

Først overværede professor Niklas Olsen og et kuld af hans historiestuderende et debatmøde i den liberale tænketank CEPOS om emnet.

To måneder senere hørte han en klimajournalist tale nysgerrigt om energiformen i DR’s populære Genstart-podcast.

Siden begyndte politikere fra Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne at tale varmt for sagen.

Atomkraft-støtten i Danmark har været stigende de seneste år. En Megafon-meningsmåling fra 2022 viser, at 35 procent af danskerne er for atomkraft i Danmark. Det er 18 procentpoint flere end i 2016.

»Jeg lagde mærke til, at det var et emne, der var umuligt at undgå på den politiske agenda,« siger Niklas Olsen, professor i historie ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Pludselig var det som at befinde sig i et ekko fra 1970’erne og -80’erne, hvor »du ikke kunne gøre dig politisk uden at forholde dig til atomkraft-spørgsmålet,« lyder det fra professoren.

Men han havde samtidig svært ved at orientere sig i de nye landskab af atomkraft-fortalere.

»Jeg oplevede, at atomkraft-støtten voksede frem på forskellige måder, fra forskellige lejre og ud fra vidt forskellige synspunkter. Da jeg kradsede lidt mere i emnet, kunne jeg se, at det var vidt forskellige ting, som de forbandt med atomkraft,« siger Niklas Olsen.

Men hvem er de egentlig?

Fire populære tilgange blandt atomkraft-tilhængere

Niklas Olsen, der forsker i miljø og klimahistorie, besluttede sig for »at finde et orden i kaosset«.

Han hev fat i historiker og professor på Syddansk Universitet Casper Sylvest, der forsker i atomalderen - tiden efter detonationen af verdens første atomvåben 16. Juli 1945.

Nu har de to historikere udgivet en forskningsartikel, hvor de forsøger lige netop dette. At kortlægge de moderne danske atomkrafts-fortalere.

»Vi vil gerne forstå to ting,« siger Casper Sylvest, »hvilke forskellige typer argumenter for atomkraft, der cirkulerer, og hvordan de kan bidrage til at forstå, hvad der sker i debatten; hvorfor er støtten til atomkraft vokset,« forklarer han.

I alt har de fundet frem til fire - særligt prominente - positioner blandt atomkraft-fortalerne.

1. Ingeniørernes teknologiske fix

20. december 1951 lidt uden for den isolerede midtvest-amerikanske ørkenby Arco i Idaho blev elektricitet fra en atomreaktor for første gang nogensinde produceret.

De næste mange årtier tog en verdensomspændende og heftig debat om atomenergi form. Og allerede i 1950’ernes første bølge af atom-slagsmålet finder vi en type atomkraft-støtte, der også lever i bedste velgående i dag:

Teknologismen.

»Det er en argumentationsform, der har en stærk tro på teknologiens evner til at løse samfundets problemer,« siger Casper Sylvest.

»Den bliver ofte fremsat i et teknisk og rationelt sprog, der kan være svært at forstå, og det kredser meget om, hvordan teknologien fungerer og henviser til data og videnskab,« fortsætter han.

Med andre ord er teknologisternes tale en form for følelsesfattigt ingeniør-sprog.

Teknologisterne er samtidig ekstremt løsningsorienterede og beskriver atomkraften som den reneste, mest stabile og sikre energiform.

»De udviser ofte en utålmodighed i forhold til den politiske debat, som de anser for at være præget af en mangel på rationalitet og at være for følelsesladet,« supplerer Niklas Olsen.

Teknologisterne lægger til gengæld ikke så meget vægt på de komplekse, politiske udfordringer ved energiformen.

»De bruger ofte heller ikke meget krudt på risikoen ved, at radioaktivt materiale kan misbruges til at lave kernevåben, hvad der historisk er eksempler på (rettet 24. marts fra 'hvad historisk næsten altid er sket', red.),« påpeger Niklas Olsen.

Ligesom udfordringerne med atomaffald heller ikke fylder meget blandt dem.

De historiske affaldsproblemer på det danske atomforskningscenter Risø forventes eksempelvis først løst i 2073. Og det japanske atomanlæg i Fukushima har stadig omfattende problemer med atomaffald efter atom-ulykkerne i 2011.

Teknologismen er en bred, analytisk kategori, og herhjemme kan fysikere som Bent Lauritzen og Rasmus Toft-Petersen fra DTU, der meget ofte diskuterer atomkraft i medierne, ses som teknologister, siger de to historikere.

Andre repræsentanter er Troels Schönfeldt, direktør og medstifter af den danske atomkraft-virksomhed Seaborg, aktivister fra foreningen Atomkraft Ja Tak og Ren Energi Oplysning og en række fortalere fra Ingeniørforeningen (IDA).

