I novellen 'To Venner' lader Henrik Pontoppidan to gamle venner mødes i slutningen af 1880’erne. Hornung er venstremand og får i foråret 1885 besøg af hans gamle kontubernal fra Regensen, postrevisoren og højremanden Krøger. På vejen i toget har Krøger læst en artikel af Hornung, der kritiserer Estrup-regeringens nye provisoriske finanslov.
Krøger bebrejder Hornung, at han har 'sluttet Forbund med Oprørere mod Lov og Orden'. Tordnende imod sin gamle ven hævder Hornung, at regeringen har 'tilsidesat Folkets helligste Krav og Ret', mens Krøger vedvarende hævder, at der ikke i grundloven står et ord om de dele. De to venner ender med at enes om, at de ikke længere kan være i stue sammen, og de skilles på ubestemt tid.
Regeringen blev valgt af kongen
Generalforsamlingen i skytteforeningen i Roskilde, som jeg skitserede i forrige indlæg, udviklede sig ikke til en regulær slåskamp alene gennem tilfældigheder og unge mænds hormonelt drevne voldsiver. Forklaringen på de voldsomme scener skal findes et andet sted, nemlig i den nationale storpolitik.
D. 1. april 1885 var finanslovsforhandlingerne mellem parlamentets to kamre, Folketinget og Landstinget, brudt sammen. Regeringen med J.B.S. Estrup i spidsen udstedte en provisorisk finanslov – altså en finanslov, der ikke var vedtaget af det danske parlament Rigsdagen.
Regeringens argument var, at Folketinget ikke var indgået i en konstruktiv forhandling, men alene havde forsøgt at tvinge den konservative regering væk. Da regeringen blev valgt af kongen, var dette utilstedeligt, og regeringen holdt på, at den forsvarede kongens forfatningsmæssige ret.
Folketinget forsvarede hele Rigsdagens forfatningsmæssige ret
Da regeringen samtidig havde flertal i det privilegeret valgte Landsting, var det desuden en måde at hævde dette tings ligeberettigelse over for Folketinget, der var valgt ved almindelig valgret. Folketingets flertal, der udgjordes af partiet Venstre, holdt imidlertid på, at Rigsdagen havde bevillingsret, og at regeringen altså ikke, som det blev gjort med den provisoriske finanslov, kunne bevillige sig selv penge uden Rigsdagens samtykke.
Folketinget hævdede således at forsvare Folketingets, ja faktisk hele Rigsdagens forfatningsmæssige ret.
Let forsimplet kan dette siges at være en kamp mellem to forskellige opfattelser af situationen. Var det kongens og Landstingets forfatningsmæssige position, der var truet, eller var det Folketingets? Var det folket, der forsøgte at sætte samfundets spidser ud af spillet, eller var det omvendt?
Der var spænding mellem de to grupper
Dette førte til en deling af befolkningen – en deling mellem to befolkningsgrupper, som overordnet set havde forskellige opfattelser af situationen, der til en vis grad også var ideologisk motiveret. Hovedparten af Venstre betonede folkeflertallets moralske ret til en væsentlig stemme i statsstyrelsen.
Hovedparten af Højre betonede i højere grad mindretallenes og kongens krav på medbestemmelse – til det fælles bedste. Det er spændingen mellem disse to grupper, der manifesterede sig på den nævnte aprildag i Roskilde.
Hvad vi dermed er vidne til er en gennemgående politisering af hidtil upolitiske dele af samfundet som f.eks. foreningslivet, og i mange tilfælde forårsagede det, som Pontoppidan beskrev det, ødelæggelse af venskaber, familier og andre samlende grupper – alt sammen pga. et forfatningsjuridisk spørgsmål.
Forfatningsspørgsmålet blev intenst
I Gl. Roskilde Amts Skytteforening udkrystalliserede striden sig i en kamp mellem to storgodsejere fra området, folketingsmedlemmet for Lejre-kredsen venstrehøvdingen grev Ludvig Holstein-Ledreborg og folketingsmedlemmet for Roskilde-kredsen højremanden grev Frederik Scheel.
Scheel var ved en ligeledes dramatisk generalforsamling i 1884 blevet væltet som formand, og venstreavisen Roskilde Dagblad havde derefter ikke tøvet med at proklamere, at dette var kun begyndelsen på den tendens, som alle sande venstrefolk på egnen måtte gøre til deres projekt: 'Venstrevalg overalt!' – altså selv i det lokale foreningsliv.
Valget i 1885 endte med, at Venstre med kun 20-30 stemmers majoritet i en forsamling på knap 800 fik sat alle deres valg igennem. Efterfølgende valgte bestyrelsen Holstein-Ledreborg til formand for Skytteforeningen. Nogle år efter meldte de højredominerede skyttekredse sig ud af Gl. Roskilde Amts Skytteforening og etablerede Københavns Amts Skytteforening, hvor Scheel blev formand.
Forfatningsspørgsmålet blev altså så intenst, at man ikke kunne lægge det på hylden, selv når man i al fredsommelighed dyrkede sin idræt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