2. Anders Lund Madsen og de bløde økomodernister

Mens teknologisterne længe har været kendt, skal vi nu til et nyt dyr i skoven af atomfortalere:

Økomodernisten.

TV-værten Anders Lund Madsen »har altid været stor modstander af kernekraft. Men energikrise, krig og klimaforandringer har nu bragt ham i tvivl«.

Sådan lyder beskrivelsen af DR tv-programmet ‘Atomkraft - ja tak!, som den langskæggede journalist står bag.

»Vi skrev vores artikel færdig i sommer. Længe inden DR-programmet udkom i januar. Men Anders Lund Madsen er en illustrativ repræsentant for den her position. Og den mest markante, der har været. Han siger ‘jeg var bange ligesom jer’, men frygten er ubegrundet,« forklarer Niklas Olsen.

»Det er en klassisk økomodernistisk omvendelseshistorie,« tilføjer han.

 

Økomodernisterne er en slags progressive, humanistiske og ikke så teknologisk-funderede atomkraft-fortalere. Ofte har de tidligere været skeptiske over for atomenergi. Men er på grund af miljø- og klimakrisen er de blevet nysgerrige på teknologien:

»Deres argumenter handler ikke om, hvordan reaktorer og nedkølings-systemer fungerer. Det handler om moral og miljøpolitik. De forlader sig på det teknologiske til eksperterne, men de har en vision om, at vi er nødt til at tænke nyt og være fordomsfrie for at løse klimakrisen,« forklarer Casper Sylvest:

»I Danmark er positionen ikke så udbredt som eksempelvis i USA. Det særligt interessante ved positionen er, at den har et stort potentiale til at appellere henover den politiske midte og til den politiske venstrefløj,« tilføjer han.

For eksempel ser flere unge klimaaktivister atomkraft som en nødvendig del af den grønne omstilling. En af dem er Extinction Rebellion-aktivisten Karina Konrad, der mener, at vi har brug for atomkraft for klimaets skyld, som hun fortalte til Dagbladet Information.

Tidligere atomkraft-modstander og medlem af Alternativet, Tina Sparre, har også fortalt i Politiken, at hun nu støtter atomkraft efter, at »hun har sat sig ind stoffet«.

Et sidste eksempel er forfatter og musiker Kristian Leth, der har kaldt atomkraftmodstanden for ulogisk og forældet.

3. Atomkraft som borgerlig klimapolitik

Fra den bløde miljøpolitik til den hårde markedslogik.

Argumentet for atomkraft handler nemlig ikke kun om klima, men også om at få den billigste energiform og holde den økonomiske vækst i gang. Sådan lyder det fra markedsliberalisterne, forklarer Niklas Olsen:

»De står på en kritik af reguleringen af energimarkedet, som i Danmark er til fordel for vind og sol, mens andre spillere - som atomkraft - ikke kan komme ind på markedet. Det betyder, at de almindelige danskere betaler mere for deres energi, end de egentlig bør gøre, lyder argumentet.«

Positionen er de seneste år blevet ret tydelig i Danmark. Især gennem Liberal Alliance og CEPOS' atomkraft-støtte, der fik vind i sejlene for små fem år siden.

»De bruger den som løftestang til at kritisere den socialdemokratiske stat og den socialdemokratiske regulering af energisystemet,« påpeger Niklas Olsen.

Denne position fik et rygstød i januar 2023, da Novo Nordisk Fondens formand, Lars Rebien Sørensen, proklamerede, at atomkraft-tabuet skal droppes, og at fonden ville satse på atomkraft.

Kongstanken blandt markedsliberalisterne er, at klimakrisen ikke skal bremse den økonomiske vækst i samfundet. For dem handler klimapolitikken derfor ikke om at lave samfundet fundamentalt om, forklarer Niklas Olsen.

Det nuværende samfund kræver meget energi. Men det bekymrer ikke markedsliberalisterne.

»Som Lars Tvede (forfatter, serieiværksætter og finansmand, red.) siger det: Vi løber, aldrig, aldrig, aldrig tør for energi, hvis vi - blandt andre ting - satser på atomkraft.«

»Det interessante ved markedsliberalisternes atomkraft-støtte er, at de borgerlige, og særligt den liberale fløj, traditionelt set ikke har haft en klimapolitik. Det er venstrefløjen, der har siddet på den. Men med støtten til atomkraft, får de markedsliberale en moderne grøn agenda,« siger Niklas Olsen.

4. Vermund og den anti-elitære atomkraft

Den højreorienterede atomkraft-støtte udgør også de to historikeres sidste position:

Højrepopulisterne.

»De har meget til fælles med markedsliberalisterne,« siger Niklas Olsen, »den helt afgørende forskel er, at de taler om atomkraft som en sag, hvor de stiller folket op mod eliten. Der bliver lagt hårdere tryk på, at kampen for atomkraft er den lille mands kamp for billig energi.«

Positionen er især repræsenteret ved Nye Borgerliges tale for atomkraft i Danmark. Ligesom Cepos og markedsliberalisterne har højrepopulisterne set sig sure på en elite, der favoriserer vindmølleindustrien.

Nye Borgerliges stifter Pernille Vermund lagde linjen ved i DR’s Deadline at fortælle, at hun »hellere have et atomkraftværk i sin baghave end en landvindmølle.«

@PernilleVermund vil heller have et atomkraftværk i sin baghave end en landvindmølle. Det tror klimaminister @DanJoergensen ikke, at mange danskere er enige i. pic.twitter.com/og7tl1jjF1

— Deadline (@Deadline_dr) January 18, 2022

»Der er større tryk på, at det er en statsstøttet klima-elite eller klima-lobby, der bestemmer alt for meget over energisystemet,« forklarer Niklas Olsen.

»Der er også en større klimaskepsis. Det går ikke direkte på, at klimakrisen ikke findes, men den koster for meget. Der bliver også lagt vægt på, at der er en elite, der gør det værre end den er,« supplerer Casper Sylvest.

Fire idealtyper er en »kæmpe hjælp«

Videnskabshistoriker Henry Nielsen er forfatter til bogen ‘Minutter i midnat’ fra 2022, der handler om kernevåbenens globale historie.

Han har læst historikernes artikel for Videnskab.dk og er »ret imponeret«:

»Jeg synes, at det er et virkeligt godt stykke arbejde. Virkeligt godt,« siger Henry Nielsen, der er lektor emeritus ved Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.

»Når man læser de mange indlæg, der taler for atomkraft i dag, kan man godt blive temmelig forvirret over de mange strittende udsagn. Men de fire idealtyper her er en kæmpe hjælp og meget overbevisende,« siger Henry Nielsen.

Er Danmark stadig et anti-atomkraft land?

De fire positioner er selvfølgelig karikerede, og man kan godt være en god blanding af de forskellige positioner, fastslår de to historikere. Men hvilken fylder mest i Danmark?

»Jeg tror, at det afhænger meget af, hvor du kigger hen. Debatten om atomkraft findes mange forskellige steder. Vi har ikke medtaget de sociale medier - men fokuseret på aviser, radio og tv. Men især på sociale medier er det min oplevelse, at teknologismen og økomodernismen er meget populære,« siger Casper Sylvest.

I har skrevet jeres artikel, fordi I oplever, at støtten til atomkraft i Danmark er stigende. Er Danmark stadig et anti-atomkraft land i jeres øjne?

»Politisk set er vi stadig et anti-atomkraft land. For på Christiansborg er der ikke et flertal, der støtter atomkraft i Danmark,« siger Niklas Olsen.

»Men den interessante betragtning er, at der efterhånden kun er en rigtig aktiv og opsøgende side i debatten, og det er atomkraft-støtterne. Der findes ikke en anden side af meget tydelige modstandere ligesom der gjorde i 1970’erne. Hvis du er imod, skal du faktisk til at retfærdiggøre det, og det er nyt«.

Ifølge Niklas Olsen blev det især tydeligt, da Mads Nipper, direktør for Ørsted, der altså producerer vindmøller, for nyligt følte sig nødsaget til at slå fast, at »det er helt forkert«, at Ørsted er imod atomkraft.

Skeptisk over for silver bullet-argument

Niklas Olsen og Casper Sylvest har ikke selv lyst til at stille sig på for eller imod-siden af debatten.

»Jeg vil hellere sige det sådan, at der ofte er en silver bullet-undertone blandt nogle af fortalerne for atomkraft, hvor det præsenteres som løsningen for klimakrisen. Og historisk set er det ikke uden problemer,« siger Casper Sylvest og fortsætter:

»I 1950’erne var der også enormt store forventninger til, hvad atomkraft ville kunne gøre. Men som nogle historikere har påpeget, har teknologien leveret mindre end lovet.«

Niklas Olsen håber, at deres artikel kan skabe en form for dialog mellem atomkraft-støtter og -modstandere:

»Det er det mest polariserede emne, jeg nogensinde har arbejdet med. Debatten består af to forskellige lejre, der slet ikke kan kommunikere med hinanden. Jeg har - lidt ydmygt - tænkt, at det var en dialog artikel, der kunne skabe bro, fordi den bidrager med nogle nuancer i en meget kompleks debat,« siger han.